lørdag den 1. august 2009

Spejlrefleks video

Jeg har gået rundt med et digital spejlrefleks kamera over skulderen i nogen tid efterhånden, og mange gange er jeg blevet spurgt: "Kan det tage video?" - og hver gang har jeg med overlegen selvfølgelighed svaret: "Nej, det kan det ikke; det er et spejlrefleks kamera".

Nu kommer så muligheden for at optage videoklip også til de digitale spejlreflekskameraer (DSLR) - jeg holder mest øje med Nikon, og her findes muligheden i f.eks. D90 og D300s, men også flere andre producenter af DSLR kameraer er begyndt på det. Det er allerede godt, og det kan kun blive bedre...!

Umiddelbart lyder det, som et eksempel på den almindelige konvergens, der er funktionaliteten på apparater. Man kan efterhånden ikke få en mobiltelefon i dag uden at den har FM-radio, multi-megapixels kamera (med indbygget flash og Zeiss optik) og internet-browser - og personligt vil jeg ikke være særligt overrasket, hvis kameraer snart kommer med touchscreens og muligheden for at lave telefonopkald og internet-uploads.

Men vi skal nok ofre dette fænomen lidt mere end et skuldertræk - se f.eks. de to første youtube film på dette blogindlæg (desværre i youtube-kvalitet).

Jeg har en fornemmelse af, at vi har med en "disruptive technology" at gøre; ikke på markedet for kameraer eller fotografering, men for film-branchen: hvor der indtil nu har været en solid "entry barrier" i det, at lave film af tilstrækkelig kvalitet, forudsatte dyrt udstyr. Min påstand er, at denne barriere i vid udstrækning vil forsvinde med introduktionen af video til DSLR kameraer - bevares, digitale videokameraer har været meget gode, men de kan slet ikke hamle op med de muligheder, der ligger den udskiftelige optik til spejlreflekskameraer. Mit gæt er derfor, at vi kommer til at se små, uafhængige (indy?) filmmagere komme frem i langt højere grad - først med kortfilm, men også snart med produktioner af mere ambitiøs karakter og måske endda af biograffilm-længde. Hvis det sker, så må man også forvente, at kampen, ligesom med musik, vil skifte til distributionskanalen.

Personligt vil jeg meget gerne have en D300s, men ikke pga. muligheden for video. Bevares, mit lille pocket-kamera kan optage små videoklip, og det er helt klart sjovt, men for mig vil det ikke være udslagsgivende, men snarere endnu en rar lille ting. Men derfor må man vel godt drømme om. at der vil komme en masse flotte kortfilm fremover?

2 kommentarer:

  1. Det kunne være rigtig spændende at se indy-projekter, som udnytter mulighederne ved DSLR video - og de to videoer i den post, du linker til, indikerer da, at det virker ganske sandsynligt, at det kan komme til at ske.

    Men som dig vil video heller ikke være det vigtigste for mig, når jeg engang skal ud og finde et nyt kamera (det bliver dog ikke foreløbigt - D80 er rigeligt til mig).

    SvarSlet
  2. D80'eren er også et virkeligt fint kamera.

    Det er mit D70 for den sags skyld også stadig, omend jeg godt kunne bruge lidt mindre støj ved høje følsomheder, bedre LCD og flere pixels.

    Men hånden på hjertet, så er jeg ikke begrænset af min D70'er, så det er bund og grund gadget-fetichisme - mænd og deres legetøj! :-)

    SvarSlet