Vi var på Bornholm denne sommer, og det er godt nok en turist-ø. Der er små, arbejdende "værksteder" overalt med kunsthåndværk i almindelighed, og keramik og glas i særdeleshed. Og så er der alle de steder, hvor man laver "hjemmelavede ting" - f.eks. bolcher, karameller, chokolade og lakrids. Skulle det ikke være nok, så er der jo bryggeriet i Svaneke eller et besøg hos den lokale vinbonde.
Misforstå mig ikke - det kan lyde som om, at jeg kaster vrag på det, men i virkeligheden er jeg glad, for det er både lærerigt og underholdende.
Et af stederne, som vi besøgte var Pernille Bülow i Svaneke, hvor to glasblæsere var i gang med at lave et større fad. Glasblæsning er fascinerede, for det er noget, som i høj grad er teamwork - en er i gang med selve blæsningen, men der er også en partner, som hjælper det hele på vej.
Måden hvorpå de to arbejder sammen mindede mig om en dans. Det kunne være ballet, for hele rummet blev udnyttet - men det kunne også have været en tango, for der var klart en som førte an. Det var også tydeligt, at de to havde en rigtig god fornemmelse af hinanden, hvad tyder på, at de begge havde prøvet det før.
Jeg er ikke naiv - jeg ved da godt, at det er benhård industri, hvad vi også så næste dag i Gudhjem, hvor to andre glaspustere var i gang med en dagsproduktion af stribede olielamper. Og vi tilskuere er på mange måder et nødvendigt onde - gad vide hvor mange gange de hører de samme spørgsmål?
Det kan dog ikke mindske min fascination af det arbejde, som bliver leveret her - både i Svaneke og i Gudhjem, og sikkert også alle andre steder - måske nærmest tværtimod. For flot er det helt bestemt.
Der er flere billeder i mit album, som også hedder "Glasdans".
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar