Jeg elsker billedstabilisering!

Engang for mange år siden sange Eddie Skoller "Jeg holder med Kina", og det er der sådan set ikke blevet færre grunde til senere - men nu er jeg jo foto-nørd, og så er det hovedsageligt i Japan, at det sker; og der sker virkelighed noget.

Et eksempel på, hvor meget det er sket, fik jeg, da jeg købte mig et nyt objektiv: et "AF-S VR Zoom-Nikkor 70-300mm f/4.5-5.6G IF-ED" for at være præcis, og præcis bør vi være i denne situation, for den afløser en "AF Nikkor 70-300mm f/4-5.6G" (er jeg den eneste, som ville ønske, at objektiver havde kodenavne - så vi havde noget mere mundret at kalde dem?).

Når man får et nyt stykke legetøj (og lad os bare være ærlige - der er jo det, som det er), så skal man jo se, hvad det kan. Og her var der godt nok nogle overraskelser i vente til mig.

Alle kender vel tommelfinger-reglen om, at man skal have en lukkertid i sekunder som svarer 1 over brændvidden i mm eller hurtigere, hvis man skal undgå rystede billeder, når man fotografer håndholdt. En 100mm skal altså helst holdes under 1/100s, og en 200mm skal helst holdes under 1/200s. Eller deromkring, for der er tale om en tommelfingerregel.

Men det var inden at objektiver med billedstabilisering ind i billedet. Begrebet "billedstabilisering" dækker over, at man med snedig teknik (sikkert noget med gyroskoper og piezo-elektriske mini-motorer) kompenserer for de rystelser, som man tidligere prøvede at kompensere for med de ultra-korte lukkertider.

Og mit nye objektiv har - i modsætning til mit gamle - indbygget billedstabilisering, så det skulle jeg lige afprøve:

NymåneNikon D70, Nikkor 70-300mm VR @ 300mm, 1/60s F5.6 ISO640, håndholdt

Bemærk data - jeg har ikke skrevet forkert; det er taget på en 1/60s. Håndholdt. Fritstående. Og så er det endda beskåret omkring 50% på hver led efterfølgende.

Det synes jeg er lettere sindsygt. Det burde slet ikke kunne lade sig gøre, også selvom jeg brugte alle de tricks, som jeg lærte, da jeg som dreng gik i skytteklub. Uden billedstabilisering burde jeg nok have haft en lukkertid, som var en 10-15 gange kortere.

Sådan opmuntret, så måtte jeg jo også lige prøve den såkaldte "aktive billedstabilisering". Det er mest en sælgerterm, og derfor renset for mening, som traditionen påbyder, men det dækker altså over, at billedstabiliseringen får lov at være mere pågående, hvilket specielt skulle være en fordel ved lavfrekvente rystelser, som fra motorer i f.eks. biler og både. Derfor tager jeg flg. billede ud af forruden på vores bil, mens den er i fart (bilen inkl. mig og kamera altså, ikke kun forruden).

LokaltrafikNikon D70, Nikkor 70-300mm VR @ 240mm, 1/500s F5.6 ISO200, håndholdt i bil i fart, aktiv VR

Tja, vi kan jo hurtigt blive enige om, at der ikke er tale om stor fotokunst her, men nu var det også udstyr, som jeg taler om, ikk'? Der er en del uskarphed, men det skyldes, at min kære kone ser, at jeg skal til at fotografere, og derfor lige i det jeg skal til at tage billedet, giver forruden en ordentlig omgang sprinkler - for det er forhåbentlig til at se, at uskarpheden ikke kommer fra rystelser.

Så tilbage står nu vist kun at sige...: "Jeg holder med Japan!"

Fototerapi

At billeder også er om følelser, er ganske bredt accepteret - og at de kan fortælle en historie lige så. Jeg prøvede begge dele denne weekend.

Det startede med den trælse historie om et cykeltyveri, som jeg kort fortalte om på min anden blog - det gjorde så, at jeg samme weekend gik rundt i kvarteret for at lede efter den forsvundne cykel; jeg fandt den ikke, men jeg fandt flere andre cykler, som var hærget og efterladt (der er grænsetilfælde, så det er svært at sætte tal på, men et dusin skal der nok have været). Det var en meget nedslående oplevelse, for jeg kan ikke lade være med at tænke over, at der bag alle disse ligger en historie - og jeg kan ikke lade være med at gange op og lægge sammen, og så bliver det pludselig omfattende.

Efter det kunne jeg mærke med mig selv, at jeg ikke længere bare kunne gå forbi sådan en cykel - og at jeg følte et behov for at dele dette.

Det kom der en lille billedeserie ud af i denne weekend, som jeg har valgt at kalde forladte cykler.

Nikon D70, Mikro Nikkor 105 mm VR, 1/4s F8 ISO200, stativ, beskåret

Normalt når jeg går ud for at fotografere, så er det for at finde noget flot, som jeg kan vise frem. Denne gang gik jeg målrettet efter at dele oplevelsen af nogle af de cykler, som jeg havde "fundet" - jeg prøver med andre ord for første gang, at fortælle en historie.

Samtidig skete der noget ganske uventet for mig: Jeg er vildt imponeret af sort-hvide billeder, men jeg har ikke kunnet finde ud af tage nogle selv. Men denne gang tænkte jeg allerede på optagetidspunktet billederne uden farver, og de virkede da heller ikke rigtige, før jeg fik dem konverteret.

Nikon D70, Mikro Nikkor 105 mm VR, 6s F32 ISO200, stativ

Og sort-hvid billeder er et helt anden slags billeder. Ved farvebilleder må man i høj grad tage, hvad man bliver givet, men i sort/hvid kan man i et vist omfang nedtone eller fremhæve dele af billedet - og når man mister farverne, så betyder form og komposition til gengæld meget mere.

Samtidig så kan man ved sort-hvid billeder med fordel virkelig gå til den: fuld kontrast, overdreven skarphed, tæt beskæring - alt sammen noget, som hurtigt vil ødelægge et farvebillede - men måske virker det fordi, at sort/hvid netop er mere grafisk end fotografisk i sin natur.

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 10mm, 1/20s F5.6 IS0 200, stativ

Om det lykkedes mig at få fortalt historien kan jeg af gode grunde ikke vide noget om. Det er måske heller ikke så vigtigt som det faktum, at jeg - som overskriften antyder - gav mig selv mulighed for at arbejde med min oplevelse; det har virket, for nu kan jeg igen gå forbi forladte cykler uden at blive bedrøvet (i hvertfald ikke i samme grad, for sørgeligt er det jo uanset).

...og så skal man heller ikke undervurdere betydningen af, at jeg fik et gennembrud i forhold til min egne hæmninger overfor sort-hvide billeder!

Sommerfugle i min have

I min have har jeg haft besøg af et dusin forskellige arter af dagsommerfugle. Faktisk har der sikkert været flere, men dels har jeg lige skulle opdage dem, og dels så er der udelukkende tale om, de sommerfugle som jeg har fået fotograferet. Alligevel synes jeg, at det er ganske pænt, og så tror jeg faktisk ikke, at min have er noget specielt.

Når jeg siger dagsommerfugle, så er det med vilje. Jeg har også haft besøg af f.eks. en ligustersværmer, men det er jo ikke en dagsommerfugl, så ikke mere om det i denne omgang.

Når jeg skriver dette indlæg på min fotoblog, så er det fordi, at min interesse for makrofotografering og min interesse for sommerfugle komplementerer hinanden. Jeg havde næppe lært så meget om sommerfugle, hvis ikke de var så sjove at fotografere, og jeg havde helt sikkert ikke lært så meget om makrofotografering, hvis ikke det havde været for sommerfuglene; jeg håber, at dette indlæg kan virke som inspiration for andre.

Inden jeg fortæller om de 12 arter, så skal jeg lige sige, at billeder ikke er valgt for at være repræsentative for arterne, men fordi at jeg kan lide dem - hvis man har brug for hjælp til at kende dem fra hinanden, så kig ned til sidst, der skriver jeg lige et par links til gode sider om sommerfugle.

Takvingefamilien (Nymphalidae)

Takvingefamilien indeholder mange af de mest kendte danske sommerfugle; den består af takvinger (som har takkede vinger!), men også af f.eks. randøjer og perlemorssommerfugle. Kendetegnet for familien er, at forbenene er reduceret, så det ser ud til, at de er firbenede.

Nældens takvinge (Aglais urticae): Åbenbart Danmarks nationalsommerfugl (og et glimrende valg, efter min mening). Det var den første sommerfugl, som jeg har lærte at kende, og det er også langt den mest talrige i min have. Denne sommerfugl overvinter som imago, og op til jul kom jeg til at forstyrre en, da jeg ryddede op i garagen - så kan man lære det: oprydning skal ikke ske om vinteren.

Dagpåfugleøje (Inachis io): Den anden sommerfugl, som jeg lærte at kende, var dagpåfugleøje. De er både flotte, og noget nær umulige at forveksle med andre sommerfugle - og så er de også ganske talrige i min have.

Admiral (Vanessa atalanta): Når vi lige fraregner kålsommerfugle (som jeg vender tilbage til), så var admiral den tredje sommerfugle art, som jeg lærte at genkende. De plejer også at være godt repræsenteret i min have, men lige netop i 2009 var der ikke så mange af dem, og dem som kom, de kom sent.

Tidselsommerfugl (Vanessa cardui): Årets store gæst var tidselsommerfuglen; dels er det en stor sommerfugl, og dels er det ikke hvert år, at den gæster os - en tommelfingerregel siger, at det er omkring hvert 10. år. Men i år var den talrig i Danmark og i min have. Tidselsommerfuglen er en flot sommerfugl, og en god flyver, så den er kendt over hele verden.

Storplettet perlemorssommerfugl (Boloria euphrosyne): En dag i sommers var den ene af sommerfuglebuskene fuld af sommerfugle - jeg kunne ikke tælle dem, så lad os bare sige, at der var en hundrede stykker - en skøn blanding af alle ovenstående.

Og så var der lige en enkelt storplettet perlemorssommerfugl. Den måtte jeg lige have et billede af, men det var ikke så let endda; dels var den en hel del mere sky end de øvrige sommerfugle, og dels som var den aldrig i ro. Men det lykkedes.

Den storplettede perlemorssommerfugl har fået sit navn pga. de store perlemorsfarvede pletter, som den har på undersiden - så hvis man ser dem, så er man ikke i tvivl (der er flere slags perlemorssommerfugle, men ingen med så store pletter) - pletterne kan f.eks. ses på dette billede.

Græsrandøje (Maniola jurtina): Danmarks talrigeste sommerfugl, der findes stort set overalt, hvor der er højt græs. Jeg slår min græsplæne nogenlunde jævnligt, så det er nok derfor, at jeg ikke ser så mange i min have; nogen bliver det dog til. Jeg har længe overset denne sommerfugl, og sammenlignet med ovenstående sommerfugle, så er den da også noget mere undseelig - men når man først har lært den at kende, så opdager man den overalt.

Skovrandøje (Pararge aegeria): I lang tid har jeg fejlagtigt tænkt, at dette billede også var en græsrandøje, men i virkeligheden så er det den langt flottere skovrandøje. Jeg har kun set den en enkelt gang, og desværre holdt den vingerne klappet sammen - med vingerne udfoldet er den virkelig flot.

Hvidvingefamilien (Pieridae)

Når der har flakset en hvid sommerfugl igennem haven, så har jeg bare tænkt "åh, endnu en kålsommerfugl", og egentlig ikke skænket det mere opmærksomhed - vel mest fordi, at jeg allerede havde et godt billede af en kålsommerfugl.

Men der er i virkeligheden rigtigt mange hvide (og gule) sommerfugle samlet i hvidvingefamilien, og mit projekt for denne sommer bliver om ikke jeg kan få billeder af nogle flere af dem - og helt specifikt i hvert fald den store kålsommerfugl.

Hvidvinger er fra naturens side faktisk ganske udfordrende at fotografere, for man kommer meget nemt til enten at overeksponere de hvide vinger, eller at undereksponere omgivelserne.

Lille kålsommerfugl (Pieris rapae): En dag forvilder en lille kålsommerfugl sig ind i vores stue, og sætter sig på vores stuevindue. Der når jeg lige at få et par billeder af den, inden jeg forsigtigt hjælper den ud. Nu er det ikke så mange, som har vandrette stuevinduer, så jeg må nok indrømme, at jeg har drejet billedet en kvart omgang - jeg synes at det ser bedre ud på den måde. Dette eksemplar er en hun, hvilket kan ses af det to pletter på forvingen.

Grønåret kålsommerfugl (Pieris napi): Trods navnet har denne sommerfugl ikke grønt på vingerne - det er spredte sorte skæl, som kan give et grøntligt skær. Sommerfuglen skulle være mindre hyppig i haver, da den foretrækker vilde planter. Dette eksempel er en han.

Blåfuglefamilien (Lycaenidae)

Personligt synes jeg, at blåfuglene er spændende sommerfugle, som jeg meget gerne løber ind efter kameraet efter. Desværre er der også tale om sky og flygtige sommerfugle, så det er tit, at fuglen så at sige er fløjet inden det bliver til et billede.

Blåfuglefamilien opdeles i tre slægter: busksommerfugle (Theclinae), ildfugle (Lycaeninae) og de egentlige blåfugle (Polyommatinae) - og jeg har været så heldig at have fået besøg af repræsentanter for en art i hver slægt.

Alm. blåfugl (Polyommatus icarus): Ser man en blåfugl, så er der gode chancer for, at det er en almindelig blåfugl. Her var det dog ikke nødvendigt at gætte, for den karakteristiske ekstra plet på forvingen er lige præcis synlig. Der er også tale om en han, hvilket nok kræver nogen træning at se fra undersiden - jeg så dog oversiden og den var umiskendelig blå, så det er sikker nok. Kuriøst er det, at jeg præcis på dagen et år senere får endnu et billede af en alm. blåfugl siddende samme sted; denne gang bare en hun.

Guldhale (Thecla betulae): Mine drenge ved godt, at jeg er skør med sommerfugle, og en dag kommer den ene af dem, og fortæller om en sommerfugl, som han har set i de gule hindbær. Jeg regner ikke med at det er noget særligt, men går alligevel med ud for at se den - og det var vel nok godt, for det var en guldhale. Jeg har tidligere skrevet mere om oplevelsen her.

Lille ildfugl (Lycaena phlaeas): En dag, hvor jeg lå på kanten af urtehaven med mit kamera (det er et godt sted til andre former for insekter), da kommer der pludselig en lille ildfugl forbi. Det var et sky kræ, og det voldte mig også en del problemer at komme på skudhold af den, men det lykkedes da til sidst.

Artsbestemmelse

Jeg ved godt, at ovenstående er en ringe hjælp, hvis man står med en sommerfugl, som man gerne vil have artsbestemt. Men heldigvis findes der bedre kilder:

Jeg benytter mig personligt meget af billedsamlingen hos UK Butterflies - det hjælper selvfølgelig at have en ide om familien, men kender man den, så tryk på et af de seks sommerfuglebilleder for oven. Når man har fundet noget som ligner, så bemærk også at der i artbeskrivelsen også tit er en sektion med forvekslingsmuligheder.

Hvis man har en ide om artsnavnet, så kan der også være god hjælp at hente hos Fugle og natur, og specielt hvis arten er beskrevet i deres rigtigt udemærkede "Felthåndbog". Er man mere i tvivl, så kan man prøve deres forum for sommerfugle, Sommerfugle og lepidopterologi; de er yderst hjælpsomme, og tilsyneladende så findes der ikke dumme spørgsmål (hvis man da lige gør sig det besvær at sætte sig ind i retningslinjerne på forhånd, herunder at ledsage alle spørgsmål om observationer med angivelse af tid og sted). Jeg har fået stor hjælp der, og det er imponerende, hvad de kan få ud at tilsyneladende håbløse billeder.

Og ellers så er der jo altid Google - tricket er, at få et eller andet navn at starte søgningen med, og allerhelst et latinsk et.

God plan vel udført

Med den overskrift, så er det vel rimeligt at forvente en omgang uforbeholden pral - og jeg vil da ikke skuffe; om jeg har så har noget at have det i, vil jeg lade andre om at dømme.

Når jeg vil fotografere, så er det normalt sådan, at jeg pakker tasken med alt mit udstyr, og så tager jeg ellers afsted med en løs ide om, hvad der måske kunne vise sig at blive et motiv - og ofte er det mere en generel retning end en egentlig ide - jeg ser, hvad der måtte byde sig.

Men i lørdags, da vi skulle til fastelavn på Kulturtorvet i Skanderborg, da havde jeg en helt præcis ide om, hvordan jeg ville tage billederne; så jeg tog afsted med plads til kun 9 billeder på kortet og med et enkelt objektiv monteret på kameraet (OK, jeg indrømmer, at jeg havde mit lommekamera i lommen, men det har jeg nu oftest, så det tæller ikke...).

Det, som jeg har i tankerne, er selvfølgelig at få en billede af min søn, når han slår til tønden. Da han er højrehåndet, så stiller jeg mig modsat køen og lidt til venstre. Lyset måler jeg på en cementflise, der indstilles på manuelt og et kig på histogrammet for et prøvebillede viser, at det vist er ganske fornuftigt. Blænden er størst mulig, da jeg gerne ser en lav dybdeskarphed, i håbet om at få motivet isoleret bare lidt fra baggrunden.

Nikon D70, Nikkor 70-300mm VR @ 75mm, 1/500s F4.8 ISO400

Første gang, at han kommer til at slå, får jeg to billeder, men de er tydeligt uskarpe. Jeg tror at det må være bevægelsesuskarphed, og hæver derfor følsomheden fra 200 til 400 ISO og justerer lukkertiden tilsvarende. Efterfølgende må jeg er erkende, at det var afstandsmålingen, som slog fejl - jeg havde ellers forsøgt at fokusere på tønden, men det var altså blevet baggrunden, som var knivskarp.

Nikon D70, Nikkor 70-300mm VR @ 75mm, 1/500s F4.8 ISO400

Anden gang får jeg så de to billeder, som kan ses ovenfor. Og de er faktisk end ikke beskåret efterfølgende, men taget direkte ud af kassen. Det er jeg rimelig tilfreds med.

Der er dog en ting, som jeg godt kunne have undværet, og det er de to personer i hhv. rød og grøn jakke. Ja, ikke fordi at jeg har det fjerneste imod, at de også var til fastelavn, tværtimod, men jeg skulle nok have trådt et skridt til siden, så de ikke havde løbet så meget med opmærksomheden.

Til sidst en lille pudsighed - selvom man skulle tro det modsatte, så slog han altså ikke karamellerne ud af tønden; de lå allerede på jorden, men man kan bare ikke lige se dem på første billede. Og det illustrerer i virkeligheden ganske godt, hvordan vi "læser" billeder.

Inspiration eller plagiat?

For dem, som er her for at se billeder, må jeg skuffe med, at denne gang bliver det bare bogstaver og lommefilosofi; det som jeg vil skrive om, er nemlig den fine grænse, som er imellem at blive inspireret og lave et plagiat.

Grunden til at jeg lige kom i tanke om det, er at jeg faldt over billedet med titlen Food fighting fra "Al" (I må selv følge linket, for han forbeholder sig alle rettigheder, hvad jeg både forstår og respekterer). Sådan et billede vil jeg også prøve af lave en dag - det er fuld af dramatik, og det gør sig godt i næsten monokrom med høj kontrast ... og så er vignetteringen bare prikken over i'et.

Men er det så inspiration eller plagiat, som jeg der har gang i? Som udgangspunkt er det vel rent plagiat, men jeg tvivler på, at jeg kan gøre det præcis lige sådan, selv hvis jeg prøver. Det skal nok vise sig, at være ganske vanskeligt - og mon ikke at resultatet ender med alligevel blive ganske farvet af mine forudsætninger og præferencer? Og så er det vel inspiration i stedet?

Og inspirationen er vigtig for mig - jeg bruger lang tid på at se på billeder, og på at tænke over, om jeg ville lave det på samme måde. Jeg prøver også at tænke over, hvorfor gode billeder er gode - for gode billeder er jo meget mere end bare interessant teknik. Der er måske lidt japansk kamptræning over det: gør præcis som mesteren, og du lærer at tænke som mesteren. Og først når du kan gøre og tænke som mesteren, så kan du begynde selv at gøre dig håb om at kunne bidrage med noget selv.

Men det også nødvendigt for at udfordre sine egne vaner - ellers bliver man bare ved med at tage de samme billeder. Derfor følger jeg med stor glæde nogle 365-projekter (dem, hvor der kommer et billede om dagen - i hvert fald i princippet), som f.eks. 365 McArth og Steve Gallow - A Year in Photos.

Fotokonkurrencer er også fine. Personligt når jeg ikke rigtigt at komme med, men jeg følger nogle af dem som kommer på dpreview.com - og kan man bare lide billeder, så følg med i dem som er afgjort - så er de bedste billeder valgt, og de er normalt rigtigt gode!

De billeder, som jeg personligt har det aller sværest med at tage, er faktisk billeder af arkitektur; jeg tænker hvergang, at den fine vinkel, som jeg har fundet, i virkeligheden er lavet med overlæg af arkitekten selv, og jeg med mit billede bare stjæler den. Så er det, at jeg prøver at fortælle mig selv, at det største kompliment i virkeligheden er, at folk finder det man laver værd at plagiere (men det nu sjældent at det virker).

Vinter

Da firmaets foto-nørde-sammenrend udskrev en fotokonkurrence om efterårsbilleder, da lavede jeg et web-album med efterårsbilleder - og i modsætning til, hvad jeg ellers ofte gør, så lovede jeg mig selv også at fjerne billeder fra albummet, hvis der kom nogle, som jeg syntes var bedre. Det virkede godt, så det vil jeg prøve igen, og denne gang med vinterbilleder:

På Skanderborg Sø har kommunen anvist et område, hvor de har målt isen til at være sikker. De har endda fejet sne væk, og sat skilte op, hvor der står, at man stadig selv skal tænke sig om. Lige ved siden af, er der en bro, og for enden af den bro, er isen helt tydelig ikke sikker - men der er bare altid nogen, som skal prøve alligevel!

Isen ER usikkerNikon D70, Micro Nikkor 105mm, 1/750s F8 ISO200

(bemærk, at eksponeringen nogenlunde rammer "Sunny 16").

OK, jeg skal nu ikke tale for højt, for jeg førte altså empirisk bevis for, at isen kunne bære vægten af en voksen mand her:

Nikon D70, Nikkor 70-300mm G @ 70mm, 1/750s F8 ISO200

Billederne var egentlig taget en dag, hvor jeg var uden for lede efter noget helt andet - og selvom jeg havde spændt min nye fotorygsæk på ryggen, så var det helt tydeligt, at jeg ikke tænkte billeder. Og hvis man skal have billeder med hjem, så skal man gøre sig umage for at se motiverne - det er vist det, som Michael Freeman kalder "The Photographer's eye" (i øvrigt en vidunderlig bog, som jeg nok skal anmelde her engang).

Men selvom at mine tanker var andre steder, så kunne jeg ikke overse dette panorama udover det, som man i Skanderborg kalder "Oddervejsbakken" - jeg har sagt det før, og jeg mener det stadig: vi må have Danmarks flotteste kælkebakke:

Nikon D70, Nikkor 18-70mm G @ 56mm, 1/1500s F4.8 ISO200

Man kan se ud af billedets data se, at lyset var ved at svinde - det ligger omkring 1,5 EV under "Sunny 16", og så har jeg endda bevidst valgt at undereksponere for at bevare stemningen (jeg burde nu nok have valgt en længere lukkertid og en mindre blænde, men det er en anden snak).

Der er flere billeder i albummet, som jeg - som vanlig fuld af fantasi og kreativitet - kalder for V10; der kan man bl.a. se en issejler og en quad bike på isen, men kun indtil at jeg får taget nogle bedre vinterbilleder...

Refleksion

Det er kommet på mode at lave "fotoprojekter" - de mest ekstreme er dem, hvor man forpligter sig selv til at tage et foto om dagen, og til at vise det til resten af verden; det skal jeg ikke nyde noget af - jeg tror end ikke, at jeg vil kunne levere et billede om ugen!

Derfor vil jeg også meget nødigt bruge ordet "projekt" om følgende løse hensigtserklæring: jeg kan se, at refleksioner betyder en hel del for mig, når jeg tager billeder, og det er noget, som jeg gerne vil prøve at dyrke mere bevidst. Som en del af dette, så har jeg oprettet et album til formålet, som selvfølgelig hedder Reflection.

For flere af billeder i albummet gælder, at der er rigeligt med plads til forbedring. Det skyldes i høj grad, at jeg ikke har fundet tiden, roen og lejligheden til at tage dem ordentlig med mit spejlreflekskamera, men derimod har måttet snige mig til at skyde dem på farten med mit lille lommekamera - men jeg vil godt dele dem med jer alligevel, for de siger noget om, hvad der inspirerer mig - og forhåbentlig kan det også inspirere andre?

Et par eksempler:

Hvordan tager man et billede af oplevelsen af, at køre med Metro-tog? Her er mit forsøg:

Der er så meget i vejen med det billede, at jeg slet ikke vil begynde på at nævne det - det er tydeligt, at jeg var udfordret med det skæve vindue (måske et lavere optagestandpunkt ville hjælpe?), og det faktum, at jeg ikke selv ville med i billedet; en fotograf ville ødelægge historien.

Eller hvad med dette, som vist mest af alt ligner noget fra en sci-fi film:

Nu skal det ikke være nogen gættekonkurrence, så jeg vil godt afsløre, at det er blad, som ligger og svømmer i vandoverfladen af et akvarium - og se nedefra, så giver det fine spejlinger.

Så er der jo det her, taget på vej til arbejde:

Tiden er knap til hverdag, og specielt om morgenen, så det er ikke megen indsats, som jeg lagde i det billede; bl.a. vil jeg nok prøve at komme længere ned imod vandoverfladen næste gang for at øge symmetrien.

Et billede, som jeg trods alt er noget mere tilfreds med, er dette:

Dels er der jo det dobbeltspil på ordet refleksion, som den tænksomt udseende abe giver, men der også pointen om, at selvom en refleksion kun kan afspejle det, som allerede er der, så giver det også et blik ind i en anden verden, fordi at synsvinklen er anderledes. Refleksionen er andet og mere end en spejling - det er også et smugkig til noget kontekst, som ellers ikke ville være med.

Og det er nok det, som fascinerer mig allermest.