Citronsommerfugl

Det bør ikke længere komme bag på nogen, at jeg har svaghed for at fotografere dagsommerfugle; og at en af de ting, som jeg specielt har gang i, er at fotografere dem, som kommer i min have. Jeg har skrevet om det før, og denne sommer er der kommet flere nye arter forbi min have og mit kamera.

I starten af sæsonen erklærede jeg frejdigt, at i år skulle hvidvingefamilien (Pieridae) have speciel opmærksomhed, og det har den fået. En af de mere iøjnefaldende medlemmer af hvidvingefamilien er citronsommerfuglen (Gonepteryx rhamni), og den er der en særlig historie om:

I starten af måneden kom den store af mine drenge løbende ind til mig, og sagde at der er var en gul sommerfugl i sommerfuglebusken lige uden for vinduet. Begge mine drenge kender nemlig min svaghed for at fotografere dagsommerfugle, og selvom de vist ikke kan navnet på en eneste af dem, så har de begge et godt øje for sommerfugle - og et specielt godt øje for usædvanlige sommerfugle.

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/1000s F6.7 ISO200

Min første tanke er, at det nok er en kålsommerfugl, som jo kan være noget gullig i det, og jeg reagerer noget henholdende. Da jeg kommer, så får jeg at vide at den er fløjet igen, og vi får et kig på nogle af de kålsommerfugle, som er tilbage - men han er sikker på, at det ikke var en af dem. Hmm, tænker jeg så, det var måske nok en citronsommerfugl?

Det går hverken værre eller bedre end at han opdager den igen, og at jeg igen kommer for sent. Øv, øv, øv!

Tredje gang er jeg til gengæld hurtig med kameraet, og jeg finder ham siddende stille på fliserne, hvor han næsten ikke tør trække vejret af frygt for at komme til at skræmme den væk igen. Og jeg får da også ovenstående billede.

Men kig nu godt efter: det er kun en vinge - resten af sommerfuglen er der nogen, som har spist. Han var godt skuffet, og det var jeg også. Det værste ved det hele var, at der ikke var mange minutter imellem han så den anden gang, hvor den var i live, og så at vi fandt de sørgelige resten.

Her kunne historien så havde været slut, men det er den heldigvis ikke. For i denne weekend kommer han igen rendende, og fortæller, at nu er der igen en gul sommerfugl i haven. Jeg løber efter, og ganske rigtigt, så er der en citronsommerfugl på gennemflyvning. Den sætter sig dog ikke, og er derfor hurtigt væk.

Nu gentager historien sig så, med at vi opdager den anden gang, og igen mister den af syne.

Men tredje gang er, denne gang, lykkens gang:

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/350s F5.6 ISO200

Så fik jeg alligevel et billede af en citronsommerfugl i min have i år - og det kan jeg takke min dejlige drengs ihærdige hjælp for.

Citronsommerfuglen er en af de danske dagsommerfugle, som man ikke kan forveksle, når man lige har fået øje for den. Farven er en god indikation, men vingeformen er helt unik.

Jeg har også fået bekræftet, at ovenstående billede er af en han - hunnerne hos citronsommerfuglene er lidt mere blege i det. Men der tror jeg, at det er en fordel at have set nogle stykker.

...og det er ganske vist!

Blodplet

Jeg fik et praj fra en trofast læser om, at det er efterhånden er et stykke tid siden, at jeg har skrevet om sommerfugle her. Det må vi se at få gjort noget ved (ja, ironi er fuldkommen spildt på mig ;-) ).

Nu begrænser jeg mig normalt til dagsommerfugle, som der er knapt 100 arter af i Danmark - ud af ca. 2.500 arter af sommerfugle i Danmark i alt, hvis man regner småsommerfugle og natsommerfugle med. Men denne gang er en undtagelse, for jeg vil skrive lidt om Blodplet, som er en ugle:

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/60s F5.6 ISO200

Jeg husker den selv som værende lidt mere mættet i farverne, altså lidt mere grå og lidt mere lyserød - men kan skal vist være ret aristokratisk for at kunne mene, at den er blodrød!

Blotplet (Tyria jacobaeae) er, som man næsten kan gætte ud fra farverne, uspiselig. Det skyldes at den som larve hovedsagelig lever af engbrandbærer (Senecia jacobaea), og igennem den optager store mængder af giftige alkaloider (af andre alkaloider kan f.eks. nævnes stryknin og nikotin, samt morfin og kodein). Hvis man ses engbrandbærer blive ædt ned til stubhøjde af mange sorte larver med gule striber, så er der tale om blodplet.

Blotplet er en natsommerfugl og den bliver tiltrukket af lys - men den nævnes også som dagaktiv, da den nemt kan forstyrres medens den sidder i f.eks. højt græs. Det var også sådan at jeg opdagede den, for jeg var ved at klippe græsplæne i min have, da den fløj op foran mig - så kunne græsplæne ellers være græsplæne, for jeg måtte lige ind efter kameraet!

Flyvetiden er nok ved at være overstået for i år - den skulle flyve i maj-juni. Arten er dog under udbredelse i Danmark for tiden (mon dette kan forlænge flyvetiden til engelske tilstande, hvor den flyver ind i juli?).

Nu har jeg i indledningen sagt, at arten tilhærer ugle-familien (Noctuidae), og det gør jeg med henvisning til fugleognatur.dk - men som man kan se af linket til fugleognatur.dk, så er klassifikationen under ombrydning for tiden ... og ser man på wikipedia, så henregner de stadig blodplet til familien af bjørnespindere (Arctiidae) - iflg. fugleognatur.dk er det nu i stedet en underfamilie (Arctiinae).

Måneopgang

De få, som følger med i mit buzz, vil vide, at jeg har været ude for at fotografere en måneopgang; og en fuldmåneopgang oveni (teknisk set var den vist nok kun 97% fuld, men det snakker vi ikke mere om, vel?).

Nikon D70, Nikkor 70-300mm VR @ 300mm, 1/45s F8 ISO200, stativ

Sådan nogle billeder kræver at man er på rette tid og sted, og det kræver helt klart held - men der er to lidt oversete forhold omkring held:

Det ene er, at man også skal formå at udnytte det, og sandt at sige, så kunne jeg godt have brugt mere tid på at spejde gode steder; der var mange vinkler, som jeg først opdagede, da lyset var væk - og det er der ingen undskyldninger for ... det var dårlig forberedelse.

Det andet er, at held kan skabes. Ja, ikke sådan at forstå, at held kan gøres til en sikker ting - så langt fra - der er som oftest stadig betydelig usikkerhed omkring udfaldet; men man kan sørge for at få så gode odds som overhovedet muligt.

Når man hører, hvordan jeg forbedrede mine chancer her, så vil man sikkert tænke at der er tale om snyd - men husk så på, at der findes godt snyd og dårligt snyd ... og jeg vil klart mene, at der her er tale om godt snyd!

Nikon D70, Nikkor 70-300mm VR @ 300mm, 1/45s F8 ISO200, stativ

Og snyden er "The Photographers Ephemeris" (download til windows/mac/linux), som er et program, som for et givent sted og dag viser sol- hhv. måne-opgang og -nedgangs retning og tidspunkt (samt en række andre hjælpeværktøjer til at bestemme lyset højde og retning).

Jeg havde lige hentet det, og kunne straks se, at det sagde at om en halv time var der ideelle forhold lige hvor jeg bor! Jeg fik derfor travlt, og resultatet ses her (det forklarer også den manglende rekognoscering).

Jeg er - alt taget i betragtning - godt tilfreds med resultat, uden dog at være blind for, at der er gode muligheder for at gøre det bedre. Det er derfor næppe sidste gang, at jeg har prøvet det! Det mangler kun en ting for at det er perfekt, og det er integration til DMI's lokalvejrudsigt!

PS: Det fås også til iPhone, men det må I i givet fald selv finde.

Syrede fotos

dpreview.com kører for tiden en "challenge" med titlen "A tribute to Jerry Uelsmann" - hvis man godt kan lide Jerry N. Uelsmann syrede, surrealistiske billeder, så er den nok værd at holde øje med.

Gid jeg kunne sådan noget! :-)

Bokeh

Et af de mere interessante begreber indenfor fotografering er "bokeh" og det dækker over noget, som i virkeligheden er nemt at overse, men som alligevel kan betyde meget for, hvordan vi opfatter et bilede.

Ordet kommer fra japansk, hvor det betyder noget i retning af uskarphed eller dis, og den lidt pudsige stavemåde stammer fra amerikansk - på dansk ville vi nok skrive det "boke", men så vil amerikanere få det helt galt i halsen rent udtalemæssigt. Og uskarphed er netop det, som det handler om - eller måske rettere karakteren og kvaliteten af uskarpheden. For lige så vel som objektiver kan tegne mere eller mindre skarpt, så kan de også håndtere det, som ikke står skarpt, mere eller mindre godt.

Et teknisk perfekt objektiv vil tegne et uskarpt punkt som en perfekt cirkel med en skarp kant (eller rettere afbilde formen på blænden, hvad kan udnyttes kreativt). I praksis vil man nok foretrække at kanterne bliver tonet ud, hvilket reelt er en optisk fejl, men en fejl, som gode objektiver er konstrueret til at have.

Men det er et spørgsmål om smag og behag - og som eksempel kan jeg ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om de uskarpe dele af dette billede:

Nikon D70, Nikkor 70-300mm VR @ 300mm, 1/350s F5.6 ISO200

På den ene side, så virker det helt forkert, men på den anden side, så er effekten nærmest malerisk.

At begrebet er vigtigt kan ses af, at der findes objektiver, som kan ændre på karakteren af bokeh, f.eks. AF DC-Nikkor 105mm f/2D (se her for billedeeksempler) - DC står for "Defocus Control" og er i virkeligheden Nikons forsøg på at oversætte bokeh...

500 fotografer...

Den hollandske fotograf Pieter Wisse er startet på et projekt, som han kalder "500 Photographers" - om det skriver han selv:

500 photographers is a weblog that posts 5 active photographers a week for 100 weeks. The photographers can be from any discipline within the photographic range, but they have to be worth looking at and have a certain level of quality. When we get to number 500, we will have a deep database of great photographers.

Det projekt tror jeg, at det er værd at holde øje med - indtil videre ser det i hvert fald lovende ud. I skrivende stund er han nået til nr. 20, så man kan stadig nå at være med...

Resultater

Jeg har på det seneste deltaget i nogle af de "Challenges" som findes på dpreview.com. I starten gik det meget godt, men efterhånden er jeg faldet ned i midterfeltet; om det skyldes mangel på evner eller mangel på kritisk sans vil jeg lade jer andre dømme om, for grunden til at jeg skriver om det er, at jeg tror at der måske er noget mere generelt i det.

Men lad os lige se billederne og resultaterne - jeg linker også til selve konkurrencen, hvor billeder er sorteret med de bedste først - det er bestemt også et klik værd (tallene i parentes er hhv. gennemsnitkarakter, placering i procent (100%=sidsteplads) og antallet af topkarakterer (som er 5 "stjerner")):

Small white

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har udviklet lidt en passion for at fotografere sommerfugle, så jeg måtte med i denne udfordring. Billedet af den lille kålsommerfugl med spejling i mit stuevindue er en gammel favorit, men nok også det af mine sommerfugle billeder som var det mest usædvanlige. Tankevækkende er det, at jeg kun tog to billeder den dag, inden jeg slap den ud - og det andet er absolut rædselsfuldt.

Nr. 29 ud af 200 (2.8/15%/2 top-karakterer) i "Butterfly/Butterflies"

The ice is NOT safe

Udfordringen her var at have fotograferet et tilfældigt fund på sin vej - det måtte ikke være et arrangeret foto; det skulle være noget, som man bare var kommet forbi og lagt mærke til. Jeg var lige kommet forbi stedet ved Skanderborg Sø, hvor der stod at isen generelt var sikker, men at man skulle udvise almindelig forsigtighed og omtanke - det var der åbenbart en, som ikke havde gjort.

At det lige blev skoen som kom med i udfordringen, var nok lidt en tilfældighed - det interessante fund er noget, som jeg godt kan lide at fotografere, og det deler jeg sandsynligvis med mange andre.

Nr. 24 ud af 148 (2.5/16%) i "A coincidental finding".

Autumn leave

Udfordringen her var lidt anderledes i det, at der ikke som sådan var noget tema - man skulle bare finde to billeder som repræsenterede forskellige sider af en som fotograf, og tanken var så, at man kunne få dem holdt op imod hinanden.

Vandbladet, som jeg kalder billedet på dansk, har jeg tidligere brugt i en fotokonkurrence i mit firma, og det er et billede, som jeg selv synes godt om. Jeg må dog indrømme, at det fremkom ved det "uheld", for jeg kom faktisk til at skrue den forkerte vej på lukkertiden...

Jeg hæfter mig her ved, at det er den højeste gennemsnitskarakter af alle mine billeder; enten har karakterene siddet meget løst, eller også har konkurrencen været hård.

Nr. 86 ud af 198 (2.9/43%) i "Two Sides of Self"

Abandoned bike

Det andet billede, som jeg deltog med i den udfordring, kom fra min serie om forladte cykler. Det var et af mine første forsøg på sort/hvid fotografering siden ungdomsskolen engang i forrige årtusinde, og er jeg også ekstra glad for, at to bedømmere har fundet det værd at give topkarakter. Det må jeg arbejde mere med.

Nr. 125 ud af 198 (2.7/63%/2 top-karakterer) i "Two Sides of Self"

Frozen bubbles

Dette billede kom mest med på afbud. Udfordringen var at lave makro af "inanimate" objekter, og det misforstår jeg som "ikke-dyrisk", men det betyder i virkeligheden livløs. Jeg fik derfor mit førstevalg diskvalificeret ... og så blev jeg stædig - og det gik nok ud over dømmekraften, for jeg har ikke rigtigt dyrket det livløse som makro-tema.

Karakteren er egentlig ganske flot alt taget i betragtning, for billedet er altså noget slapt: farverne er fine, og motivet er usædvanligt, bevares, men kompositionen er ringe og billedet efterlader en med en "...og hva' så?"-smag i munden.

Nr. 172 ud af 297 (1.9/58%) i "Experiments with macro"

Last ride of the day

Her var jeg på alle måder på udebane, for landskabsbilleder i sarte farver er bestemt ikke noget, som jeg gør det i. Sammenlignet med, hvad andre kunne formå at få ud af det tema, så er karakteren helt retfærdig - det er ikke særligt interesant, hverken motiv- eller farvemæssigt.

Det er ikke sidste gang at jeg vil prøve den genre, for jeg kan godt lide den slags billeder. Jeg bliver bare nød til at udfordre mig selv noget mere, for jeg mangler klart træning!

Nr. 113 ud af 149 (2.0/75%) i "Dramatic Light: Cool Image"

First butterfly

En udfordring om forårsbilleder, og så tænker jeg, at der må være fuld af forårsblomster, så jeg vil prøve noget andet- og da jeg så møder året første sommerfugl, så tænker jeg, at den er i vinkel. Men helt ærligt - et billede af numsen på et insekt - det kommer man ikke langt med. Billedet er et eksempel på to ting: for det første forvekslede jeg egen begejstring med almen interesse, og for det andet glemte jeg det med vitser: skal pointen forklares, så er det ikke sjovt!

Nr. 129 ud af 199 (1.7/64%) i "SPRING HAS SPRUNG!"

Kan man så konkludere noget af ovenstående. Tja, for det første så kan man vel konkludere, at smag og behag er svært at måle og veje - jeg har fundet tre dimensioner, og rangordenen bliver forskellig alt efter hvilken man vælger.

Men så alligevel - uanset hvilket kriterium man vælger, så er det tydeligt, at nogle billeder ligger i toppen og andre falder igennem. Jeg vil godt vove det ene øje, og prøve at sætte ord på: det er billeder, som er klare i deres opbygning og budskab - der er ikke noget støj i baggrunden; derudover så er der også noget med "wow"-effekten - billedet skal være ud over det sædvanlige, og må godt indeholde noget "hvordan gjorde han lige det?"-held.

Hvis man vil gøre sig bemærket som fotograf, så er skal man komme ud af den store middelmådighed - det er de få udsædvanlige billeder som tæller, og ikke det solide håndværk. Det skal der helt klart held til, men held er noget, som man selv må skabe. Eller som en på nettet formulerede det: "Stop taking pictures, start creating images!".

Brug din stemme

Bliver man god til at spille fodbold af at iklæde sig fantørklæde og besøge det lokale stadion? Bliver man en god elsker af at læse kærlighedsnoveller? Bliver man en god kok af at samle opskrifter fra ugebladene?

Det er vel rimeligt indlysende at spørgsmålet er retorisk ment: man bliver kun god, hvis man sørger for at få rigelig med praktisk erfaring - så kom ud på grønsværen, find en at kramme og se at få fingerne i bolledejen. Og sådan er det også med det at fotografere, så få støvet kameraet af og få taget nogle billeder!

En god måde at få udfordret sig selv og få noget praktisk erfaring, er at deltage i fotokonkurrencer - og det giver mest, hvis man i stedet for at kaste trawlet ud over harddiskens samling af gamle fotos, rent faktisk prøver at tage nogle nye billeder.

Nam namNikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/45s F5.6 ISO200

Selvom det er oplagt, at intet slår praktisk erfaring, så kan det være ganske fornuftigt at supplere den - så for at vende tilbage til et af de retoriske spørgsmål fra indledningen, så kan tiden på det lokale stadion i virkeligheden give et form for indblik i de taktiske aspekter af spillet og et overblik, som man måske ikke havde fået, mens man render rundt i højde med græsset.

På samme måde kan det være ganske inspirerende at se på andre fotografers billeder, og ganske lærerigt at læse (og genlæse) gode bøger om foto; og så fandt jeg i virkeligheden endnu en måde, og det fra en lidt uventet kant: jeg er begyndt at stemme i de såkaldte "challenges" hos dpreview.com. Der er ingen tvivl om, at der både snot og skæg, og det er da også fristende at skyde genvej ved at kigge i de afsluttede udfordringer, hvor de gode billeder har fået lov at boble op, og de mindre gode er sunket nedad - men det er altså først, når man selv skal til at stemme, at man bliver tvunget til at tage stilling.

Det er i virkeligheden igen et eksempel på forskellen på, bare at kigge på, og så på selv at være med. I selve det at tage stilling ligger nemlig kimen til en viden om, hvad man selv kan lide og hvad man selv synes falder igennem. Man kan gøre det alene, men det virker endnu bedre, hvis man kan gøre det sammen med andre, for så kan man blive nødt til at sætte ord på, hvorfor et billedet måske kun er en 2'er og hvorfor et andet netop har det, som retfærdiggør en 4'er (og det konkrete resultat er mindre vigtigt - det er vejen dertil, som er det interessante).

Personligt kan jeg se, at jeg ikke er glad for ligegyldige billeder - et billede skal være klart i sit budskab og meget gerne være overraskende (det er nok lidt ligesom med vitser - man ved det umiddelbart, når man møder en god en...). Samtidig kan jeg se, at jeg har svært ved at bære over med grov sjusk: som f.eks. åbenlys slap beskæring/komposition eller helt håbløs hvidbalance (det behøver slet ikke være perfekt, men der er altså nogle billeder, hvor det ganske tydeligt skinner igennem, at man mest af alt har været ligeglad). Men sådan er jeg...

Rigtigt interessant bliver det, når man bliver i stand til at træde et skridt tilbage, og spørge sig selv, hvor mange point man vil give sine egne billeder - og hvorfor, for det oplagte næste trin er så at overveje, hvad man kunne gøre for at få flere point ... og så prøve det! Det kunne være, at gå et skridt til siden, så baggrunden bliver bedre - eller det kunne være at komme igen en anden dag, hvor lyset er bedre - eller måske prøve uden blitz. Tit skal der ikke så meget til.

Årets første sommerfugle

I dag var en god dag, for i dag så jeg årets første sommerfugle. Selvfølgelig var det Nældens takvinge (Aglais urticae) som optrådte i hvert fald et halvt dusin eksemplarer (de er ret mobile for tiden, så det kan sagtens have været flere).

Årets første sommerfuglNikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/125s F11 ISO200

Hmm - ja, at kalde den for årets første, er jo faktisk forkert, for i virkeligheden er der tale om genbrug fra sidste år: Nældens takvinge overvintrer som origo, hvad jeg (desværre) fik bekræftet, at jeg midt i vinters måtte rode rundt i garagen for at lave plads til en elektriker - der overraskede jeg en som ellers have fundet et rigtigt godt sted at sove vinteren ud.

SolbadningNikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/125s F11 ISO200

Jeg synes også, at jeg ud af øjenkrogen så en enkelt hvidvinge, men det er måske mest ønsketænkning - de overvintrer som puppe, og kommer først i større tal lidt senere (dog er det muligt).

Jeg elsker billedstabilisering!

Engang for mange år siden sange Eddie Skoller "Jeg holder med Kina", og det er der sådan set ikke blevet færre grunde til senere - men nu er jeg jo foto-nørd, og så er det hovedsageligt i Japan, at det sker; og der sker virkelighed noget.

Et eksempel på, hvor meget det er sket, fik jeg, da jeg købte mig et nyt objektiv: et "AF-S VR Zoom-Nikkor 70-300mm f/4.5-5.6G IF-ED" for at være præcis, og præcis bør vi være i denne situation, for den afløser en "AF Nikkor 70-300mm f/4-5.6G" (er jeg den eneste, som ville ønske, at objektiver havde kodenavne - så vi havde noget mere mundret at kalde dem?).

Når man får et nyt stykke legetøj (og lad os bare være ærlige - der er jo det, som det er), så skal man jo se, hvad det kan. Og her var der godt nok nogle overraskelser i vente til mig.

Alle kender vel tommelfinger-reglen om, at man skal have en lukkertid i sekunder som svarer 1 over brændvidden i mm eller hurtigere, hvis man skal undgå rystede billeder, når man fotografer håndholdt. En 100mm skal altså helst holdes under 1/100s, og en 200mm skal helst holdes under 1/200s. Eller deromkring, for der er tale om en tommelfingerregel.

Men det var inden at objektiver med billedstabilisering ind i billedet. Begrebet "billedstabilisering" dækker over, at man med snedig teknik (sikkert noget med gyroskoper og piezo-elektriske mini-motorer) kompenserer for de rystelser, som man tidligere prøvede at kompensere for med de ultra-korte lukkertider.

Og mit nye objektiv har - i modsætning til mit gamle - indbygget billedstabilisering, så det skulle jeg lige afprøve:

NymåneNikon D70, Nikkor 70-300mm VR @ 300mm, 1/60s F5.6 ISO640, håndholdt

Bemærk data - jeg har ikke skrevet forkert; det er taget på en 1/60s. Håndholdt. Fritstående. Og så er det endda beskåret omkring 50% på hver led efterfølgende.

Det synes jeg er lettere sindsygt. Det burde slet ikke kunne lade sig gøre, også selvom jeg brugte alle de tricks, som jeg lærte, da jeg som dreng gik i skytteklub. Uden billedstabilisering burde jeg nok have haft en lukkertid, som var en 10-15 gange kortere.

Sådan opmuntret, så måtte jeg jo også lige prøve den såkaldte "aktive billedstabilisering". Det er mest en sælgerterm, og derfor renset for mening, som traditionen påbyder, men det dækker altså over, at billedstabiliseringen får lov at være mere pågående, hvilket specielt skulle være en fordel ved lavfrekvente rystelser, som fra motorer i f.eks. biler og både. Derfor tager jeg flg. billede ud af forruden på vores bil, mens den er i fart (bilen inkl. mig og kamera altså, ikke kun forruden).

LokaltrafikNikon D70, Nikkor 70-300mm VR @ 240mm, 1/500s F5.6 ISO200, håndholdt i bil i fart, aktiv VR

Tja, vi kan jo hurtigt blive enige om, at der ikke er tale om stor fotokunst her, men nu var det også udstyr, som jeg taler om, ikk'? Der er en del uskarphed, men det skyldes, at min kære kone ser, at jeg skal til at fotografere, og derfor lige i det jeg skal til at tage billedet, giver forruden en ordentlig omgang sprinkler - for det er forhåbentlig til at se, at uskarpheden ikke kommer fra rystelser.

Så tilbage står nu vist kun at sige...: "Jeg holder med Japan!"

Fototerapi

At billeder også er om følelser, er ganske bredt accepteret - og at de kan fortælle en historie lige så. Jeg prøvede begge dele denne weekend.

Det startede med den trælse historie om et cykeltyveri, som jeg kort fortalte om på min anden blog - det gjorde så, at jeg samme weekend gik rundt i kvarteret for at lede efter den forsvundne cykel; jeg fandt den ikke, men jeg fandt flere andre cykler, som var hærget og efterladt (der er grænsetilfælde, så det er svært at sætte tal på, men et dusin skal der nok have været). Det var en meget nedslående oplevelse, for jeg kan ikke lade være med at tænke over, at der bag alle disse ligger en historie - og jeg kan ikke lade være med at gange op og lægge sammen, og så bliver det pludselig omfattende.

Efter det kunne jeg mærke med mig selv, at jeg ikke længere bare kunne gå forbi sådan en cykel - og at jeg følte et behov for at dele dette.

Det kom der en lille billedeserie ud af i denne weekend, som jeg har valgt at kalde forladte cykler.

Nikon D70, Mikro Nikkor 105 mm VR, 1/4s F8 ISO200, stativ, beskåret

Normalt når jeg går ud for at fotografere, så er det for at finde noget flot, som jeg kan vise frem. Denne gang gik jeg målrettet efter at dele oplevelsen af nogle af de cykler, som jeg havde "fundet" - jeg prøver med andre ord for første gang, at fortælle en historie.

Samtidig skete der noget ganske uventet for mig: Jeg er vildt imponeret af sort-hvide billeder, men jeg har ikke kunnet finde ud af tage nogle selv. Men denne gang tænkte jeg allerede på optagetidspunktet billederne uden farver, og de virkede da heller ikke rigtige, før jeg fik dem konverteret.

Nikon D70, Mikro Nikkor 105 mm VR, 6s F32 ISO200, stativ

Og sort-hvid billeder er et helt anden slags billeder. Ved farvebilleder må man i høj grad tage, hvad man bliver givet, men i sort/hvid kan man i et vist omfang nedtone eller fremhæve dele af billedet - og når man mister farverne, så betyder form og komposition til gengæld meget mere.

Samtidig så kan man ved sort-hvid billeder med fordel virkelig gå til den: fuld kontrast, overdreven skarphed, tæt beskæring - alt sammen noget, som hurtigt vil ødelægge et farvebillede - men måske virker det fordi, at sort/hvid netop er mere grafisk end fotografisk i sin natur.

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 10mm, 1/20s F5.6 IS0 200, stativ

Om det lykkedes mig at få fortalt historien kan jeg af gode grunde ikke vide noget om. Det er måske heller ikke så vigtigt som det faktum, at jeg - som overskriften antyder - gav mig selv mulighed for at arbejde med min oplevelse; det har virket, for nu kan jeg igen gå forbi forladte cykler uden at blive bedrøvet (i hvertfald ikke i samme grad, for sørgeligt er det jo uanset).

...og så skal man heller ikke undervurdere betydningen af, at jeg fik et gennembrud i forhold til min egne hæmninger overfor sort-hvide billeder!

Sommerfugle i min have

I min have har jeg haft besøg af et dusin forskellige arter af dagsommerfugle. Faktisk har der sikkert været flere, men dels har jeg lige skulle opdage dem, og dels så er der udelukkende tale om, de sommerfugle som jeg har fået fotograferet. Alligevel synes jeg, at det er ganske pænt, og så tror jeg faktisk ikke, at min have er noget specielt.

Når jeg siger dagsommerfugle, så er det med vilje. Jeg har også haft besøg af f.eks. en ligustersværmer, men det er jo ikke en dagsommerfugl, så ikke mere om det i denne omgang.

Når jeg skriver dette indlæg på min fotoblog, så er det fordi, at min interesse for makrofotografering og min interesse for sommerfugle komplementerer hinanden. Jeg havde næppe lært så meget om sommerfugle, hvis ikke de var så sjove at fotografere, og jeg havde helt sikkert ikke lært så meget om makrofotografering, hvis ikke det havde været for sommerfuglene; jeg håber, at dette indlæg kan virke som inspiration for andre.

Inden jeg fortæller om de 12 arter, så skal jeg lige sige, at billeder ikke er valgt for at være repræsentative for arterne, men fordi at jeg kan lide dem - hvis man har brug for hjælp til at kende dem fra hinanden, så kig ned til sidst, der skriver jeg lige et par links til gode sider om sommerfugle.

Takvingefamilien (Nymphalidae)

Takvingefamilien indeholder mange af de mest kendte danske sommerfugle; den består af takvinger (som har takkede vinger!), men også af f.eks. randøjer og perlemorssommerfugle. Kendetegnet for familien er, at forbenene er reduceret, så det ser ud til, at de er firbenede.

Nældens takvinge (Aglais urticae): Åbenbart Danmarks nationalsommerfugl (og et glimrende valg, efter min mening). Det var den første sommerfugl, som jeg har lærte at kende, og det er også langt den mest talrige i min have. Denne sommerfugl overvinter som imago, og op til jul kom jeg til at forstyrre en, da jeg ryddede op i garagen - så kan man lære det: oprydning skal ikke ske om vinteren.

Dagpåfugleøje (Inachis io): Den anden sommerfugl, som jeg lærte at kende, var dagpåfugleøje. De er både flotte, og noget nær umulige at forveksle med andre sommerfugle - og så er de også ganske talrige i min have.

Admiral (Vanessa atalanta): Når vi lige fraregner kålsommerfugle (som jeg vender tilbage til), så var admiral den tredje sommerfugle art, som jeg lærte at genkende. De plejer også at være godt repræsenteret i min have, men lige netop i 2009 var der ikke så mange af dem, og dem som kom, de kom sent.

Tidselsommerfugl (Vanessa cardui): Årets store gæst var tidselsommerfuglen; dels er det en stor sommerfugl, og dels er det ikke hvert år, at den gæster os - en tommelfingerregel siger, at det er omkring hvert 10. år. Men i år var den talrig i Danmark og i min have. Tidselsommerfuglen er en flot sommerfugl, og en god flyver, så den er kendt over hele verden.

Storplettet perlemorssommerfugl (Boloria euphrosyne): En dag i sommers var den ene af sommerfuglebuskene fuld af sommerfugle - jeg kunne ikke tælle dem, så lad os bare sige, at der var en hundrede stykker - en skøn blanding af alle ovenstående.

Og så var der lige en enkelt storplettet perlemorssommerfugl. Den måtte jeg lige have et billede af, men det var ikke så let endda; dels var den en hel del mere sky end de øvrige sommerfugle, og dels som var den aldrig i ro. Men det lykkedes.

Den storplettede perlemorssommerfugl har fået sit navn pga. de store perlemorsfarvede pletter, som den har på undersiden - så hvis man ser dem, så er man ikke i tvivl (der er flere slags perlemorssommerfugle, men ingen med så store pletter) - pletterne kan f.eks. ses på dette billede.

Græsrandøje (Maniola jurtina): Danmarks talrigeste sommerfugl, der findes stort set overalt, hvor der er højt græs. Jeg slår min græsplæne nogenlunde jævnligt, så det er nok derfor, at jeg ikke ser så mange i min have; nogen bliver det dog til. Jeg har længe overset denne sommerfugl, og sammenlignet med ovenstående sommerfugle, så er den da også noget mere undseelig - men når man først har lært den at kende, så opdager man den overalt.

Skovrandøje (Pararge aegeria): I lang tid har jeg fejlagtigt tænkt, at dette billede også var en græsrandøje, men i virkeligheden så er det den langt flottere skovrandøje. Jeg har kun set den en enkelt gang, og desværre holdt den vingerne klappet sammen - med vingerne udfoldet er den virkelig flot.

Hvidvingefamilien (Pieridae)

Når der har flakset en hvid sommerfugl igennem haven, så har jeg bare tænkt "åh, endnu en kålsommerfugl", og egentlig ikke skænket det mere opmærksomhed - vel mest fordi, at jeg allerede havde et godt billede af en kålsommerfugl.

Men der er i virkeligheden rigtigt mange hvide (og gule) sommerfugle samlet i hvidvingefamilien, og mit projekt for denne sommer bliver om ikke jeg kan få billeder af nogle flere af dem - og helt specifikt i hvert fald den store kålsommerfugl.

Hvidvinger er fra naturens side faktisk ganske udfordrende at fotografere, for man kommer meget nemt til enten at overeksponere de hvide vinger, eller at undereksponere omgivelserne.

Lille kålsommerfugl (Pieris rapae): En dag forvilder en lille kålsommerfugl sig ind i vores stue, og sætter sig på vores stuevindue. Der når jeg lige at få et par billeder af den, inden jeg forsigtigt hjælper den ud. Nu er det ikke så mange, som har vandrette stuevinduer, så jeg må nok indrømme, at jeg har drejet billedet en kvart omgang - jeg synes at det ser bedre ud på den måde. Dette eksemplar er en hun, hvilket kan ses af det to pletter på forvingen.

Grønåret kålsommerfugl (Pieris napi): Trods navnet har denne sommerfugl ikke grønt på vingerne - det er spredte sorte skæl, som kan give et grøntligt skær. Sommerfuglen skulle være mindre hyppig i haver, da den foretrækker vilde planter. Dette eksempel er en han.

Blåfuglefamilien (Lycaenidae)

Personligt synes jeg, at blåfuglene er spændende sommerfugle, som jeg meget gerne løber ind efter kameraet efter. Desværre er der også tale om sky og flygtige sommerfugle, så det er tit, at fuglen så at sige er fløjet inden det bliver til et billede.

Blåfuglefamilien opdeles i tre slægter: busksommerfugle (Theclinae), ildfugle (Lycaeninae) og de egentlige blåfugle (Polyommatinae) - og jeg har været så heldig at have fået besøg af repræsentanter for en art i hver slægt.

Alm. blåfugl (Polyommatus icarus): Ser man en blåfugl, så er der gode chancer for, at det er en almindelig blåfugl. Her var det dog ikke nødvendigt at gætte, for den karakteristiske ekstra plet på forvingen er lige præcis synlig. Der er også tale om en han, hvilket nok kræver nogen træning at se fra undersiden - jeg så dog oversiden og den var umiskendelig blå, så det er sikker nok. Kuriøst er det, at jeg præcis på dagen et år senere får endnu et billede af en alm. blåfugl siddende samme sted; denne gang bare en hun.

Guldhale (Thecla betulae): Mine drenge ved godt, at jeg er skør med sommerfugle, og en dag kommer den ene af dem, og fortæller om en sommerfugl, som han har set i de gule hindbær. Jeg regner ikke med at det er noget særligt, men går alligevel med ud for at se den - og det var vel nok godt, for det var en guldhale. Jeg har tidligere skrevet mere om oplevelsen her.

Lille ildfugl (Lycaena phlaeas): En dag, hvor jeg lå på kanten af urtehaven med mit kamera (det er et godt sted til andre former for insekter), da kommer der pludselig en lille ildfugl forbi. Det var et sky kræ, og det voldte mig også en del problemer at komme på skudhold af den, men det lykkedes da til sidst.

Artsbestemmelse

Jeg ved godt, at ovenstående er en ringe hjælp, hvis man står med en sommerfugl, som man gerne vil have artsbestemt. Men heldigvis findes der bedre kilder:

Jeg benytter mig personligt meget af billedsamlingen hos UK Butterflies - det hjælper selvfølgelig at have en ide om familien, men kender man den, så tryk på et af de seks sommerfuglebilleder for oven. Når man har fundet noget som ligner, så bemærk også at der i artbeskrivelsen også tit er en sektion med forvekslingsmuligheder.

Hvis man har en ide om artsnavnet, så kan der også være god hjælp at hente hos Fugle og natur, og specielt hvis arten er beskrevet i deres rigtigt udemærkede "Felthåndbog". Er man mere i tvivl, så kan man prøve deres forum for sommerfugle, Sommerfugle og lepidopterologi; de er yderst hjælpsomme, og tilsyneladende så findes der ikke dumme spørgsmål (hvis man da lige gør sig det besvær at sætte sig ind i retningslinjerne på forhånd, herunder at ledsage alle spørgsmål om observationer med angivelse af tid og sted). Jeg har fået stor hjælp der, og det er imponerende, hvad de kan få ud at tilsyneladende håbløse billeder.

Og ellers så er der jo altid Google - tricket er, at få et eller andet navn at starte søgningen med, og allerhelst et latinsk et.

God plan vel udført

Med den overskrift, så er det vel rimeligt at forvente en omgang uforbeholden pral - og jeg vil da ikke skuffe; om jeg har så har noget at have det i, vil jeg lade andre om at dømme.

Når jeg vil fotografere, så er det normalt sådan, at jeg pakker tasken med alt mit udstyr, og så tager jeg ellers afsted med en løs ide om, hvad der måske kunne vise sig at blive et motiv - og ofte er det mere en generel retning end en egentlig ide - jeg ser, hvad der måtte byde sig.

Men i lørdags, da vi skulle til fastelavn på Kulturtorvet i Skanderborg, da havde jeg en helt præcis ide om, hvordan jeg ville tage billederne; så jeg tog afsted med plads til kun 9 billeder på kortet og med et enkelt objektiv monteret på kameraet (OK, jeg indrømmer, at jeg havde mit lommekamera i lommen, men det har jeg nu oftest, så det tæller ikke...).

Det, som jeg har i tankerne, er selvfølgelig at få en billede af min søn, når han slår til tønden. Da han er højrehåndet, så stiller jeg mig modsat køen og lidt til venstre. Lyset måler jeg på en cementflise, der indstilles på manuelt og et kig på histogrammet for et prøvebillede viser, at det vist er ganske fornuftigt. Blænden er størst mulig, da jeg gerne ser en lav dybdeskarphed, i håbet om at få motivet isoleret bare lidt fra baggrunden.

Nikon D70, Nikkor 70-300mm VR @ 75mm, 1/500s F4.8 ISO400

Første gang, at han kommer til at slå, får jeg to billeder, men de er tydeligt uskarpe. Jeg tror at det må være bevægelsesuskarphed, og hæver derfor følsomheden fra 200 til 400 ISO og justerer lukkertiden tilsvarende. Efterfølgende må jeg er erkende, at det var afstandsmålingen, som slog fejl - jeg havde ellers forsøgt at fokusere på tønden, men det var altså blevet baggrunden, som var knivskarp.

Nikon D70, Nikkor 70-300mm VR @ 75mm, 1/500s F4.8 ISO400

Anden gang får jeg så de to billeder, som kan ses ovenfor. Og de er faktisk end ikke beskåret efterfølgende, men taget direkte ud af kassen. Det er jeg rimelig tilfreds med.

Der er dog en ting, som jeg godt kunne have undværet, og det er de to personer i hhv. rød og grøn jakke. Ja, ikke fordi at jeg har det fjerneste imod, at de også var til fastelavn, tværtimod, men jeg skulle nok have trådt et skridt til siden, så de ikke havde løbet så meget med opmærksomheden.

Til sidst en lille pudsighed - selvom man skulle tro det modsatte, så slog han altså ikke karamellerne ud af tønden; de lå allerede på jorden, men man kan bare ikke lige se dem på første billede. Og det illustrerer i virkeligheden ganske godt, hvordan vi "læser" billeder.

Inspiration eller plagiat?

For dem, som er her for at se billeder, må jeg skuffe med, at denne gang bliver det bare bogstaver og lommefilosofi; det som jeg vil skrive om, er nemlig den fine grænse, som er imellem at blive inspireret og lave et plagiat.

Grunden til at jeg lige kom i tanke om det, er at jeg faldt over billedet med titlen Food fighting fra "Al" (I må selv følge linket, for han forbeholder sig alle rettigheder, hvad jeg både forstår og respekterer). Sådan et billede vil jeg også prøve af lave en dag - det er fuld af dramatik, og det gør sig godt i næsten monokrom med høj kontrast ... og så er vignetteringen bare prikken over i'et.

Men er det så inspiration eller plagiat, som jeg der har gang i? Som udgangspunkt er det vel rent plagiat, men jeg tvivler på, at jeg kan gøre det præcis lige sådan, selv hvis jeg prøver. Det skal nok vise sig, at være ganske vanskeligt - og mon ikke at resultatet ender med alligevel blive ganske farvet af mine forudsætninger og præferencer? Og så er det vel inspiration i stedet?

Og inspirationen er vigtig for mig - jeg bruger lang tid på at se på billeder, og på at tænke over, om jeg ville lave det på samme måde. Jeg prøver også at tænke over, hvorfor gode billeder er gode - for gode billeder er jo meget mere end bare interessant teknik. Der er måske lidt japansk kamptræning over det: gør præcis som mesteren, og du lærer at tænke som mesteren. Og først når du kan gøre og tænke som mesteren, så kan du begynde selv at gøre dig håb om at kunne bidrage med noget selv.

Men det også nødvendigt for at udfordre sine egne vaner - ellers bliver man bare ved med at tage de samme billeder. Derfor følger jeg med stor glæde nogle 365-projekter (dem, hvor der kommer et billede om dagen - i hvert fald i princippet), som f.eks. 365 McArth og Steve Gallow - A Year in Photos.

Fotokonkurrencer er også fine. Personligt når jeg ikke rigtigt at komme med, men jeg følger nogle af dem som kommer på dpreview.com - og kan man bare lide billeder, så følg med i dem som er afgjort - så er de bedste billeder valgt, og de er normalt rigtigt gode!

De billeder, som jeg personligt har det aller sværest med at tage, er faktisk billeder af arkitektur; jeg tænker hvergang, at den fine vinkel, som jeg har fundet, i virkeligheden er lavet med overlæg af arkitekten selv, og jeg med mit billede bare stjæler den. Så er det, at jeg prøver at fortælle mig selv, at det største kompliment i virkeligheden er, at folk finder det man laver værd at plagiere (men det nu sjældent at det virker).

Vinter

Da firmaets foto-nørde-sammenrend udskrev en fotokonkurrence om efterårsbilleder, da lavede jeg et web-album med efterårsbilleder - og i modsætning til, hvad jeg ellers ofte gør, så lovede jeg mig selv også at fjerne billeder fra albummet, hvis der kom nogle, som jeg syntes var bedre. Det virkede godt, så det vil jeg prøve igen, og denne gang med vinterbilleder:

På Skanderborg Sø har kommunen anvist et område, hvor de har målt isen til at være sikker. De har endda fejet sne væk, og sat skilte op, hvor der står, at man stadig selv skal tænke sig om. Lige ved siden af, er der en bro, og for enden af den bro, er isen helt tydelig ikke sikker - men der er bare altid nogen, som skal prøve alligevel!

Isen ER usikkerNikon D70, Micro Nikkor 105mm, 1/750s F8 ISO200

(bemærk, at eksponeringen nogenlunde rammer "Sunny 16").

OK, jeg skal nu ikke tale for højt, for jeg førte altså empirisk bevis for, at isen kunne bære vægten af en voksen mand her:

Nikon D70, Nikkor 70-300mm G @ 70mm, 1/750s F8 ISO200

Billederne var egentlig taget en dag, hvor jeg var uden for lede efter noget helt andet - og selvom jeg havde spændt min nye fotorygsæk på ryggen, så var det helt tydeligt, at jeg ikke tænkte billeder. Og hvis man skal have billeder med hjem, så skal man gøre sig umage for at se motiverne - det er vist det, som Michael Freeman kalder "The Photographer's eye" (i øvrigt en vidunderlig bog, som jeg nok skal anmelde her engang).

Men selvom at mine tanker var andre steder, så kunne jeg ikke overse dette panorama udover det, som man i Skanderborg kalder "Oddervejsbakken" - jeg har sagt det før, og jeg mener det stadig: vi må have Danmarks flotteste kælkebakke:

Nikon D70, Nikkor 18-70mm G @ 56mm, 1/1500s F4.8 ISO200

Man kan se ud af billedets data se, at lyset var ved at svinde - det ligger omkring 1,5 EV under "Sunny 16", og så har jeg endda bevidst valgt at undereksponere for at bevare stemningen (jeg burde nu nok have valgt en længere lukkertid og en mindre blænde, men det er en anden snak).

Der er flere billeder i albummet, som jeg - som vanlig fuld af fantasi og kreativitet - kalder for V10; der kan man bl.a. se en issejler og en quad bike på isen, men kun indtil at jeg får taget nogle bedre vinterbilleder...

Refleksion

Det er kommet på mode at lave "fotoprojekter" - de mest ekstreme er dem, hvor man forpligter sig selv til at tage et foto om dagen, og til at vise det til resten af verden; det skal jeg ikke nyde noget af - jeg tror end ikke, at jeg vil kunne levere et billede om ugen!

Derfor vil jeg også meget nødigt bruge ordet "projekt" om følgende løse hensigtserklæring: jeg kan se, at refleksioner betyder en hel del for mig, når jeg tager billeder, og det er noget, som jeg gerne vil prøve at dyrke mere bevidst. Som en del af dette, så har jeg oprettet et album til formålet, som selvfølgelig hedder Reflection.

For flere af billeder i albummet gælder, at der er rigeligt med plads til forbedring. Det skyldes i høj grad, at jeg ikke har fundet tiden, roen og lejligheden til at tage dem ordentlig med mit spejlreflekskamera, men derimod har måttet snige mig til at skyde dem på farten med mit lille lommekamera - men jeg vil godt dele dem med jer alligevel, for de siger noget om, hvad der inspirerer mig - og forhåbentlig kan det også inspirere andre?

Et par eksempler:

Hvordan tager man et billede af oplevelsen af, at køre med Metro-tog? Her er mit forsøg:

Der er så meget i vejen med det billede, at jeg slet ikke vil begynde på at nævne det - det er tydeligt, at jeg var udfordret med det skæve vindue (måske et lavere optagestandpunkt ville hjælpe?), og det faktum, at jeg ikke selv ville med i billedet; en fotograf ville ødelægge historien.

Eller hvad med dette, som vist mest af alt ligner noget fra en sci-fi film:

Nu skal det ikke være nogen gættekonkurrence, så jeg vil godt afsløre, at det er blad, som ligger og svømmer i vandoverfladen af et akvarium - og se nedefra, så giver det fine spejlinger.

Så er der jo det her, taget på vej til arbejde:

Tiden er knap til hverdag, og specielt om morgenen, så det er ikke megen indsats, som jeg lagde i det billede; bl.a. vil jeg nok prøve at komme længere ned imod vandoverfladen næste gang for at øge symmetrien.

Et billede, som jeg trods alt er noget mere tilfreds med, er dette:

Dels er der jo det dobbeltspil på ordet refleksion, som den tænksomt udseende abe giver, men der også pointen om, at selvom en refleksion kun kan afspejle det, som allerede er der, så giver det også et blik ind i en anden verden, fordi at synsvinklen er anderledes. Refleksionen er andet og mere end en spejling - det er også et smugkig til noget kontekst, som ellers ikke ville være med.

Og det er nok det, som fascinerer mig allermest.