søndag den 23. august 2009

Guldhale

Efter at jeg købte mig en makrolinse til mit kamera, så har jeg udviklet noget af en passion for sommerfugle. Ikke sådan at forstå, at jeg vandrer rundt i naturen, men jeg holder til gengæld et godt øje med, hvad der rører sig i haven. Og det er efterhånden blevet til en del billeder af sommerfugle, hvor de alle, med enkelte undtagelser, netop er taget i min egen have.

Stor var min glæde da også i fredags, da jeg opdagede en for mig ukendt sommerfugl, som sad i vores sene hindbær.

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/125s F8 ISO200


Jeg har brugt en del tid på nettet for at bestemme arten, og jeg er temmelig overbevist om, at det må være tale om en guldhale (Thecla betulae). Det var en yderst tålmodig sag, som gerne lod sig fotografere - faktisk var den så tålmodig, at jeg på et tidspunkt kom til at røre ved den, og det eneste der skete ved det var, at den trak vingerne lidt tilbage.

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/180s F8 ISO200


Bemærk i øvrigt det lille buk, som den har på vingetippen - jeg lagde først selv mærke til det, da jeg kiggede billeder igennem bagefter.

Den sad længe i den samme blomst, men selvom jeg kiggede til den flere gange og senest i skumringen, så foldede den aldrig sine vinger ud - det ville ellers have været noget af en overraskelse for mig, for guldhaler er mørkeblå til sorte på overvingen. Desværre var den væk næste dag, og jeg har ikke set den siden.

Guldhalen har kun en generation om året, og den flyver normalt sent - i Danmark netop her i august. Den findes hovedsagelig på Nordsjælland, Sydfyn, og så her i Østjylland.

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/125s F8 ISO200


I Felthåndbogen beskrives guldhalen som relativt sjælden, og svær at opdage, da den normalt holder sig oppe i trætoppen. På DMU's rødliste karakteriseres den som sårbar til moderat truet.

Jeg har valgt at lægge en halv snes billeder ud på nettet - de ligger sidst i mit efterhånden meget store album med makrobilleder - og ellers så man kan finde dem ved hjælp af tagget Thecla betulae

Ingen kommentarer:

Send en kommentar