Fotoglæde

Hvis man er en af mine trofaste læsere, så vil man måske have bemærket, at det efterhånden er et stykke tid siden, at jeg har ladet høre fra mig her. Kigger man med på mit webalbum, så kan også se, at det har været så som så med aktiviteten der. Det er der såmænd en god grund til, for kameraet er i høj grad blevet i tasken.

Og hvorfor så egentlig det? Kort sagt er det mangel på det, som jeg vil kalde "fotoglæde". Hvad er så fotoglæde? Tja, det er svært at definere, men det er det, som entusiastiske foto-amatører har masser af, og som får dem til at slæbe rundt på kilovis af udstyr til mange tusinder af kroner.

Selvom det måske ligner en techno-fetish, når man hører med hvilken glæde, hvormed vi taler om udstyr, så skal man hæfte sig ved, at vi langt hellere taler om vores billeder. For er det ikke grundlæggende set drømmen om det imponerende billede, som driver os?

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/3s F5.6 ISO200, stativ, beskåret, høj konstrast

Hvor min fotoglæde forsvandt hen, kan jeg til gengæld godt sige noget om, og det er der i virkeligheden flere årsager til:

Forrige år havde vi et sammenrend på min arbejdsplads af fotointeresserede, og det gav mig megen energi, og da det faldt væk, så mistede jeg noget motivation; der var ikke længere nogle deadlines, og ikke på samme måde nogen at snakke om mine oplevelser med mine billeder med. Som om det ikke skulle være nok, så fik jeg også ganske travlt, og kommer man træt hjem, så kan det være svært at få udstyret på ryggen og komme afsted igen.

Men det er kun bidrag; det som slog hovedet endegyldigt på sømmet var, at mit "workflow" brød sammen. Min glæde kommer nemlig ikke kun ved at trykke på knappen og vise billedet frem; den kommer i høj grad fra at kunne nulre med det råmateriale, som kommer ud at kameraet, og af at se at man kan få noget, som er meget bedre end det rå billede ud af det.

Og centralt i mit workflow var programmet RawTherapee, og det holdt op med at virke. Eller rettere, projektet var blevet drevet af en enkeltperson, som havde brug for lige at puste ud, og derfor var det på vej over i en mere gruppedrevet udvikling - det var derfor kun Windows versionen, som havde en installer. Samtidig bliver jeg ramt af, at min Windows7 får "black screen of death", og jeg kunne ikke få installationen til at virke under Ubuntu.

Jeg prøvede mange alternativer: nogle var simpelthen ikke gode nok, mens andre var virkelig fine, som f.eks. Adobes Lightroom - de passede bare ikke ind i den måde, som jeg ville arbejde på; ofte fordi, at de selv ville overtage en stor del af workflowet ("it's my way or no way!").

Resultatet blev, at det blev for surt at få billeder fra kameraer og videre, og så holdt jeg op med at tage billeder. For hvad er ideen i at tage billeder, hvis man ikke kan glæde sig over dem?

Men jeg håber nu, at jeg er kommet op på hesten igen, for dels opdagede jeg, at RawTherapee ikke længere er en manual installation under Ubuntu, men derimod kommer via Ubuntus installationsværktøj, og dels fik jeg et ordentlig spark bagi af en tur til Island (der er motiver nok på Island til adskillige ture endnu!).

I hvert fald kunne jeg mærke glæden komme tilbage, da programmet virkede og jeg fandt ovenstående billede af et vinblad. Det er fra efteråret, og det havde overvintret i mit kamera! Siden er der allerede blevet til mange hundrede billeder.

PS: Og en tak til alle jer talentfulde fotografer, som jeg følger på nettet. At se, hvad I har gang i, har - trods alle udfordringer - holdt modet oppe og interessen ved lige! I findes overalt, både i den nære familie og længere ude. Og I kendes ved, at I alle deler glæden ved det gode billede. Tak!