Inspiration eller plagiat?

For dem, som er her for at se billeder, må jeg skuffe med, at denne gang bliver det bare bogstaver og lommefilosofi; det som jeg vil skrive om, er nemlig den fine grænse, som er imellem at blive inspireret og lave et plagiat.

Grunden til at jeg lige kom i tanke om det, er at jeg faldt over billedet med titlen Food fighting fra "Al" (I må selv følge linket, for han forbeholder sig alle rettigheder, hvad jeg både forstår og respekterer). Sådan et billede vil jeg også prøve af lave en dag - det er fuld af dramatik, og det gør sig godt i næsten monokrom med høj kontrast ... og så er vignetteringen bare prikken over i'et.

Men er det så inspiration eller plagiat, som jeg der har gang i? Som udgangspunkt er det vel rent plagiat, men jeg tvivler på, at jeg kan gøre det præcis lige sådan, selv hvis jeg prøver. Det skal nok vise sig, at være ganske vanskeligt - og mon ikke at resultatet ender med alligevel blive ganske farvet af mine forudsætninger og præferencer? Og så er det vel inspiration i stedet?

Og inspirationen er vigtig for mig - jeg bruger lang tid på at se på billeder, og på at tænke over, om jeg ville lave det på samme måde. Jeg prøver også at tænke over, hvorfor gode billeder er gode - for gode billeder er jo meget mere end bare interessant teknik. Der er måske lidt japansk kamptræning over det: gør præcis som mesteren, og du lærer at tænke som mesteren. Og først når du kan gøre og tænke som mesteren, så kan du begynde selv at gøre dig håb om at kunne bidrage med noget selv.

Men det også nødvendigt for at udfordre sine egne vaner - ellers bliver man bare ved med at tage de samme billeder. Derfor følger jeg med stor glæde nogle 365-projekter (dem, hvor der kommer et billede om dagen - i hvert fald i princippet), som f.eks. 365 McArth og Steve Gallow - A Year in Photos.

Fotokonkurrencer er også fine. Personligt når jeg ikke rigtigt at komme med, men jeg følger nogle af dem som kommer på dpreview.com - og kan man bare lide billeder, så følg med i dem som er afgjort - så er de bedste billeder valgt, og de er normalt rigtigt gode!

De billeder, som jeg personligt har det aller sværest med at tage, er faktisk billeder af arkitektur; jeg tænker hvergang, at den fine vinkel, som jeg har fundet, i virkeligheden er lavet med overlæg af arkitekten selv, og jeg med mit billede bare stjæler den. Så er det, at jeg prøver at fortælle mig selv, at det største kompliment i virkeligheden er, at folk finder det man laver værd at plagiere (men det nu sjældent at det virker).

Vinter

Da firmaets foto-nørde-sammenrend udskrev en fotokonkurrence om efterårsbilleder, da lavede jeg et web-album med efterårsbilleder - og i modsætning til, hvad jeg ellers ofte gør, så lovede jeg mig selv også at fjerne billeder fra albummet, hvis der kom nogle, som jeg syntes var bedre. Det virkede godt, så det vil jeg prøve igen, og denne gang med vinterbilleder:

På Skanderborg Sø har kommunen anvist et område, hvor de har målt isen til at være sikker. De har endda fejet sne væk, og sat skilte op, hvor der står, at man stadig selv skal tænke sig om. Lige ved siden af, er der en bro, og for enden af den bro, er isen helt tydelig ikke sikker - men der er bare altid nogen, som skal prøve alligevel!

Isen ER usikkerNikon D70, Micro Nikkor 105mm, 1/750s F8 ISO200

(bemærk, at eksponeringen nogenlunde rammer "Sunny 16").

OK, jeg skal nu ikke tale for højt, for jeg førte altså empirisk bevis for, at isen kunne bære vægten af en voksen mand her:

Nikon D70, Nikkor 70-300mm G @ 70mm, 1/750s F8 ISO200

Billederne var egentlig taget en dag, hvor jeg var uden for lede efter noget helt andet - og selvom jeg havde spændt min nye fotorygsæk på ryggen, så var det helt tydeligt, at jeg ikke tænkte billeder. Og hvis man skal have billeder med hjem, så skal man gøre sig umage for at se motiverne - det er vist det, som Michael Freeman kalder "The Photographer's eye" (i øvrigt en vidunderlig bog, som jeg nok skal anmelde her engang).

Men selvom at mine tanker var andre steder, så kunne jeg ikke overse dette panorama udover det, som man i Skanderborg kalder "Oddervejsbakken" - jeg har sagt det før, og jeg mener det stadig: vi må have Danmarks flotteste kælkebakke:

Nikon D70, Nikkor 18-70mm G @ 56mm, 1/1500s F4.8 ISO200

Man kan se ud af billedets data se, at lyset var ved at svinde - det ligger omkring 1,5 EV under "Sunny 16", og så har jeg endda bevidst valgt at undereksponere for at bevare stemningen (jeg burde nu nok have valgt en længere lukkertid og en mindre blænde, men det er en anden snak).

Der er flere billeder i albummet, som jeg - som vanlig fuld af fantasi og kreativitet - kalder for V10; der kan man bl.a. se en issejler og en quad bike på isen, men kun indtil at jeg får taget nogle bedre vinterbilleder...

Refleksion

Det er kommet på mode at lave "fotoprojekter" - de mest ekstreme er dem, hvor man forpligter sig selv til at tage et foto om dagen, og til at vise det til resten af verden; det skal jeg ikke nyde noget af - jeg tror end ikke, at jeg vil kunne levere et billede om ugen!

Derfor vil jeg også meget nødigt bruge ordet "projekt" om følgende løse hensigtserklæring: jeg kan se, at refleksioner betyder en hel del for mig, når jeg tager billeder, og det er noget, som jeg gerne vil prøve at dyrke mere bevidst. Som en del af dette, så har jeg oprettet et album til formålet, som selvfølgelig hedder Reflection.

For flere af billeder i albummet gælder, at der er rigeligt med plads til forbedring. Det skyldes i høj grad, at jeg ikke har fundet tiden, roen og lejligheden til at tage dem ordentlig med mit spejlreflekskamera, men derimod har måttet snige mig til at skyde dem på farten med mit lille lommekamera - men jeg vil godt dele dem med jer alligevel, for de siger noget om, hvad der inspirerer mig - og forhåbentlig kan det også inspirere andre?

Et par eksempler:

Hvordan tager man et billede af oplevelsen af, at køre med Metro-tog? Her er mit forsøg:

Der er så meget i vejen med det billede, at jeg slet ikke vil begynde på at nævne det - det er tydeligt, at jeg var udfordret med det skæve vindue (måske et lavere optagestandpunkt ville hjælpe?), og det faktum, at jeg ikke selv ville med i billedet; en fotograf ville ødelægge historien.

Eller hvad med dette, som vist mest af alt ligner noget fra en sci-fi film:

Nu skal det ikke være nogen gættekonkurrence, så jeg vil godt afsløre, at det er blad, som ligger og svømmer i vandoverfladen af et akvarium - og se nedefra, så giver det fine spejlinger.

Så er der jo det her, taget på vej til arbejde:

Tiden er knap til hverdag, og specielt om morgenen, så det er ikke megen indsats, som jeg lagde i det billede; bl.a. vil jeg nok prøve at komme længere ned imod vandoverfladen næste gang for at øge symmetrien.

Et billede, som jeg trods alt er noget mere tilfreds med, er dette:

Dels er der jo det dobbeltspil på ordet refleksion, som den tænksomt udseende abe giver, men der også pointen om, at selvom en refleksion kun kan afspejle det, som allerede er der, så giver det også et blik ind i en anden verden, fordi at synsvinklen er anderledes. Refleksionen er andet og mere end en spejling - det er også et smugkig til noget kontekst, som ellers ikke ville være med.

Og det er nok det, som fascinerer mig allermest.

Tag flere billeder II

Jeg talte for nyligt for, at man bør arbejde med motivet; uden speciel bagtanke, så oplevede jeg faktisk et eksempel på det her i julen.

Der er en ingen tvivl om, at jeg er meget glad for mit lille lommekamera (Canon IXUS 800 IS, hvis nogen skulle spørge - og ja, det har efterhånden nogle dage på bagen). Men det bedste ved det er nok, at jeg ikke er spor bange for at låne det ud.

Og låne det ud, det gjorde jeg, så mens jeg sidder og snakker, så bliver flg. billede taget:

Tja, det er egentlig et OK billede. Nok lidt til den kedelige side, vil jeg mene, hvis nogen skulle vælge at spørge mig - men faktisk alt i alt OK. Stolen fylder billedfladen meget godt ud, og det er tydeligt, hvad der er motivet. Selvom bamses ene fod stikker ud af billedet, så kunne det måske godt vinde ved en strammere beskæring.

Da jeg ser billedet, da må jeg have tænkt noget af det samme, for jeg foreslår at tage billedet på højkant, for "så kan man få hele bamse med" - og som opfordret, så gjort:

Hvilket billede, der er bedste, er vist en smagssag; personlig kan jeg bedst lide billedet på højkant, også selvom jeg nok ville have gjort det anderledes. Men det er faktisk heller ikke pointen - pointen er, at opfordre til at stoppe op og tænke: "Kunne dette billede tages på en anden måde?" - at udfordre sig selv.

Det er tydeligt af ovenstående, at det ikke er billeder, som jeg har taget. Nu vil I sikkert gerne vide, hvem det så er - det er ham her:

...nemlig min søn på 5. Hans ide med billedet var åbenlyst at vise to ting frem, som han er glad for, nemlig bamse og klistermærkebogen. Og set ud fra den betragtning, er begge billeder ganske vellykkede.

Så en anden pointe kunne måske være, at man skal vende ryggen til sine børn en gang imellem, så de kan få lov at være kreative...?

Tag flere billeder

I mit firma havde vi Casper Tybjerg på besøg i torsdags, hvor han holdt et ganske underholdende foredrag. Han glædede sig også over, at grænsen imellem professionelle og almindeligt fotograferende mennesker var ved at blive udvisket, og at det er en gave, dels at prisen på at tage et billede er faldet dramatisk i forhold til film-dagene, dels at digitalkameraer har givet en unik mulighed for øjeblikkelig feedback.

Han havde dog et hjertesuk, og det var, at det efter hans mening var blevet lidt for nemt at trykke på udløseren. Der bliver taget for mange impulsive billeder, og han ville opfodre til, at man tog nogle færre billeder, og så til gengæld tænkte dybere over dem.

Det er i hvert fald sådan, at jeg hørte det, og det kan være at jeg hørte forkert, så ordene må nok stå mere for min regning end for Caspers. Og umiddelbart kan opfordringen til at prioritere kvalitet over kvantitet synes at være i modstrid med overskriften, men i virkeligheden, så mener jeg ikke, at der er så langt fra det synspunkt, som jeg her tillægger Casper, og så det ærinde, som jeg aktuelt er ude i: jeg vil nemlig opfordre til, at man stopper op, når man har fundet et godt motiv, og så prøver at arbejde med det fra forskellige vinkler. Eller med andre ord, at man udfordrer sig selv til ikke kun at tage det første billede, som falder en ind, men at få taget nogle flere billeder.

Lad mig komme med et eksempel:

Mit første billede er over fem år gammelt, og er fra dengang, hvor jeg stadig følte at kameraet var helt nyt. Det var en blomst fra min mor have, som fangede mit blik (en pragtrøllike, har jeg ladet mig fortælle), og det kom der her billede ud af:

Nikon D70, Nikkor 18-70mm @ 70mm, 1/320s F8

Det er vel alt i alt et rimelig OK billede, og jeg har da heller ikke noget imod at lægge navn til det - men hvis jeg skal være helt ærligt, så er det nok lidt til den kedelige side af middelmådigt. Det bedste man kan sige om det er, at jeg i det mindste ikke taget det oppefra, stående i fuld højde, men trods alt kommet er ned i højde med motivet.

Men jeg var tilsyneladende ikke færdig med den blomst, for jeg vender senere tilbage, og fanger da følgende billede:

(ingen data)

Her husker jeg, at jeg var helt nede og ligge på ryggen, og det er efter min mening i virkeligheden et langt mere interessant billede. Jeg havde det da også som "skrivebordsbaggrund" på min computer en overgang.

Så næste gang, at du står med fingere på udløseren, så tag billede med god samvittighed, men stop så op og spørg dig selv, om ikke det kunne laves anderledes? Og eksperimenter gerne flere forskellige billeder, bare det er med hoved og hjerte.

Farverigt efterår

Blandt fotoentusiasterne i vores firma kører der for tiden en fotokonkurrence under overskriften "farverigt efterår". Jeg ved ikke med jer, men for mig vækker det forventning om en solrig eftermiddag i en lysning fuld af røde, orange og gule blade. Det er helt oplagt, at jeg da også har forsøgt mig med sådan nogle billeder, men det vil ikke rigtigt lykkes. Enten er solen der ikke, eller også er bladene mere grøn-brune ... eller også er motivet bare gennemført kedeligt.

Den største hurdle har nok været vejret. Selvom efteråret har været mildt, så har det også været regnfuldt og generelt små-overskyet. Bevares, der har været gode dage, men de fleste af dem, skal man lige noget andet (som f.eks. at gå på arbejde...).

Derfor prøvede jeg mig i bedste parkour-stil at betragte forhindringen som en mulighed i stedet: regnvejr, blæst og ikke mindst vandpytter er det, som gør efterårsvejret så farverigt.

Vi må deltage med tre billeder, og da perioden er ved at løbe ud (og efteråret i øvrigt ved at gå på hæld), så har jeg nu besluttet mig for at to af billederne skal være nedenstående - det sidste kommer senere:

VandbladetNikon D70, Micro Nikkor 105mm, 1/20s F11 ISO200

Det første billede tror jeg nok, at jeg efterhånden er kommet til at tænke på som "Vandbladet", og det opstod en dag med overskyet og kraftige regnbyger. Jeg fandt et blad fra en af mine vinplanter, som havde nogle flotte farver, og så eksperimenterede jeg ellers med at fange regndråber i en spand med vand. Heldigvis forsøgte jeg mig også med en semilang lukkertid, for det fangede refleksionerne af det bagvedstående træ og den dystre himmel flot.

Det kunne lyde som om, at det var held, og ja, heldigt var det bestemt. Men jeg vil nu også godt lige nævne, at jeg brugte lang tid på, at finde den rette vinkel og den bedste spejling.

Det andet billede, er jeg kommet til at tænke på som "Drømmehuset". Som man kan se, så er det ikke taget med mit spejlrefleks, men derimod med mit lille lommekamera, og det er eksempel på, hvorfor man egentlig altid bør have et eller andet kamera på sig - jeg så motivet på en dag, hvor jeg slet ikke havde tid til at fotografere, og derfor havde ladet mit "gode" kamera blive hjemme. Da jeg havde set motivet, da gik jeg da også en halv snes gange rundt om mig selv og det, inden jeg tog billedet.

DrømmehusetCanon IXUS 800 IS, 5.8mm (svarende til 35mm), 1/60s F2.8

Jeg tog også en lille håndfuld andre billeder fra varierende vinkler og med forskelligt indhold, men dette var det bedste. Jeg lovede også mig selv, at komme tilbage og tage det om med bedre udstyr og med bedre tid, men det blev bare aldrig til noget, for enten var vejret dårligt eller også manglede tiden.

Jeg er blevet spurgt, om der var tale om en fotomanipulation - jeg ville ønske at jeg kunne sådan noget, men faktisk er billedet nogenlunde autentisk; jeg har bare vendt det på hovedet i forhold til den sædvanlige betragtningsvinkel. Jeg synes at det virker bedre på den måde, og fotografi er jo også om at finde de usædvanlige vinkler på ting.

Der er flere billeder fra mine eksperimenter i albummet med den fantasifulde titel E09.

E09

Kommentarer er altid meget velkomne, specielt til, hvad det kunne være det 3. billede, som jeg skal deltage med.

Makrofotografering - omvendt objektiv

Efter at jeg for nyligt havde skrevet lidt om objektiver til makrofotografering, gik det op for mig, at jeg faktisk selv havde eksperimenteret med at vende en linse om. Det, som jeg brugte, var så vidt jeg husker et ganske almindelig 50mm objektiv.

Nikon D70, Nikkor 50mm 1.8 D, objektiv omvendt

Nu skal det jo ikke være nogen quiz, så jeg afslører gerne, at der er tale om spidsen af en stift-blyant. Man skulle måske tro, at jeg har været ved at beskære billedet for at komme så tæt på, men det har jeg ikke (jeg har lige dobbeltchecket, for jeg troede ærligt talt heller ikke selv på det, men den er god nok).

Nikon D70, Nikkor 50mm 1.8 D, objektiv omvendt

Samme blyant, bare lidt længere fra. Her bemærkes den kraftige vignettering - objektivet kan simpelthen ikke fylde hele billedfladen ud med lys, når det holdes bagvendt.

Nikon D70, Nikkor 50mm 1.8 D, objektiv omvendt

Det sidste billede, som jeg tog dengang, viser også, hvor tæt man kan komme på - skulle man være i tvivl, så er det altså en tast på et tastatur. På alle tre billeder bemærker man en udpræget mangel på konstrast, og nogle fokuseringsudfordringer.

Den manglende konstrast skyldes i høj grad, at jeg holdt linsen løst i hånden foran kameraet, og at der derfor kom en del falsk lys ind - havde jeg fået fat i en "omvende-ring", så havde det helt sikkert være væsentligt bedre. Den manglede skarphed skyldes dels, at der så godt som ingen dybdeskarphed er, og så igen det faktum, at opstillingen var ret så interimistisk.

For sammenligningens skyld, så har jeg forsøgt mig med et par billeder med mit makroobjektiv:

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm, 3s F11 IS0200

Jeg har ikke det samme tastatur, men jeg har prøvet at ramme vinkel og belysning så godt, som jeg nu kunne, for at gøre sammenligningen så reelt som mulig. Billeder er tæt på 1:1 i reproduktionsrate, og så kan man vist selv regne ud, hvad det omvendte objektiv kan præstere.

Dog kunne jeg ikke dy mig for, at prøve at se, om det kunne gøres bedre:

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm, 8s F11 IS0200

Om det er der vist kun at bemærke, at støvet ikke sidder på frontlinsen - så det må være støj fra sensoren... :-).