Automatisk eller manuel

Susanne spørger i kommentarerne til mit indlæg "Vidvinkel" flg. gode spørgsmål:

...stiller du alt manuelt på ovennævnte billeder, er har du forvalgt ex blænde og iso, eller...?

Det korte svar er, at jeg normalt bruger forvalgt blænde og fast følsomhed (iso).

Men det er faktisk et rigtigt godt spørgsmål, og det opdagede jeg, da jeg prøvede at svare ud fra de konkrete billeder, og så tænkte jeg, at det godt kunne fortjene et indlæg for sig selv.

Følsomheden (iso) er nok nemmest at svare på, så den tager jeg lige først: jeg sætter normalt altid følsomheden manuelt, fordi at jeg ikke er enig med automatikken i, hvornår den skal hæves. Dels er automatikken, efter min mening, for lang tid om at begynde på at øge følsomheden, og dels så skruer den alt for hurtigt op, når den først slår til. Så følsomheden stiller jeg normalt på ISO 200, fordi det er der, at der er mindst billedstøj på mine kameraer. På mit D70 (som er brugt på de fleste af de billeder, som spørgsmålet er stillet til), er ISO 400 den højeste praktisk brugbare følsomhed, hvis ikke man kan acceptere støj - på nyere kameraer kan man snildt gå højere op. Indendørsbilledet har tvunget mig op på ISO 800.

Hvis ikke omstændigheder "tvinger" mig ud i andet, så bruger jeg normalt forvalgt blænde. Det er fordi, at blænden er bestemmende for dybdeskarpheden, og dybdeskarpheden betyder meget for det færdige billede. Lille dybdeskarphed kan være meget markant, men kræver en stor blændeåbning, som oftest kun muligt på objektiver med fast brændvidde (i hvert fald indenfor mit budget). På vidvinkelbilleder fra det oprindelige indlæg er jeg bevidst gået efter størst mulig dybdeskarphed, og derfor er der blændet mest muligt ned. De fleste af mine objektiver begynder at miste skarphed ved F/5.6 - F/8, og jeg kan se, at jeg har været nede omkring F/16 på billederne. Så det er et kompromis.

Når jeg lader kameraet bestemme lukkertiden, så er det fordi, at de fleste motiver har nok lys til, at lukkertiden ikke bliver et problem, og fordi at lysmålingen som oftest er ganske fin. Jeg har mistet for mange motiver, fordi jeg lige skulle "stille på alle knapperne" først. Jeg synes også, at man hurtigt får en fornemmelse for, hvad der kan snyde en automatisk lysmåling, og så det tit rigeligt med "exposure lock"; dvs. find en retning hvor lyset er repræsentativt, mål lyset og fasthold målingen med "exposure lock" (på mange kameraer er det udløser halvt nedtrykket), komponer motiv og tag billede. Alle dagslysbillederne fra det oprindelige indlæg er taget på den måde.

Det hænder, at jeg bruger lukkertidsprioritet, og så er det mest fordi, at motivet enten er i så meget bevægelse, at det er nødvendigt at få en kort lukkertid, eller fordi at jeg er ude på de lange brændvidder, hvor det er nødvendigt for ikke at ryste billedet. Men det er faktisk sjældent, da jeg istedet tit vælger at gå fuldt manuelt.

Nikon D600, Nikkor 70-300mm VR @ 300 mm, 1/400s F/8 ISO400, stativ

Ovenstående billede fra Parade of Sails ved Tall Ships Race 2013 i Aarhus er et eksempel på manuel mode; der var masser af tid til at indstille, og lysmålingen skulle helst ikke forstyrres af, at motivet blev fyldt op af hvide sejl. Selv for billeder med meget bevægelige motiver, så er der ofte tid på forhånd til at finde den rigtige indstilling, og så bliver de enkelte billeder ikke forstyrret af, om det er en lys himmel eller en mørk væg, som kommer i baggrunden.

Nedenstående billede fra Sculptures at the Sea i Aarhus 2013 er så et eksempel på, at det er gået helt galt med indstillingerne. Så vidt jeg husker, så var jeg var ved at tage en række billeder med vidvinkel med et ønske om maksimal dybdeskarphed, da motivet pludselig var der. Så efter et hurtigt objektivskifte blev der skudt med hvad kameraet lige var indstillet til. At det lykkedes med 300 mm brændvidde og 1/100 s er ikke kun held - det siger også en hel del om, hvad billedstabilisering kan gøre for at redde fotografer på glat is!

Nikon D600, Nikkor 70-300mm VR @ 280 mm, 1/100s F/36 ISO800, håndholdt

Morgenbillederne fra det oprindelige indlæg er fuldt manuelle med spot målt lys og stativ. Jeg kæmpede en del med at lysforholdene ændrer sig (relativt), lige da solen stod op. Her havde jeg nok været bedre tjent med en form for automatik, måske kombineret med en "exposure compensation" på -1 eller -2 EVs. Resten af morgenen var der dog fint tid til at måle lyset manuelt.

En grund til at gå manuel kan også være, at man har lyst til at eksperimentere. Nedenstående billede fra en togtug med HSB i Harzen, var et forsøg på at fange at toget var i fart. Jeg er ikke tilfreds med resultatet, jeg ville gerne have haft selve toget skarpere.

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 10 mm, 1/4s F22 ISO200

Det sidste billede fra det oprindelige indlæg med drengene i æbletræet er taget med mit lille IXUS, og jeg gætter på, at det er været på fuld automatik. Måske endda auto-ISO, for hvis ikke jeg selv har hævet følsomheden, så har kameraet gjort det. Der er åbenbart ikke så meget lys inde i en trækrone :-). Det er faktisk et godt eksempel på, at man ikke skal være ked af fotografere med fuld automatik, for det er helt sikkert, at jeg ikke havde fået det motiv, hvis jeg havde skulle stille på kameraet. Og jeg tror heller ikke, at de ville have været så upåvirkede, hvis jeg havde haft et stort spejlrefleks kamera i hånden.

Fotoglæde

Hvis man er en af mine trofaste læsere, så vil man måske have bemærket, at det efterhånden er et stykke tid siden, at jeg har ladet høre fra mig her. Kigger man med på mit webalbum, så kan også se, at det har været så som så med aktiviteten der. Det er der såmænd en god grund til, for kameraet er i høj grad blevet i tasken.

Og hvorfor så egentlig det? Kort sagt er det mangel på det, som jeg vil kalde "fotoglæde". Hvad er så fotoglæde? Tja, det er svært at definere, men det er det, som entusiastiske foto-amatører har masser af, og som får dem til at slæbe rundt på kilovis af udstyr til mange tusinder af kroner.

Selvom det måske ligner en techno-fetish, når man hører med hvilken glæde, hvormed vi taler om udstyr, så skal man hæfte sig ved, at vi langt hellere taler om vores billeder. For er det ikke grundlæggende set drømmen om det imponerende billede, som driver os?

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/3s F5.6 ISO200, stativ, beskåret, høj konstrast

Hvor min fotoglæde forsvandt hen, kan jeg til gengæld godt sige noget om, og det er der i virkeligheden flere årsager til:

Forrige år havde vi et sammenrend på min arbejdsplads af fotointeresserede, og det gav mig megen energi, og da det faldt væk, så mistede jeg noget motivation; der var ikke længere nogle deadlines, og ikke på samme måde nogen at snakke om mine oplevelser med mine billeder med. Som om det ikke skulle være nok, så fik jeg også ganske travlt, og kommer man træt hjem, så kan det være svært at få udstyret på ryggen og komme afsted igen.

Men det er kun bidrag; det som slog hovedet endegyldigt på sømmet var, at mit "workflow" brød sammen. Min glæde kommer nemlig ikke kun ved at trykke på knappen og vise billedet frem; den kommer i høj grad fra at kunne nulre med det råmateriale, som kommer ud at kameraet, og af at se at man kan få noget, som er meget bedre end det rå billede ud af det.

Og centralt i mit workflow var programmet RawTherapee, og det holdt op med at virke. Eller rettere, projektet var blevet drevet af en enkeltperson, som havde brug for lige at puste ud, og derfor var det på vej over i en mere gruppedrevet udvikling - det var derfor kun Windows versionen, som havde en installer. Samtidig bliver jeg ramt af, at min Windows7 får "black screen of death", og jeg kunne ikke få installationen til at virke under Ubuntu.

Jeg prøvede mange alternativer: nogle var simpelthen ikke gode nok, mens andre var virkelig fine, som f.eks. Adobes Lightroom - de passede bare ikke ind i den måde, som jeg ville arbejde på; ofte fordi, at de selv ville overtage en stor del af workflowet ("it's my way or no way!").

Resultatet blev, at det blev for surt at få billeder fra kameraer og videre, og så holdt jeg op med at tage billeder. For hvad er ideen i at tage billeder, hvis man ikke kan glæde sig over dem?

Men jeg håber nu, at jeg er kommet op på hesten igen, for dels opdagede jeg, at RawTherapee ikke længere er en manual installation under Ubuntu, men derimod kommer via Ubuntus installationsværktøj, og dels fik jeg et ordentlig spark bagi af en tur til Island (der er motiver nok på Island til adskillige ture endnu!).

I hvert fald kunne jeg mærke glæden komme tilbage, da programmet virkede og jeg fandt ovenstående billede af et vinblad. Det er fra efteråret, og det havde overvintret i mit kamera! Siden er der allerede blevet til mange hundrede billeder.

PS: Og en tak til alle jer talentfulde fotografer, som jeg følger på nettet. At se, hvad I har gang i, har - trods alle udfordringer - holdt modet oppe og interessen ved lige! I findes overalt, både i den nære familie og længere ude. Og I kendes ved, at I alle deler glæden ved det gode billede. Tak!

Citronsommerfugl

Det bør ikke længere komme bag på nogen, at jeg har svaghed for at fotografere dagsommerfugle; og at en af de ting, som jeg specielt har gang i, er at fotografere dem, som kommer i min have. Jeg har skrevet om det før, og denne sommer er der kommet flere nye arter forbi min have og mit kamera.

I starten af sæsonen erklærede jeg frejdigt, at i år skulle hvidvingefamilien (Pieridae) have speciel opmærksomhed, og det har den fået. En af de mere iøjnefaldende medlemmer af hvidvingefamilien er citronsommerfuglen (Gonepteryx rhamni), og den er der en særlig historie om:

I starten af måneden kom den store af mine drenge løbende ind til mig, og sagde at der er var en gul sommerfugl i sommerfuglebusken lige uden for vinduet. Begge mine drenge kender nemlig min svaghed for at fotografere dagsommerfugle, og selvom de vist ikke kan navnet på en eneste af dem, så har de begge et godt øje for sommerfugle - og et specielt godt øje for usædvanlige sommerfugle.

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/1000s F6.7 ISO200

Min første tanke er, at det nok er en kålsommerfugl, som jo kan være noget gullig i det, og jeg reagerer noget henholdende. Da jeg kommer, så får jeg at vide at den er fløjet igen, og vi får et kig på nogle af de kålsommerfugle, som er tilbage - men han er sikker på, at det ikke var en af dem. Hmm, tænker jeg så, det var måske nok en citronsommerfugl?

Det går hverken værre eller bedre end at han opdager den igen, og at jeg igen kommer for sent. Øv, øv, øv!

Tredje gang er jeg til gengæld hurtig med kameraet, og jeg finder ham siddende stille på fliserne, hvor han næsten ikke tør trække vejret af frygt for at komme til at skræmme den væk igen. Og jeg får da også ovenstående billede.

Men kig nu godt efter: det er kun en vinge - resten af sommerfuglen er der nogen, som har spist. Han var godt skuffet, og det var jeg også. Det værste ved det hele var, at der ikke var mange minutter imellem han så den anden gang, hvor den var i live, og så at vi fandt de sørgelige resten.

Her kunne historien så havde været slut, men det er den heldigvis ikke. For i denne weekend kommer han igen rendende, og fortæller, at nu er der igen en gul sommerfugl i haven. Jeg løber efter, og ganske rigtigt, så er der en citronsommerfugl på gennemflyvning. Den sætter sig dog ikke, og er derfor hurtigt væk.

Nu gentager historien sig så, med at vi opdager den anden gang, og igen mister den af syne.

Men tredje gang er, denne gang, lykkens gang:

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/350s F5.6 ISO200

Så fik jeg alligevel et billede af en citronsommerfugl i min have i år - og det kan jeg takke min dejlige drengs ihærdige hjælp for.

Citronsommerfuglen er en af de danske dagsommerfugle, som man ikke kan forveksle, når man lige har fået øje for den. Farven er en god indikation, men vingeformen er helt unik.

Jeg har også fået bekræftet, at ovenstående billede er af en han - hunnerne hos citronsommerfuglene er lidt mere blege i det. Men der tror jeg, at det er en fordel at have set nogle stykker.

...og det er ganske vist!

Blodplet

Jeg fik et praj fra en trofast læser om, at det er efterhånden er et stykke tid siden, at jeg har skrevet om sommerfugle her. Det må vi se at få gjort noget ved (ja, ironi er fuldkommen spildt på mig ;-) ).

Nu begrænser jeg mig normalt til dagsommerfugle, som der er knapt 100 arter af i Danmark - ud af ca. 2.500 arter af sommerfugle i Danmark i alt, hvis man regner småsommerfugle og natsommerfugle med. Men denne gang er en undtagelse, for jeg vil skrive lidt om Blodplet, som er en ugle:

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/60s F5.6 ISO200

Jeg husker den selv som værende lidt mere mættet i farverne, altså lidt mere grå og lidt mere lyserød - men kan skal vist være ret aristokratisk for at kunne mene, at den er blodrød!

Blotplet (Tyria jacobaeae) er, som man næsten kan gætte ud fra farverne, uspiselig. Det skyldes at den som larve hovedsagelig lever af engbrandbærer (Senecia jacobaea), og igennem den optager store mængder af giftige alkaloider (af andre alkaloider kan f.eks. nævnes stryknin og nikotin, samt morfin og kodein). Hvis man ses engbrandbærer blive ædt ned til stubhøjde af mange sorte larver med gule striber, så er der tale om blodplet.

Blotplet er en natsommerfugl og den bliver tiltrukket af lys - men den nævnes også som dagaktiv, da den nemt kan forstyrres medens den sidder i f.eks. højt græs. Det var også sådan at jeg opdagede den, for jeg var ved at klippe græsplæne i min have, da den fløj op foran mig - så kunne græsplæne ellers være græsplæne, for jeg måtte lige ind efter kameraet!

Flyvetiden er nok ved at være overstået for i år - den skulle flyve i maj-juni. Arten er dog under udbredelse i Danmark for tiden (mon dette kan forlænge flyvetiden til engelske tilstande, hvor den flyver ind i juli?).

Nu har jeg i indledningen sagt, at arten tilhærer ugle-familien (Noctuidae), og det gør jeg med henvisning til fugleognatur.dk - men som man kan se af linket til fugleognatur.dk, så er klassifikationen under ombrydning for tiden ... og ser man på wikipedia, så henregner de stadig blodplet til familien af bjørnespindere (Arctiidae) - iflg. fugleognatur.dk er det nu i stedet en underfamilie (Arctiinae).

Måneopgang

De få, som følger med i mit buzz, vil vide, at jeg har været ude for at fotografere en måneopgang; og en fuldmåneopgang oveni (teknisk set var den vist nok kun 97% fuld, men det snakker vi ikke mere om, vel?).

Nikon D70, Nikkor 70-300mm VR @ 300mm, 1/45s F8 ISO200, stativ

Sådan nogle billeder kræver at man er på rette tid og sted, og det kræver helt klart held - men der er to lidt oversete forhold omkring held:

Det ene er, at man også skal formå at udnytte det, og sandt at sige, så kunne jeg godt have brugt mere tid på at spejde gode steder; der var mange vinkler, som jeg først opdagede, da lyset var væk - og det er der ingen undskyldninger for ... det var dårlig forberedelse.

Det andet er, at held kan skabes. Ja, ikke sådan at forstå, at held kan gøres til en sikker ting - så langt fra - der er som oftest stadig betydelig usikkerhed omkring udfaldet; men man kan sørge for at få så gode odds som overhovedet muligt.

Når man hører, hvordan jeg forbedrede mine chancer her, så vil man sikkert tænke at der er tale om snyd - men husk så på, at der findes godt snyd og dårligt snyd ... og jeg vil klart mene, at der her er tale om godt snyd!

Nikon D70, Nikkor 70-300mm VR @ 300mm, 1/45s F8 ISO200, stativ

Og snyden er "The Photographers Ephemeris" (download til windows/mac/linux), som er et program, som for et givent sted og dag viser sol- hhv. måne-opgang og -nedgangs retning og tidspunkt (samt en række andre hjælpeværktøjer til at bestemme lyset højde og retning).

Jeg havde lige hentet det, og kunne straks se, at det sagde at om en halv time var der ideelle forhold lige hvor jeg bor! Jeg fik derfor travlt, og resultatet ses her (det forklarer også den manglende rekognoscering).

Jeg er - alt taget i betragtning - godt tilfreds med resultat, uden dog at være blind for, at der er gode muligheder for at gøre det bedre. Det er derfor næppe sidste gang, at jeg har prøvet det! Det mangler kun en ting for at det er perfekt, og det er integration til DMI's lokalvejrudsigt!

PS: Det fås også til iPhone, men det må I i givet fald selv finde.

Syrede fotos

dpreview.com kører for tiden en "challenge" med titlen "A tribute to Jerry Uelsmann" - hvis man godt kan lide Jerry N. Uelsmann syrede, surrealistiske billeder, så er den nok værd at holde øje med.

Gid jeg kunne sådan noget! :-)

Bokeh

Et af de mere interessante begreber indenfor fotografering er "bokeh" og det dækker over noget, som i virkeligheden er nemt at overse, men som alligevel kan betyde meget for, hvordan vi opfatter et bilede.

Ordet kommer fra japansk, hvor det betyder noget i retning af uskarphed eller dis, og den lidt pudsige stavemåde stammer fra amerikansk - på dansk ville vi nok skrive det "boke", men så vil amerikanere få det helt galt i halsen rent udtalemæssigt. Og uskarphed er netop det, som det handler om - eller måske rettere karakteren og kvaliteten af uskarpheden. For lige så vel som objektiver kan tegne mere eller mindre skarpt, så kan de også håndtere det, som ikke står skarpt, mere eller mindre godt.

Et teknisk perfekt objektiv vil tegne et uskarpt punkt som en perfekt cirkel med en skarp kant (eller rettere afbilde formen på blænden, hvad kan udnyttes kreativt). I praksis vil man nok foretrække at kanterne bliver tonet ud, hvilket reelt er en optisk fejl, men en fejl, som gode objektiver er konstrueret til at have.

Men det er et spørgsmål om smag og behag - og som eksempel kan jeg ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om de uskarpe dele af dette billede:

Nikon D70, Nikkor 70-300mm VR @ 300mm, 1/350s F5.6 ISO200

På den ene side, så virker det helt forkert, men på den anden side, så er effekten nærmest malerisk.

At begrebet er vigtigt kan ses af, at der findes objektiver, som kan ændre på karakteren af bokeh, f.eks. AF DC-Nikkor 105mm f/2D (se her for billedeeksempler) - DC står for "Defocus Control" og er i virkeligheden Nikons forsøg på at oversætte bokeh...