Tag flere billeder II

Jeg talte for nyligt for, at man bør arbejde med motivet; uden speciel bagtanke, så oplevede jeg faktisk et eksempel på det her i julen.

Der er en ingen tvivl om, at jeg er meget glad for mit lille lommekamera (Canon IXUS 800 IS, hvis nogen skulle spørge - og ja, det har efterhånden nogle dage på bagen). Men det bedste ved det er nok, at jeg ikke er spor bange for at låne det ud.

Og låne det ud, det gjorde jeg, så mens jeg sidder og snakker, så bliver flg. billede taget:

Tja, det er egentlig et OK billede. Nok lidt til den kedelige side, vil jeg mene, hvis nogen skulle vælge at spørge mig - men faktisk alt i alt OK. Stolen fylder billedfladen meget godt ud, og det er tydeligt, hvad der er motivet. Selvom bamses ene fod stikker ud af billedet, så kunne det måske godt vinde ved en strammere beskæring.

Da jeg ser billedet, da må jeg have tænkt noget af det samme, for jeg foreslår at tage billedet på højkant, for "så kan man få hele bamse med" - og som opfordret, så gjort:

Hvilket billede, der er bedste, er vist en smagssag; personlig kan jeg bedst lide billedet på højkant, også selvom jeg nok ville have gjort det anderledes. Men det er faktisk heller ikke pointen - pointen er, at opfordre til at stoppe op og tænke: "Kunne dette billede tages på en anden måde?" - at udfordre sig selv.

Det er tydeligt af ovenstående, at det ikke er billeder, som jeg har taget. Nu vil I sikkert gerne vide, hvem det så er - det er ham her:

...nemlig min søn på 5. Hans ide med billedet var åbenlyst at vise to ting frem, som han er glad for, nemlig bamse og klistermærkebogen. Og set ud fra den betragtning, er begge billeder ganske vellykkede.

Så en anden pointe kunne måske være, at man skal vende ryggen til sine børn en gang imellem, så de kan få lov at være kreative...?

Tag flere billeder

I mit firma havde vi Casper Tybjerg på besøg i torsdags, hvor han holdt et ganske underholdende foredrag. Han glædede sig også over, at grænsen imellem professionelle og almindeligt fotograferende mennesker var ved at blive udvisket, og at det er en gave, dels at prisen på at tage et billede er faldet dramatisk i forhold til film-dagene, dels at digitalkameraer har givet en unik mulighed for øjeblikkelig feedback.

Han havde dog et hjertesuk, og det var, at det efter hans mening var blevet lidt for nemt at trykke på udløseren. Der bliver taget for mange impulsive billeder, og han ville opfodre til, at man tog nogle færre billeder, og så til gengæld tænkte dybere over dem.

Det er i hvert fald sådan, at jeg hørte det, og det kan være at jeg hørte forkert, så ordene må nok stå mere for min regning end for Caspers. Og umiddelbart kan opfordringen til at prioritere kvalitet over kvantitet synes at være i modstrid med overskriften, men i virkeligheden, så mener jeg ikke, at der er så langt fra det synspunkt, som jeg her tillægger Casper, og så det ærinde, som jeg aktuelt er ude i: jeg vil nemlig opfordre til, at man stopper op, når man har fundet et godt motiv, og så prøver at arbejde med det fra forskellige vinkler. Eller med andre ord, at man udfordrer sig selv til ikke kun at tage det første billede, som falder en ind, men at få taget nogle flere billeder.

Lad mig komme med et eksempel:

Mit første billede er over fem år gammelt, og er fra dengang, hvor jeg stadig følte at kameraet var helt nyt. Det var en blomst fra min mor have, som fangede mit blik (en pragtrøllike, har jeg ladet mig fortælle), og det kom der her billede ud af:

Nikon D70, Nikkor 18-70mm @ 70mm, 1/320s F8

Det er vel alt i alt et rimelig OK billede, og jeg har da heller ikke noget imod at lægge navn til det - men hvis jeg skal være helt ærligt, så er det nok lidt til den kedelige side af middelmådigt. Det bedste man kan sige om det er, at jeg i det mindste ikke taget det oppefra, stående i fuld højde, men trods alt kommet er ned i højde med motivet.

Men jeg var tilsyneladende ikke færdig med den blomst, for jeg vender senere tilbage, og fanger da følgende billede:

(ingen data)

Her husker jeg, at jeg var helt nede og ligge på ryggen, og det er efter min mening i virkeligheden et langt mere interessant billede. Jeg havde det da også som "skrivebordsbaggrund" på min computer en overgang.

Så næste gang, at du står med fingere på udløseren, så tag billede med god samvittighed, men stop så op og spørg dig selv, om ikke det kunne laves anderledes? Og eksperimenter gerne flere forskellige billeder, bare det er med hoved og hjerte.

Farverigt efterår

Blandt fotoentusiasterne i vores firma kører der for tiden en fotokonkurrence under overskriften "farverigt efterår". Jeg ved ikke med jer, men for mig vækker det forventning om en solrig eftermiddag i en lysning fuld af røde, orange og gule blade. Det er helt oplagt, at jeg da også har forsøgt mig med sådan nogle billeder, men det vil ikke rigtigt lykkes. Enten er solen der ikke, eller også er bladene mere grøn-brune ... eller også er motivet bare gennemført kedeligt.

Den største hurdle har nok været vejret. Selvom efteråret har været mildt, så har det også været regnfuldt og generelt små-overskyet. Bevares, der har været gode dage, men de fleste af dem, skal man lige noget andet (som f.eks. at gå på arbejde...).

Derfor prøvede jeg mig i bedste parkour-stil at betragte forhindringen som en mulighed i stedet: regnvejr, blæst og ikke mindst vandpytter er det, som gør efterårsvejret så farverigt.

Vi må deltage med tre billeder, og da perioden er ved at løbe ud (og efteråret i øvrigt ved at gå på hæld), så har jeg nu besluttet mig for at to af billederne skal være nedenstående - det sidste kommer senere:

VandbladetNikon D70, Micro Nikkor 105mm, 1/20s F11 ISO200

Det første billede tror jeg nok, at jeg efterhånden er kommet til at tænke på som "Vandbladet", og det opstod en dag med overskyet og kraftige regnbyger. Jeg fandt et blad fra en af mine vinplanter, som havde nogle flotte farver, og så eksperimenterede jeg ellers med at fange regndråber i en spand med vand. Heldigvis forsøgte jeg mig også med en semilang lukkertid, for det fangede refleksionerne af det bagvedstående træ og den dystre himmel flot.

Det kunne lyde som om, at det var held, og ja, heldigt var det bestemt. Men jeg vil nu også godt lige nævne, at jeg brugte lang tid på, at finde den rette vinkel og den bedste spejling.

Det andet billede, er jeg kommet til at tænke på som "Drømmehuset". Som man kan se, så er det ikke taget med mit spejlrefleks, men derimod med mit lille lommekamera, og det er eksempel på, hvorfor man egentlig altid bør have et eller andet kamera på sig - jeg så motivet på en dag, hvor jeg slet ikke havde tid til at fotografere, og derfor havde ladet mit "gode" kamera blive hjemme. Da jeg havde set motivet, da gik jeg da også en halv snes gange rundt om mig selv og det, inden jeg tog billedet.

DrømmehusetCanon IXUS 800 IS, 5.8mm (svarende til 35mm), 1/60s F2.8

Jeg tog også en lille håndfuld andre billeder fra varierende vinkler og med forskelligt indhold, men dette var det bedste. Jeg lovede også mig selv, at komme tilbage og tage det om med bedre udstyr og med bedre tid, men det blev bare aldrig til noget, for enten var vejret dårligt eller også manglede tiden.

Jeg er blevet spurgt, om der var tale om en fotomanipulation - jeg ville ønske at jeg kunne sådan noget, men faktisk er billedet nogenlunde autentisk; jeg har bare vendt det på hovedet i forhold til den sædvanlige betragtningsvinkel. Jeg synes at det virker bedre på den måde, og fotografi er jo også om at finde de usædvanlige vinkler på ting.

Der er flere billeder fra mine eksperimenter i albummet med den fantasifulde titel E09.

E09

Kommentarer er altid meget velkomne, specielt til, hvad det kunne være det 3. billede, som jeg skal deltage med.

Makrofotografering - omvendt objektiv

Efter at jeg for nyligt havde skrevet lidt om objektiver til makrofotografering, gik det op for mig, at jeg faktisk selv havde eksperimenteret med at vende en linse om. Det, som jeg brugte, var så vidt jeg husker et ganske almindelig 50mm objektiv.

Nikon D70, Nikkor 50mm 1.8 D, objektiv omvendt

Nu skal det jo ikke være nogen quiz, så jeg afslører gerne, at der er tale om spidsen af en stift-blyant. Man skulle måske tro, at jeg har været ved at beskære billedet for at komme så tæt på, men det har jeg ikke (jeg har lige dobbeltchecket, for jeg troede ærligt talt heller ikke selv på det, men den er god nok).

Nikon D70, Nikkor 50mm 1.8 D, objektiv omvendt

Samme blyant, bare lidt længere fra. Her bemærkes den kraftige vignettering - objektivet kan simpelthen ikke fylde hele billedfladen ud med lys, når det holdes bagvendt.

Nikon D70, Nikkor 50mm 1.8 D, objektiv omvendt

Det sidste billede, som jeg tog dengang, viser også, hvor tæt man kan komme på - skulle man være i tvivl, så er det altså en tast på et tastatur. På alle tre billeder bemærker man en udpræget mangel på konstrast, og nogle fokuseringsudfordringer.

Den manglende konstrast skyldes i høj grad, at jeg holdt linsen løst i hånden foran kameraet, og at der derfor kom en del falsk lys ind - havde jeg fået fat i en "omvende-ring", så havde det helt sikkert være væsentligt bedre. Den manglede skarphed skyldes dels, at der så godt som ingen dybdeskarphed er, og så igen det faktum, at opstillingen var ret så interimistisk.

For sammenligningens skyld, så har jeg forsøgt mig med et par billeder med mit makroobjektiv:

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm, 3s F11 IS0200

Jeg har ikke det samme tastatur, men jeg har prøvet at ramme vinkel og belysning så godt, som jeg nu kunne, for at gøre sammenligningen så reelt som mulig. Billeder er tæt på 1:1 i reproduktionsrate, og så kan man vist selv regne ud, hvad det omvendte objektiv kan præstere.

Dog kunne jeg ikke dy mig for, at prøve at se, om det kunne gøres bedre:

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm, 8s F11 IS0200

Om det er der vist kun at bemærke, at støvet ikke sidder på frontlinsen - så det må være støj fra sensoren... :-).

Nikon DX format makroobjektiv

Hvis man følger lidt med på Nikon-fronten, så vil man vide at der lige nu er en hel del snak om det nye kamerahus, som Nikon kommer med - bevares, det er da også imponerende, men faktisk så synes jeg, at den anden nyhed er langt mere bemærkelsesværdig: Nikkor AF-S DX Micro Nikkor 85mm F3.5G VR.

Lige for nyligt skrev jeg om forskellige muligheder for makrofotografering, og talte i den forbindelse om det 105 mm makro objektiv, som jeg har (det er et AF-S VR Micro-Nikkor 105mm f/2.8G IF-ED). Nu hvor jeg har det, så bliver det nok ikke erstattet, men jeg må sige, at jeg nok ville give det nye objektiv en seriøs overvejelse, hvis jeg skulle tage beslutningen i dag. Og det er af flg. grunde:

1. Mit nuværende kamerahus har en sensor i DX format (det er Nikon D70), og det vil mit næste hus nok også have. Der er mange fordele ved DX formatet, og en af dem er bestemt en fornuftig ydelse til en gunstig pris. Jeg kan derfor reelt ikke udnytte et FX objektiv som 105mm fuldt ud.
2. 105mm er lige langt nok på et DX hus - der er 85mm langt mere anvendeligt til andet end makro.
3. Arbejdsafstanden ender op med at blive sammenlignelig for de to objektiver (85mm fokuserer en anelse tættere, men er til gengæld en del kortere). Til makrofotografering med et DX hus vil de derfor have sammenlignelig ydelse.
4. 85mm DX objektivet vejer (og fylder) ikke nær så meget som 105 mm FX objektivet.
5. Det er altid svært at gætte priser, men det ville være naturligt, hvis det mindre objektiv også blev billigere - og så vidt jeg kan vurdere på den anbefalede udsalgspris på ca. 500 GBP, så kommer det nok til at holde stik.

Hvis man har et Nikon kamerahus med DX-format sensor, og er interesseret i makrofotografering, så er det nye objektiv altså bestemt værd at holde øje med - om det så levet op til de høje forventninger, som man som jeg kan have, ja, det må fremtiden (og de fremtidige anmeldelser) vise.

Forskellen på en fotograf...

Jeg var ude i dag for at prøve at fange det første lys, og her opdagede jeg forskellen på en fotograf og en tilfældig "turist". Begge slags har kamera på maven, men en fotograf bærer også rundt på et stativ!

Det med stativet gav jo i høj grad sig selv, for der er jo ikke så meget af det første lys.

Til gengæld er det så ikke lige meget, hvor man står, når man fotograferer det - og specielt rundt om vores søer er lodsejerne meget bevidste om, hvad der er deres. Jeg mødte en af dem her til morgen, og det var faktisk en overraskende positiv oplevelse - hun havde bemærket mit stativ, og var vist ikke så lidt stolt over, at en "fotograf" synes at det sted var smukt nok til at være et billede værd. Vi fik i hvertfald en lang snak, og jeg fik flere tips til andre gode steder.

Og billederne? Ja, nu må vi lige se - det første lys er rigtigt godt lys, men det er også meget vanskeligt lys, for dels spænder det vidt i farvetemperatur, og dels så spænder det også vidt i intensitet - skal man fange det, så kan det godt kræve et par forsøg, og i dag var jeg mest ude for at rekognoscere.

Makrofotografering - objektiv

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg kan lide makrofotografering. Det er svært at sige, hvad der lige gjorde det; noget af forklaringen er helt sikkert, at det er svært, for så kan man være stolt af resultaterne, når de viser sig - men en anden del er helt sikkert også, at det er noget små-pilleri, som man i virkeligheden kan sidde og nusse med: en solrig eftermiddag på græsplænen bliver pludselig spændende af, at man lægger mærke til humlefluens karakteristiske flyvemønster, eller også det drama, som udspiller sig imellem græsstråene, hvor en deling myrer prøver at bjærge en død ørentvist.

Som med så mange andre ting her i livet, så startede det med et heldigt tilfælde, nemlig dette billede:

Nikon D70, Nikkor 70-300mm G @ 300mm, 1/350s F8 ISO400, beskåret

Billedet er fra april 2005, og som man kan se af noterne, så er det taget med et tele-zoom. Jeg var ramt af forårskådhed, og var derfor ude for at prøve at fange nogle af de mange forårsblomster, som den tidligere ejer har beriget vores have med. Et godt trick, når man skal fotografere noget, er at komme i "øjenhøjde" med det, og det gælder også for forårsblomster. Den lange brændvidde blev valgt, for at få en lav dybdeskarphed, så blomsterne kunne blive isoleret fra baggrunden. Bien var et rent tilfælde, og det var heldigt, at jeg fik den med i billedet, for jeg vil sige, at det er den, som gør billedet interessant.

Der er mange telezoom som faktisk giver helt fine reproduktionsrater (det er en anden måde at sige, at man kan "komme tæt på" - der er (selvfølgelig) mere i det, end bare at komme tæt på, men det må blive en anden gang). Den lange brændvidde gør også, at man får en god arbejdsafstand til det, som man vil fotografere, og mange fotografer har såmænd startet med telezoom med gode makroegenskaber (og jeg kender flere, som er så godt tilfreds med resultaterne, at de aldrig er kommet videre!). Hvis du er så heldig at have sådan et telezoom, så prøv endelig om ikke også det kan bruges til makrofotografering. Jeg skylder måske i den forbindelse at understrege, at Nikkor 70-300mm G objektivet, som jeg brugte ovenfor efter min mening ikke hører til den kategori, og billedet er da også godt beskåret.

Hvis man vil endnu tættere på, så er der en række muligheder: Man kan benytte sig af nærlinser, som populært sagt svarer til at give sit objektiv briller på - man kan benytte sig af mellemstykker, eller mere ekstremt af bælge, som udnytter det faktum, at jo længere afstand man kan få imellem objektiv og billedplan, jo tættere på kan man fokusere (det er derfor, at mange linser bliver længere, når man fokuserer tættere på - andre linser benytter sig af at reducere brændvidden ved tættere fokusering). Et lettere ekstremt trick (som jeg ikke helt forstår, hvorfor virker) er at vende linsen om, og her er tommelfingerreglen, at jo kortere brændvidde, jo større forstørrelse.

Man skal gøre sig klart, at et objektivs linsesystem i høj grad er et velafvejet kompromis, og at man med ovenstående i nogen grad bevæger sig ud af det område, hvor objektivet er designet til den bedste ydelse. Dermed ikke sagt, at det ikke kan blive godt, for i de fleste tilfælde bliver det faktisk endog virkeligt udemærket - det største problem er i virkeligheden det naturlovsbundne faktum, at man hurtigt mister lys: ved at gå tæt på, så bliver "marmeladen smurt tyndt udover brødet".

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm, 1/60s F16 ISO200, flash

Jeg valgte dog efter mange overvejelser og lang tids opsparing, at gå en helt fjerde vej, nemlig det dedikerede makroobjektiv - her får man at løsning, som er designet til at yde sit bedste, når man fokuserer tæt (og så man får såmænd også lov til at betale godt for det!) - det hjælper dog ikke på, at lyset ifølge naturloven er sparsomt. Det objektiv, som jeg valgte, var et AF-S VR Micro-Nikkor 105mm f/2.8G IF-ED for nu lige at tage hele dens tungekrøllende navn med. Der en del ting, som man her kan hæfte sig ved:

105mm er et kompromis - kortere brændvidde ville give et langt mere håndterbart objektiv, men længere brændvidde ville give en bedre arbejdsafstand, hvilket specielt ved fotografering af insekter og andre ting, som kan forskrækket, faktisk vil være en fordel.

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm, 1/60s F16 ISO200, beskåret

Objektivet kan levere en 1:1 reproduktionsrate, men ved noget kortere brændvidde og noget mindre blænde end specifikationerne antyder. 1:1 opnås ved ca. 30 cm afstand, og da objektivet selv fylder en del, så ender arbejdsafstanden (dvs. pladsen fra foran foreste linse og til fokusplanet) på ca. det halve.

Man bemærker også at objektivet har billedstabilisering, og hånden på hjertet, så tror jeg faktisk at det er temmelig værdiløst ved 1:1, men jeg er sikker på, at det har reddet mig, når man går knapt så tæt på. Mere overraskende er det nok, at jeg med succes har udnyttet den udemærkede, indbyggede fokusmotor sammen med kameraets autofokus - bevares, stadig på længere afstand, og med stærkt svingende resultater, men det har faktisk af og til gjort forskellen. Man kan "låse" objektivet, så det ikke prøver at fokusere tæt på (det kan være temmelig tidskrævende), og hvor har jeg mange gange ønsket mig, at det modsatte også kunne være tilfældet: når autofokusen "snubler", så er det langt ud til uendelig og tilbage igen...

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm, 1/250s F16, beskåret

Vil jeg så anbefale andre, at gøre som jeg, og købe sådan et objektiv? Ja, helt bestemt, hvis du deler min fascination af makrofotografering.

Men jeg må også lægge hånden på hjertet og indrømme, at der gik lang tid førend, at jeg kunne tage billeder med det objektiv, som var bedre end (eller bare kunne måle sig med) dem som min bror tog på macro-programmet med hans lille lommekamera - og det kostede under en tredjedel, og det uden at regne kameraet med! Den lille sensor og den korte brændvidde som lommekameraer har, er nærmest ideel til makrofotografering.

Ligeledes så findes der, som nævnt overfor, fine makromuligheder i mange telezooms, og der ville jeg helt klart starte, hvis jeg skulle gøre det om. Også selvom jeg personligt nok stadig ville ende med at købe et makroobjektiv alligevel ....

Matchrace

I sidste uge var der et arrangement i vores medarbejderforening for fotointeresserede, og i den forbindelse var vi nogle, som blev sendt ud med den opgave, at indfange kampen og dramatikken i matchrace ved Danish Open 2009, som blev afholdt udenfor Marselisborg havn (arrangementet var en del af World Machtracing Tour).

Nikon D70, Nikkor 70-300mm G @ 180mm, 1/1000s F8 ISO200

I matchrace kæmper mandskaberne to og to om at komme først, og den gamle sandhed om, at man kan komme først på to måder: dels ved at være hurtigst, og dels ved at sørge for at de andre er langsommere, kommer virkelig til sin ret her. Det er lige gyldigt, hvor meget man kommer først, bare at man kommer først, og man vil derfor dels se bådene ligge og "dække hinanden af", for båden som er forrest vil hellere sørge for at bevare føringen ved at have præcis samme vind som den anden båd, fremfor at tage chancer i forsøget på at finde den gode vind - og dels vil man se en masse manøvrering for at afskære den anden båd, eller tvinge den til at have ufordelagtige manøvrer. Der sejles derfor af og til meget tæt - og af og til ligger bådene også næsten stille.

Nikon D70, Nikkor 70-300mm G @ 300mm, 1/1000s F8 ISO200

Med til spillet hører bestemt også, at prøve at få den anden båd til at overtræde reglerne, og dermed ifalde en straf (mens vi var der, var der dog kun to både, som sejlede sammen, hvilket siger en hel del om, hvor dygtige sejlerne var!)

Dommerne sejler med hvert bådpar, og afgører evt. protester udenvejs - straffen vil typisk være, at man skal foretage en fuld vending, og det skal ske inden at man passerer målstregen. Da der sejles så tæt, og tingene sker så hurtigt, så er der en hjælpedommer (en slags linievogter) med hver båd, og vedkommende står bagest.

Nikon D70, Nikkor 70-300mm G @ 300mm, 1/1000s F8 ISO200

Det var en god dag, den lørdag formiddag, hvor vi var der; vejret var helt perfekt, og folk sad på molen og hyggede sig. Matchrace skulle også være en af de mere publikumsvenlige former for sejlads, i det der sejles to eller flere gange rundt om to bøjer, og den ene bøje kan lægges tæt på land - og samtidig var der som regel tre bådpar i gang med at kæmpe på samme tid.

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 10mm, 1/750s F8 ISO200

Før pausen havde "topmærket" været placeret ca. hvor båden til venstre i billede befinder sig - billedet er taget i pausen, og da vinden havde vendt sig en smule, så flyttede man topmærket tættere på østhavnen.

Da vi fik opgaven, sad jeg godt nok og var noget forbeholden, for jeg kunne godt regne ud, at vi nok fik brug for vores tele-objektiver, og mit telezoom er det absolut ringeste af alle mine objektiver: Nikkor 70-300mm G. Bevares, det kostede heller ikke ret meget, og jeg vidste præcis, hvad jeg købte i sin tid; filosofien var også, at det var bedre at have noget, som kunne tage billeder nu, end at ikke at få taget billeder, medens jeg gik og sparede sammen.

Til sammenligning, så tog jeg de sidste par billeder med mit noget dyrere makro-objektiv, og jeg synes selv, at de rent teknisk er meget bedre (og det til trods for at blænde 8 og fuld solskin er optimale forhold for telezoomet):

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/750s F8 ISO200

Det kunne godt være, at jeg skulle se at få den tele opdateret. Jeg vil nok købe en 70-300mm VR, velvidende at der findes langt bedre telezoom - men dels er prisen langt mere overkommelig, og dels så er objektivet en hel del lettere end alternativerne.

Som et par afsluttende bemærkninger, kan jeg lige nævne, at billederne, ganske usædvanligt for mig, blev taget direkte som JPG billeder - min vurdering var, at det var bedst, når vi nu engang skulle diskutere billederne umiddelbart efter - men en anden gang vil jeg nok ikke gøre det igen; RAW giver langt bedre muligheder for at få et godt slutresultat.

Og så kan jeg ikke lade være med at bemærke, at Sunny 16-reglen også nogenlunde er overholdt i ovenstående billeder - og det "tilfældigt", for jeg målte faktisk lyset undervejs.

PS: Der er flere billeder i albummet, som sjov nok også hedder Matchrace

Light: Science & Magic

For snart et års tiden siden faldt jeg over en anbefaling af bogen Light: Science and Magic: An Introduction to Photographic Lighting af Steven Biver, Paul Fuqua og Fil Hunter. Jeg havde allerede en håndfuld fotobøger, som jeg har lært meget af, og mente nok at have hørt historien om det grundlæggende tit nok; derfor havde jeg egentlig også besluttet mig for, at jeg ikke ville købe flere bøger om fotografering. Men anmeldelsen priste dels denne bog i høje toner som værende en klassiker, dels lovede den, at bogen ikke var om fotografering som sådan, men kun om belysning. Så jeg bed på - belysning er noget, som jeg aldrig har forstået, så det kunne vel ikke skade.

Hvorvidt det er klassiker skal jeg ikke kunne sige, men jeg vil godt skrive under på, at det ikke er en fotobog som sådan: der står rent faktisk ikke noget om kameraer, objektiver, lukkertider, blænder, dybdeskarpheder el.lign. Hvis man med andre ord ikke mener, at man er fortrolig med sit udstyr, dets betjening og muligheder, så skal man ikke tro, at denne bog kan hjælpe en. Man skal heller ikke købe den fordi, at man tror, at der er flotte billeder i, for alle billederne er udvalgt for at være instruktive og ikke for at være imponerende. Det er kort sagt en fagbog om fotografisk belysning, og den er tro imod den afgrænsning.

Undertitlen er "Science & Magic", og det er egentlig nok lidt misvisende, hvis man læser det ganske ordret. Om videnskabsdelen siger de f.eks. selv flg.:

We could offer you mathematical formulas to calculate an acceptable distance between the light and the subject at any given angle (and for any given acceptable side-to-side exposure error), but you would not use the formulas because you do not need them. The human eye is good at judging the acceptable compromise distance, provided the photographer is aware of the potential from the start. (s.58)

Og det er faktisk ånden i bogen - der er ingen lange udredninger om kvantemekanik eller bølgeligninger, for der er ingen brug for det. Der refereres til regler som f.eks. at intensiteten af lys aftager med kvadratet på afstanden, men det med den samme selvfølgelighed, som man ville omtale vægt og tyngdekraft; det jo af noget, som vi alle har en glimrende hverdagsforståelse af, uden dermed at kunne Newtons eller Einsteins ligninger til fingerspidserne.

Magien er det faktisk også så som så med, for alt er grundigt forklaret undervejs, og det i et letforståeligt sprog. Bevares, der er faktisk tit, at man oplever at sidde med en "nå, på den måde"-følelse, så det er ikke fordi at ambitionerne mangler.

Men det stadig en fagbog, og den kommer overraskende vidt omkring - jeg er på anden gennemlæsning nu, for jeg blev forledt af, hvor nemt læst den rent sprogligt er, til at undervurdere hvor vigtigt indholdet er, og hvor mange informationer der reelt er i teksten. De siger stort set kun tingene en gang, og derfor skal man gøre sig umage med at give sig tiden til at lade det synke ind.

Bogen har flg. kapitler:

1. How to learn lighting
2. Light: The raw material of photography
3. The management of reflections and the family of angles
4. Surface appearances
5. Revealing shape and contour
6. Metal
7. The case of the disappearing glass
8. An arsenal of lights
9. The extremes
10. Traveling light

De fleste af kapitlerne indhold giver sig selv, men det bør lige nævnes at kapitel 8 er om belysning ved portrætfotografering, og kapitel 9 er om belysning, når man fotografer andre vanskelige motiver (udover dem, som har fået deres eget kapitel), som f.eks. er hvid-på-hvid eller sort-på-sort. Kapitel 10 prøver at behandle problemstillingen med belysning udenfor en studiosammenhæng, for det er begrænset hvor meget lys, man rent faktisk kan slæbe med.

Personligt synes jeg, at kapitel 8 og 10 falder lidt udenfor. Kapitel 8 om portrætter er på mange måder alt for konkret til at være i denne bog, og på den anden side kan et enkelt kapitel ikke rigtigt yde emnet fuld retfærdighed. Det er godt skrevet og fuld af information, men man sidder tilbage med følelse af, at det er noget, som de har skrevet fordi at de ikke følte, at man kunne skrive en bog om fotografisk belysningen uden også at snakke om portrætfotografering. Eller sagt på en anden måde: hvis din interesse hovedsageligt retter sig imod portrætfotografering, så findes der bedre bøger om det emne.

Kapitel 10 om "lys på farten" er på mange måder et kapitel, som prøver at spænde over mere end pladsen tillader, og resultatet er, at det bliver lidt tyndt. Bevares, der er da fuld af gode råd, som f.eks. at passe på med at blande lyskilder med forskellig farve, men det ender med at være lidt spredt fægtning.

Hvad kan man så forvente sig efter at have læst bogen? Tager man bedre billeder? Næh, det synes jeg nu ikke, at jeg kan påstå, at jeg gør. Eller måske snarere "måske", for bogen har rent faktisk gjort en forskel: nu kan jeg bedre forstå, hvad som virker - og i nogen grad hvorfor. Tag f.eks. denne lille artikel om et iøvrigt glimrende billede af nogle martiniglas inkl. forklaring af, hvordan det er lavet: det er som taget direkte ud af kapitel 7, og kapitel 7 forklarer faktisk ganske glimrende, hvorfor det bør gøres på den måde, som artiklen beskriver. Efter at have læst bogen, så har jeg med andre ord alle de elementer, som teknikken i dette billede består af - om jeg så ville formå selv at regne det ud, er en anden snak...

Ville jeg så købe bogen med den viden, som jeg har i dag? Ja, faktisk, men det er i høj grad fordi at jeg er typen, som bruger lang tid på at læse how-to's om lyssætningen på nettet (som i eksemplet med martiniglassene ovenfor), og bogen forklarer det "hvorfor", som der ikke er tid til at forklare, når man på nettet fortæller om "hvordan". Men, som jeg startede med at sige, så er det bestemt ikke den første bog, som jeg ville købe.

Alt i alt en glimrende bog, som jeg godt vil anbefale - bare man husker at den er en fagbog.

PS: Bemærk at ovenstående links er Amazon Associate links - hvis du køber noget hos Amazon under et besøg startet med sådan et link, så giver de mig i størrelsesordenen af 5% i "henvisningsgebyr"; men så vidt jeg kan se, så påvirker det ikke den pris, som du skal betale. Mellem os, så har jeg beholdt mit dagjob - for ovennævnte bog vil det svare til en tier, og det er selvfølgelig B-skatte-pligtigt, så tilbage bliver nok kun, hvad der svarer til en høkerbajer. Til gengæld kan jeg med god samvittighed bruge billederne af forsiden af bogen :-).

Vidvinkel

Jeg har altid haft det sådan, at jeg ikke kan komme tæt nok på, når jeg tager billeder. Tæt beskæring, lav dybdeskarphed og gerne tele eller makro. Det er nok også derfor, at et vidvinkel-objektiv aldrig har stået særligt højt på min ønskeliste; men kort for sommerferien stak en djævel i mig, og jeg anskaffede mig et vidvinkel-zoom alligevel.

Hvad er vidvinkel så? Ja, man kan komme med en teknisk forklaring, men som med så mange andre definitioner indenfor fotografering, så ender den med et "fordi jeg siger det" (der findes endda et ord for det - det kaldes for et aksiom :-) ).

I stedet vil jeg hellere gå den anden vej - vidvinkels modsætning er tele, og "tele" betyder jo noget med "fjern", så tele-objektiver trækker det, som er langt væk, tæt på. Det er som at kigge i en kikkert, og når man kigger i en kikkert, så bliver synvinklen meget snæver og perspektivet bliver næsten væk.

Vidvinkel er så det modsatte - det som er tæt på, skubbes langt væk. Det svarer til at kigge den forkerte vej i en kikkert, og synvinklen bliver meget bred og perspektivet bliver overdrevet.

Men i stedet for at bare at snakke, så kunne jeg jo vise nogle af mine billeder frem, i håbet om, at der er nogen, som kan lide dem.

Det helt klassiske motiv for en vidvinkel er landskab. Formatet er liggende (også kaldet "landscape"!), og kompositionen er forgrund, mellemgrund og baggrund:

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 10mm, 1/350s F8 ISO200

I det ligger der næsten imellem linjerne, at man ikke kan tage et landskabsbillede på højkant, men jeg prøvede alligevel:

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 24mm, 1/350s F8 ISO200

Billederne er fra Hammershus på Bornholm; mon ikke det går med endnu et par derfra?

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 10mm, 1/350s F8 ISO200

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 16mm, 1/350s F11 ISO200

Læg mærke til stien, som laver en S-kurve - det er en af de klassiske kompositioner, og det leder naturligt øjet op til tårnet i midten.

Men vidvinkel kan også bruges til at andre landskaber end de store vidder, som det ses på disse to billeder med morgenstemning fra kyststien imellem Gudhjem og Melsted.

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 24mm, 1/20s F16 ISO200

For begge billeder gælder det, at pladsen var trang, og derfor var det ikke muligt at gå lidt længere væk.

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 10mm, 1/4s F16 ISO200

Læg mærke til stien - når man går ad den, så har man opmærksomheden rettet imod det, som ligger lige foran en, og derfor er det overdrevne perspektiv, som en vidvinkel giver, faktisk bedre til at formidle fornemmelse af at være der, end hvis billedet var taget med en mere normal brændvidde.

Vidvinkel bruges også klassisk til arkitektur, og kan også bruges indenfor, som dette billede fra Kronborg viser:

Nikon D70, Nikkor 18-70mm @ 18mm, 1/30s F3,5 ISO800

Jeg indrømmer gerne, at billedet er blevet mere rodet end godt er; specielt pigen lidt til højre for midten, som har travlt med at løbe ud af billedet, kunne jeg godt have undværet - men temaet her er vidvinkel, og her formidler en vidvinkel størrelsen af salen glimrende (synes jeg...).

Wired skrev fornyligt, at en af de ting, som de godt helt kunne undvære indenfor fotografering, var vidvinkel billeder taget på højkant og med overdrevnet perspektiv - så lad os kommer væk fra landskabet og arkitektur, og se nogle eksempel på vidvinkelbilleder på højkant. Personligt synes jeg, at de - med et moderne udtryk - holder, men jeg hører gerne meninger både for og imod.

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 22mm, 1/180s F16 ISO400

Monrad og Rislund sagde på et tidspunkt noget i retning af: "...et hul er defineret som ingenting med noget udenom", og mange billeder er kendetegnet med at være noget med "ingenting" udenom. Om dette billede var der en som bemærkede: "Først ser man et billede af en tom strand, men følger øjnene strandkanten, og pludselig opdager man de to drenge" - den kommentar var jeg rigtig glad for, for det var også sådan at billedet var tænkt. Billedet er fra Svinkløv, og har man været det, så ved man at stranden er stor.

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 10mm, 1/350s F16 ISO400

Her ser man tydeligere det overdrevne perspektiv, men jeg håber, at vinklen formidler en følelse af at være midt i det, som sker. Vi stod lige op ad hinanden kort før billede blev taget, og så vendte han sig og tog et skridt frem.

Når man skal fotografere børn, så får man tit det råd, at man skal sætte sig lidt på afstand med en tele, så de ikke bliver forstyrret. Tjo, men hvordan ville du have det med en, som sad lidt på afstand og pegede på dig hele tiden? Vidvinkel har den fordel, at det næsten kan kigge om hjørner, og når man kommer helt tæt på, og peger "lidt ved siden af", så mister børn (og voksne!) hurtigt interessen - det er som om, at de tænker: "Nu sidder han igen og roder med sit kamera - hvor kedeligt!", og så går de uanfægtet videre med det, som de ellers var igang med. Så jeg vil sige, at vidvinkel kan være endnu bedre til billeder af børn (i hvertfald indtil de opdager, at man også kan blive fotograferet på den måde - og det kommer nok hurtigt, for dumme er de jo ikke).

Overdrevent perspektiv, det er der sørme også i næste billede:

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 10mm, 1/250s F8 ISO200

I bunden af billede, der kigger man næsten vandret - og i toppen ligger man nærmest lige op! Det kan måske være lidt svært at opfatte, og jeg tror i virkeligheden, at når man står med et vidvinkelbillede som dette, så tror jeg, at man skal se det tæt på - så tæt på, at man ikke kan se mere end den ene halvdel af billedet. Sådan føler jeg det også tit med panorama-billeder: de virker bedst, når man kan scrolle hen over dem, og på den måde se dem lidt ad gangen. Hvis du kan, så prøv selv at scrolle lidt op og ned, så man først ser den ene halvdel og derefter den anden halvdel af billedet.

Det, som jeg gerne ville formidle her, var fornemmelse af, at drengen var kravlet langt op i træet.

Følelsen af at være med, synes jeg også fremgår af dette billede fra sidste efterår:

Canon IXUS 800 IS, 5.6mm, 1/125s F2.8

Sådan husker jeg også min barndom - vi sad hele efteråret oppe i æbletræerne og spiste æbler! :-)

Guldhale

Efter at jeg købte mig en makrolinse til mit kamera, så har jeg udviklet noget af en passion for sommerfugle. Ikke sådan at forstå, at jeg vandrer rundt i naturen, men jeg holder til gengæld et godt øje med, hvad der rører sig i haven. Og det er efterhånden blevet til en del billeder af sommerfugle, hvor de alle, med enkelte undtagelser, netop er taget i min egen have.

Stor var min glæde da også i fredags, da jeg opdagede en for mig ukendt sommerfugl, som sad i vores sene hindbær.

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/125s F8 ISO200

Jeg har brugt en del tid på nettet for at bestemme arten, og jeg er temmelig overbevist om, at det må være tale om en guldhale (Thecla betulae). Det var en yderst tålmodig sag, som gerne lod sig fotografere - faktisk var den så tålmodig, at jeg på et tidspunkt kom til at røre ved den, og det eneste der skete ved det var, at den trak vingerne lidt tilbage.

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/180s F8 ISO200

Bemærk i øvrigt det lille buk, som den har på vingetippen - jeg lagde først selv mærke til det, da jeg kiggede billeder igennem bagefter.

Den sad længe i den samme blomst, men selvom jeg kiggede til den flere gange og senest i skumringen, så foldede den aldrig sine vinger ud - det ville ellers have været noget af en overraskelse for mig, for guldhaler er mørkeblå til sorte på overvingen. Desværre var den væk næste dag, og jeg har ikke set den siden.

Guldhalen har kun en generation om året, og den flyver normalt sent - i Danmark netop her i august. Den findes hovedsagelig på Nordsjælland, Sydfyn, og så her i Østjylland.

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/125s F8 ISO200

I Felthåndbogen beskrives guldhalen som relativt sjælden, og svær at opdage, da den normalt holder sig oppe i trætoppen. På DMU's rødliste karakteriseres den som sårbar til moderat truet.

Jeg har valgt at lægge en halv snes billeder ud på nettet - de ligger sidst i mit efterhånden meget store album med makrobilleder - og ellers så man kan finde dem ved hjælp af tagget Thecla betulae

Glasdans

Vi var på Bornholm denne sommer, og det er godt nok en turist-ø. Der er små, arbejdende "værksteder" overalt med kunsthåndværk i almindelighed, og keramik og glas i særdeleshed. Og så er der alle de steder, hvor man laver "hjemmelavede ting" - f.eks. bolcher, karameller, chokolade og lakrids. Skulle det ikke være nok, så er der jo bryggeriet i Svaneke eller et besøg hos den lokale vinbonde.

Nikon D70, Nikkor 18-70mm @ 29mm, 1/45s F8 ISO400

Misforstå mig ikke - det kan lyde som om, at jeg kaster vrag på det, men i virkeligheden er jeg glad, for det er både lærerigt og underholdende.

Et af stederne, som vi besøgte var Pernille Bülow i Svaneke, hvor to glasblæsere var i gang med at lave et større fad. Glasblæsning er fascinerede, for det er noget, som i høj grad er teamwork - en er i gang med selve blæsningen, men der er også en partner, som hjælper det hele på vej.

Nikon D70, Nikkor 18-70mm @ 70mm, 1/30s F6.7 ISO400

Måden hvorpå de to arbejder sammen mindede mig om en dans. Det kunne være ballet, for hele rummet blev udnyttet - men det kunne også have været en tango, for der var klart en som førte an. Det var også tydeligt, at de to havde en rigtig god fornemmelse af hinanden, hvad tyder på, at de begge havde prøvet det før.

Nikon D70, Nikkor 18-70mm @ 70mm, 1/30s F5.6 ISO400

Jeg er ikke naiv - jeg ved da godt, at det er benhård industri, hvad vi også så næste dag i Gudhjem, hvor to andre glaspustere var i gang med en dagsproduktion af stribede olielamper. Og vi tilskuere er på mange måder et nødvendigt onde - gad vide hvor mange gange de hører de samme spørgsmål?

Det kan dog ikke mindske min fascination af det arbejde, som bliver leveret her - både i Svaneke og i Gudhjem, og sikkert også alle andre steder - måske nærmest tværtimod. For flot er det helt bestemt.

Der er flere billeder i mit album, som også hedder "Glasdans".

Komposition: Flamingoer

Når man ser mine billeder, så kan jeg ikke fortænke nogen i at tænke: "Hvad tænkte han dog på, da han tog billedet?" - og det spørgsmål stiller jeg da også mig selv af og til.

Uanset om det er bevidst eller ej, så er truffet en række valg undervejs - noget er fremhævet, noget er udeladt, og forskellige dele er placeret indbyrdet i forhold til hinanden på en bestemt måde. Alt dette vil man ofte slå ud med armen og kalde "komposition".

Som med så mange andre ting, så er der næppe en rigtig komposition, og der kan næsten altid tales for og imod et givent valg. Alligevel er påstanden, at der ofte er noget, som fungerer bedre end andet.

Her vil jeg tage tre af mine billeder frem, og prøve at forklare, hvad jeg prøvede at opnå med dem. Det er ikke mine bedste billeder, men de er interessante ved, at min ide i dem er til at få øje på (bilder jeg da mig selv ind). Det er tre billeder af flamingoerne i Givskud, og de to første er fra for nylig.

Flamingoerne er der helt sikkert taget mange billeder af, og sikkert ganske ofte går man tæt på, og tager et billede let oppefra og fra siden, så en eller flere af flamingoer kommer til at fylde billedefladen ud. Jeg prøvede så i første omgang noget andet.

Nikon D70, Nikkor 18-70mm @ 18mm, 1/30s F8 ISO200

Ideen i billedet var at tage de to drenge med, og lade deres synslinjer lede opmærksomheden hen på flamingoer, som vist i denne skitse:

Synslinier er en stærk effekt, og som det ses af skitsen, så ville det nok også kunne have fungeret. Næste gang der er en tryllekunstner, så læg mærke til, hvordan han bruger samme trick med at kigge derhen, hvor han gerne vil have vores opmærksomhed - og at det er endog meget vanskeligt ikke at kigge derhen, hvor andre kigger.

Jeg synes nu ikke, at det virker så godt her, og jeg kan få øje på i hvertfald to problemer:

For det første er der en konkurrerende linie med gelænderet til venstre, som leder opmærksomheden op til gruppen af folk i baggrunden - og sådan en gruppe vil danne et stærkt alternativ, hvis betydning man som beskuer vil bruge kræften prøve at dechiffere, når man "læser" billedet.

For det andet, så ville det have virket bedre, hvis de to flamingoer, som skulle danne tyngdepunktet, havde fremstået tydeligere - men de andre flamingoer i baggrunden tager en del af opmærksomheden. Hvis de to flamingoer havde stået lidt længere ude i søen, og dannet et tydeligt spejlbillede, og hvis dette spejlbillede havde været på baggrund af himlen i stedet for et mørkt træ, så ville det måske have fungeret bedre.

Det andet billede tog jeg, da jeg opdagede, at de stod og "snadrede" i vandet.

Nikon D70, Nikkor 18-70mm @ 70mm, 1/250s F8 ISO200

Når de "snadrer", så sker det åbenbart med en frekvens, som gør, at der dannes en række koncentriske ringe i vandet omkring deres hoveder, og det var det, som jeg håbede kunne bære igennem i billedet.

Den kvadratiske beskæring er med vilje - det er for at fremhæve "skydeskive"-effekten.

Vinklen, som billedet er taget frem, er håbløs. Intet ses godt ud fra den vinkel, og det gør en flamingo sandelig heller ikke - og som for at føje spot til skade, så er det hovedsageligt modlys; jeg har måttet justere ganske meget i efterbehandlingen for at få nogle rimelige farver og detajler frem, og trods det, så er der fremkommet en skygge over ryggen på fuglen (øverst til højre), som ikke skulle være der. Men det var den eneste vinkel, som jeg kunne tage billedet i, hvis ikke jeg ligefrem skulle vade ind i anlægget til fuglene - og det ville jeg trods alt ikke.

Jeg kunne godt have undværet alt det rod, som flyder rundt i vandet - og der er også en træls skygge fra en anden fugl, som lige sniger sig ind for oven.

For fire år siden forsøgte jeg mig også med flamingoerne i Givskud, og da kom der dette resultat ud af det:

Nikon D70, Nikkor 18-70mm @ 70mm, 1/1000s F6.7 ISO800, kraftigt beskåret

Her har jeg ment, at spejlingen var det interessante. Som man kan se af skyggerne for oven, så er der flere flamingoer i søen, men dem har jeg valgt at ignorere for i stedet at koncentrere mig om spejlingen.

Regndråberne i søen er faktisk OK, men det virker forkert på mig med en mørke top og den lyse bund. Jeg kunne måske have forsøgt mig med et lavere optage-standpunkt?

Løven er ude

I det jeg letter på hatten og hilser på Henrik, så må jeg også erkende, at tiger denne gang slår løve:

Nikon D70, Nikkor 18-70mm @ 70mm, 1/180s F8 ISO200, kraftigt beskåret

Billedet er taget igennem sideruden i Givskud. Der er noget poetisk retfærdigt i, at det er os, som er i bur, og må sidde og kigge ud - og det er godt at rovdyr tilsyneladende ikke kan lide dåsemad!

Hvad tænker de mon på?

Der er et gammelt ordsprog, som siger, at det er bedre at sidde på kroen og tænke på kirken, end det er at sidde i kirken og tænke på kroen.

Derfor måtte jeg lige have et billede med af den udskæring, som findes på forreste stolerække i slotskirken på Kronborg (i venstre side):

Nikon D70, Nikkor 18-70mm @ 40mm, 1/15s F4,5 ISO800, håndholdt, ingen flash

Læg mærke til, hvad der er mest slidt - hvad mon de, som har været på vej i kirke, her har tænkt på?

Jeg valgte at tage billedet præcist forfra (så præcist som det nu kan være, uden direkte at måle efter), og det er fordi, at der er både lodrette og vandrette linier i motivet; lodrette og vandrette linier vil helt naturligt blive sammenlignet med kanterne, og derfor skal de enten helst flugte - eller alternativt helt tydeligt ikke gøre det. Eller mere generelt, hvis geometrien er en del af kompositionen, så skal den være så korrekt som muligt, ellers vil det stjæle opmærksomheden.

Samtidig er det interessante placeret i centrum (nemlig den smukke dame, som mit webalbum i øvrigt genkender som et ansigt, og derfor spørger om navnet på), og der jo umiddelbart ikke i ovenensstemmelse med tommelfingerreglen om tredjedelene - jeg valgte dette fordi, at jeg synes, at resten af motivet naturligt dannede en fin ramme.

Årets gæst: Tidselsommerfuglen

Jeg har egentlig halvt lovet, at jeg ville skrive lidt om de mest almindelige danske sommerfugle, men vi har lige nu fået en speciel gæst på besøg, nemlig tidselsommerfuglen (vanessa cardui).

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/350s F8 ISO200

Tidselsommerfuglen er en god flyver, og er kendt over hele verden; nogle betegner den endda som verdens mest udbredte sommerfugl. Tidselsommerfuglen kan dog ikke overvintre i Danmark, og iflg. Wikipedia ses den rundt regnet kun hvert 10. år - og i følge Felthåndbogen var sidst, at den var talrig i Danmark i 2003.

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/125s F8 ISO200, flash

Tidselsommerfuglen er en relativt stor sommerfugl, som kan have et vingefang på op til 6 cm - for mig at se, så er vingerne også en anelse mere spidse end for andre sommerfugle. Den er svær at forveksle med andre sommerfugle - det skulle måske lige være med admiralen, men de er meget mørkere (og indtil videre har jeg kun set en enkelt admiral i år).

Nikon D70, Nikkor 18-70mm @ 70mm, 1/250s F16 ISO400

Ovenstående billede med de to tidselsommerfugle i en tidsel er taget, før jeg vidste, hvad de hed - det var mens jeg var på ferie på Bornholm, og tidslen er fra haven ved Landbrugsmuseet Melstedgård (nær Gudhjem). Der var så mange af dem på hele Bornholm, at jeg måtte have et billede af dem, så jeg kunne identificere dem - jeg kunne sådan set godt have sparet mig, for som de øvrige billeder viser, så er der også rigtigt mange af dem i min egen have.

Der er flere billeder af tidselsommerfugle i mit album - her er et link til de billeder, som jeg har fået tagget med artsnavnet: Vanessa cardui (jeg har bemærket, at den danske Wikipedia artikel kalder arten for "Cynthia cardui", men Cynthia er underslægten).