lørdag den 19. september 2009

Matchrace

I sidste uge var der et arrangement i vores medarbejderforening for fotointeresserede, og i den forbindelse var vi nogle, som blev sendt ud med den opgave, at indfange kampen og dramatikken i matchrace ved Danish Open 2009, som blev afholdt udenfor Marselisborg havn (arrangementet var en del af World Machtracing Tour).

Nikon D70, Nikkor 70-300mm G @ 180mm, 1/1000s F8 ISO200

I matchrace kæmper mandskaberne to og to om at komme først, og den gamle sandhed om, at man kan komme først på to måder: dels ved at være hurtigst, og dels ved at sørge for at de andre er langsommere, kommer virkelig til sin ret her. Det er lige gyldigt, hvor meget man kommer først, bare at man kommer først, og man vil derfor dels se bådene ligge og "dække hinanden af", for båden som er forrest vil hellere sørge for at bevare føringen ved at have præcis samme vind som den anden båd, fremfor at tage chancer i forsøget på at finde den gode vind - og dels vil man se en masse manøvrering for at afskære den anden båd, eller tvinge den til at have ufordelagtige manøvrer. Der sejles derfor af og til meget tæt - og af og til ligger bådene også næsten stille.

Nikon D70, Nikkor 70-300mm G @ 300mm, 1/1000s F8 ISO200

Med til spillet hører bestemt også, at prøve at få den anden båd til at overtræde reglerne, og dermed ifalde en straf (mens vi var der, var der dog kun to både, som sejlede sammen, hvilket siger en hel del om, hvor dygtige sejlerne var!)

Dommerne sejler med hvert bådpar, og afgører evt. protester udenvejs - straffen vil typisk være, at man skal foretage en fuld vending, og det skal ske inden at man passerer målstregen. Da der sejles så tæt, og tingene sker så hurtigt, så er der en hjælpedommer (en slags linievogter) med hver båd, og vedkommende står bagest.

Nikon D70, Nikkor 70-300mm G @ 300mm, 1/1000s F8 ISO200

Det var en god dag, den lørdag formiddag, hvor vi var der; vejret var helt perfekt, og folk sad på molen og hyggede sig. Matchrace skulle også være en af de mere publikumsvenlige former for sejlads, i det der sejles to eller flere gange rundt om to bøjer, og den ene bøje kan lægges tæt på land - og samtidig var der som regel tre bådpar i gang med at kæmpe på samme tid.

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 10mm, 1/750s F8 ISO200

Før pausen havde "topmærket" været placeret ca. hvor båden til venstre i billede befinder sig - billedet er taget i pausen, og da vinden havde vendt sig en smule, så flyttede man topmærket tættere på østhavnen.

Da vi fik opgaven, sad jeg godt nok og var noget forbeholden, for jeg kunne godt regne ud, at vi nok fik brug for vores tele-objektiver, og mit telezoom er det absolut ringeste af alle mine objektiver: Nikkor 70-300mm G. Bevares, det kostede heller ikke ret meget, og jeg vidste præcis, hvad jeg købte i sin tid; filosofien var også, at det var bedre at have noget, som kunne tage billeder nu, end at ikke at få taget billeder, medens jeg gik og sparede sammen.

Til sammenligning, så tog jeg de sidste par billeder med mit noget dyrere makro-objektiv, og jeg synes selv, at de rent teknisk er meget bedre (og det til trods for at blænde 8 og fuld solskin er optimale forhold for telezoomet):

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/750s F8 ISO200

Det kunne godt være, at jeg skulle se at få den tele opdateret. Jeg vil nok købe en 70-300mm VR, velvidende at der findes langt bedre telezoom - men dels er prisen langt mere overkommelig, og dels så er objektivet en hel del lettere end alternativerne.

Som et par afsluttende bemærkninger, kan jeg lige nævne, at billederne, ganske usædvanligt for mig, blev taget direkte som JPG billeder - min vurdering var, at det var bedst, når vi nu engang skulle diskutere billederne umiddelbart efter - men en anden gang vil jeg nok ikke gøre det igen; RAW giver langt bedre muligheder for at få et godt slutresultat.

Og så kan jeg ikke lade være med at bemærke, at Sunny 16-reglen også nogenlunde er overholdt i ovenstående billeder - og det "tilfældigt", for jeg målte faktisk lyset undervejs.

PS: Der er flere billeder i albummet, som sjov nok også hedder Matchrace

Ingen kommentarer:

Send en kommentar