Nikon DX format makroobjektiv

Hvis man følger lidt med på Nikon-fronten, så vil man vide at der lige nu er en hel del snak om det nye kamerahus, som Nikon kommer med - bevares, det er da også imponerende, men faktisk så synes jeg, at den anden nyhed er langt mere bemærkelsesværdig: Nikkor AF-S DX Micro Nikkor 85mm F3.5G VR.

Lige for nyligt skrev jeg om forskellige muligheder for makrofotografering, og talte i den forbindelse om det 105 mm makro objektiv, som jeg har (det er et AF-S VR Micro-Nikkor 105mm f/2.8G IF-ED). Nu hvor jeg har det, så bliver det nok ikke erstattet, men jeg må sige, at jeg nok ville give det nye objektiv en seriøs overvejelse, hvis jeg skulle tage beslutningen i dag. Og det er af flg. grunde:

1. Mit nuværende kamerahus har en sensor i DX format (det er Nikon D70), og det vil mit næste hus nok også have. Der er mange fordele ved DX formatet, og en af dem er bestemt en fornuftig ydelse til en gunstig pris. Jeg kan derfor reelt ikke udnytte et FX objektiv som 105mm fuldt ud.
2. 105mm er lige langt nok på et DX hus - der er 85mm langt mere anvendeligt til andet end makro.
3. Arbejdsafstanden ender op med at blive sammenlignelig for de to objektiver (85mm fokuserer en anelse tættere, men er til gengæld en del kortere). Til makrofotografering med et DX hus vil de derfor have sammenlignelig ydelse.
4. 85mm DX objektivet vejer (og fylder) ikke nær så meget som 105 mm FX objektivet.
5. Det er altid svært at gætte priser, men det ville være naturligt, hvis det mindre objektiv også blev billigere - og så vidt jeg kan vurdere på den anbefalede udsalgspris på ca. 500 GBP, så kommer det nok til at holde stik.

Hvis man har et Nikon kamerahus med DX-format sensor, og er interesseret i makrofotografering, så er det nye objektiv altså bestemt værd at holde øje med - om det så levet op til de høje forventninger, som man som jeg kan have, ja, det må fremtiden (og de fremtidige anmeldelser) vise.

Forskellen på en fotograf...

Jeg var ude i dag for at prøve at fange det første lys, og her opdagede jeg forskellen på en fotograf og en tilfældig "turist". Begge slags har kamera på maven, men en fotograf bærer også rundt på et stativ!

Det med stativet gav jo i høj grad sig selv, for der er jo ikke så meget af det første lys.

Til gengæld er det så ikke lige meget, hvor man står, når man fotograferer det - og specielt rundt om vores søer er lodsejerne meget bevidste om, hvad der er deres. Jeg mødte en af dem her til morgen, og det var faktisk en overraskende positiv oplevelse - hun havde bemærket mit stativ, og var vist ikke så lidt stolt over, at en "fotograf" synes at det sted var smukt nok til at være et billede værd. Vi fik i hvertfald en lang snak, og jeg fik flere tips til andre gode steder.

Og billederne? Ja, nu må vi lige se - det første lys er rigtigt godt lys, men det er også meget vanskeligt lys, for dels spænder det vidt i farvetemperatur, og dels så spænder det også vidt i intensitet - skal man fange det, så kan det godt kræve et par forsøg, og i dag var jeg mest ude for at rekognoscere.

Makrofotografering - objektiv

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg kan lide makrofotografering. Det er svært at sige, hvad der lige gjorde det; noget af forklaringen er helt sikkert, at det er svært, for så kan man være stolt af resultaterne, når de viser sig - men en anden del er helt sikkert også, at det er noget små-pilleri, som man i virkeligheden kan sidde og nusse med: en solrig eftermiddag på græsplænen bliver pludselig spændende af, at man lægger mærke til humlefluens karakteristiske flyvemønster, eller også det drama, som udspiller sig imellem græsstråene, hvor en deling myrer prøver at bjærge en død ørentvist.

Som med så mange andre ting her i livet, så startede det med et heldigt tilfælde, nemlig dette billede:

Nikon D70, Nikkor 70-300mm G @ 300mm, 1/350s F8 ISO400, beskåret

Billedet er fra april 2005, og som man kan se af noterne, så er det taget med et tele-zoom. Jeg var ramt af forårskådhed, og var derfor ude for at prøve at fange nogle af de mange forårsblomster, som den tidligere ejer har beriget vores have med. Et godt trick, når man skal fotografere noget, er at komme i "øjenhøjde" med det, og det gælder også for forårsblomster. Den lange brændvidde blev valgt, for at få en lav dybdeskarphed, så blomsterne kunne blive isoleret fra baggrunden. Bien var et rent tilfælde, og det var heldigt, at jeg fik den med i billedet, for jeg vil sige, at det er den, som gør billedet interessant.

Der er mange telezoom som faktisk giver helt fine reproduktionsrater (det er en anden måde at sige, at man kan "komme tæt på" - der er (selvfølgelig) mere i det, end bare at komme tæt på, men det må blive en anden gang). Den lange brændvidde gør også, at man får en god arbejdsafstand til det, som man vil fotografere, og mange fotografer har såmænd startet med telezoom med gode makroegenskaber (og jeg kender flere, som er så godt tilfreds med resultaterne, at de aldrig er kommet videre!). Hvis du er så heldig at have sådan et telezoom, så prøv endelig om ikke også det kan bruges til makrofotografering. Jeg skylder måske i den forbindelse at understrege, at Nikkor 70-300mm G objektivet, som jeg brugte ovenfor efter min mening ikke hører til den kategori, og billedet er da også godt beskåret.

Hvis man vil endnu tættere på, så er der en række muligheder: Man kan benytte sig af nærlinser, som populært sagt svarer til at give sit objektiv briller på - man kan benytte sig af mellemstykker, eller mere ekstremt af bælge, som udnytter det faktum, at jo længere afstand man kan få imellem objektiv og billedplan, jo tættere på kan man fokusere (det er derfor, at mange linser bliver længere, når man fokuserer tættere på - andre linser benytter sig af at reducere brændvidden ved tættere fokusering). Et lettere ekstremt trick (som jeg ikke helt forstår, hvorfor virker) er at vende linsen om, og her er tommelfingerreglen, at jo kortere brændvidde, jo større forstørrelse.

Man skal gøre sig klart, at et objektivs linsesystem i høj grad er et velafvejet kompromis, og at man med ovenstående i nogen grad bevæger sig ud af det område, hvor objektivet er designet til den bedste ydelse. Dermed ikke sagt, at det ikke kan blive godt, for i de fleste tilfælde bliver det faktisk endog virkeligt udemærket - det største problem er i virkeligheden det naturlovsbundne faktum, at man hurtigt mister lys: ved at gå tæt på, så bliver "marmeladen smurt tyndt udover brødet".

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm, 1/60s F16 ISO200, flash

Jeg valgte dog efter mange overvejelser og lang tids opsparing, at gå en helt fjerde vej, nemlig det dedikerede makroobjektiv - her får man at løsning, som er designet til at yde sit bedste, når man fokuserer tæt (og så man får såmænd også lov til at betale godt for det!) - det hjælper dog ikke på, at lyset ifølge naturloven er sparsomt. Det objektiv, som jeg valgte, var et AF-S VR Micro-Nikkor 105mm f/2.8G IF-ED for nu lige at tage hele dens tungekrøllende navn med. Der en del ting, som man her kan hæfte sig ved:

105mm er et kompromis - kortere brændvidde ville give et langt mere håndterbart objektiv, men længere brændvidde ville give en bedre arbejdsafstand, hvilket specielt ved fotografering af insekter og andre ting, som kan forskrækket, faktisk vil være en fordel.

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm, 1/60s F16 ISO200, beskåret

Objektivet kan levere en 1:1 reproduktionsrate, men ved noget kortere brændvidde og noget mindre blænde end specifikationerne antyder. 1:1 opnås ved ca. 30 cm afstand, og da objektivet selv fylder en del, så ender arbejdsafstanden (dvs. pladsen fra foran foreste linse og til fokusplanet) på ca. det halve.

Man bemærker også at objektivet har billedstabilisering, og hånden på hjertet, så tror jeg faktisk at det er temmelig værdiløst ved 1:1, men jeg er sikker på, at det har reddet mig, når man går knapt så tæt på. Mere overraskende er det nok, at jeg med succes har udnyttet den udemærkede, indbyggede fokusmotor sammen med kameraets autofokus - bevares, stadig på længere afstand, og med stærkt svingende resultater, men det har faktisk af og til gjort forskellen. Man kan "låse" objektivet, så det ikke prøver at fokusere tæt på (det kan være temmelig tidskrævende), og hvor har jeg mange gange ønsket mig, at det modsatte også kunne være tilfældet: når autofokusen "snubler", så er det langt ud til uendelig og tilbage igen...

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm, 1/250s F16, beskåret

Vil jeg så anbefale andre, at gøre som jeg, og købe sådan et objektiv? Ja, helt bestemt, hvis du deler min fascination af makrofotografering.

Men jeg må også lægge hånden på hjertet og indrømme, at der gik lang tid førend, at jeg kunne tage billeder med det objektiv, som var bedre end (eller bare kunne måle sig med) dem som min bror tog på macro-programmet med hans lille lommekamera - og det kostede under en tredjedel, og det uden at regne kameraet med! Den lille sensor og den korte brændvidde som lommekameraer har, er nærmest ideel til makrofotografering.

Ligeledes så findes der, som nævnt overfor, fine makromuligheder i mange telezooms, og der ville jeg helt klart starte, hvis jeg skulle gøre det om. Også selvom jeg personligt nok stadig ville ende med at købe et makroobjektiv alligevel ....

Matchrace

I sidste uge var der et arrangement i vores medarbejderforening for fotointeresserede, og i den forbindelse var vi nogle, som blev sendt ud med den opgave, at indfange kampen og dramatikken i matchrace ved Danish Open 2009, som blev afholdt udenfor Marselisborg havn (arrangementet var en del af World Machtracing Tour).

Nikon D70, Nikkor 70-300mm G @ 180mm, 1/1000s F8 ISO200

I matchrace kæmper mandskaberne to og to om at komme først, og den gamle sandhed om, at man kan komme først på to måder: dels ved at være hurtigst, og dels ved at sørge for at de andre er langsommere, kommer virkelig til sin ret her. Det er lige gyldigt, hvor meget man kommer først, bare at man kommer først, og man vil derfor dels se bådene ligge og "dække hinanden af", for båden som er forrest vil hellere sørge for at bevare føringen ved at have præcis samme vind som den anden båd, fremfor at tage chancer i forsøget på at finde den gode vind - og dels vil man se en masse manøvrering for at afskære den anden båd, eller tvinge den til at have ufordelagtige manøvrer. Der sejles derfor af og til meget tæt - og af og til ligger bådene også næsten stille.

Nikon D70, Nikkor 70-300mm G @ 300mm, 1/1000s F8 ISO200

Med til spillet hører bestemt også, at prøve at få den anden båd til at overtræde reglerne, og dermed ifalde en straf (mens vi var der, var der dog kun to både, som sejlede sammen, hvilket siger en hel del om, hvor dygtige sejlerne var!)

Dommerne sejler med hvert bådpar, og afgører evt. protester udenvejs - straffen vil typisk være, at man skal foretage en fuld vending, og det skal ske inden at man passerer målstregen. Da der sejles så tæt, og tingene sker så hurtigt, så er der en hjælpedommer (en slags linievogter) med hver båd, og vedkommende står bagest.

Nikon D70, Nikkor 70-300mm G @ 300mm, 1/1000s F8 ISO200

Det var en god dag, den lørdag formiddag, hvor vi var der; vejret var helt perfekt, og folk sad på molen og hyggede sig. Matchrace skulle også være en af de mere publikumsvenlige former for sejlads, i det der sejles to eller flere gange rundt om to bøjer, og den ene bøje kan lægges tæt på land - og samtidig var der som regel tre bådpar i gang med at kæmpe på samme tid.

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 10mm, 1/750s F8 ISO200

Før pausen havde "topmærket" været placeret ca. hvor båden til venstre i billede befinder sig - billedet er taget i pausen, og da vinden havde vendt sig en smule, så flyttede man topmærket tættere på østhavnen.

Da vi fik opgaven, sad jeg godt nok og var noget forbeholden, for jeg kunne godt regne ud, at vi nok fik brug for vores tele-objektiver, og mit telezoom er det absolut ringeste af alle mine objektiver: Nikkor 70-300mm G. Bevares, det kostede heller ikke ret meget, og jeg vidste præcis, hvad jeg købte i sin tid; filosofien var også, at det var bedre at have noget, som kunne tage billeder nu, end at ikke at få taget billeder, medens jeg gik og sparede sammen.

Til sammenligning, så tog jeg de sidste par billeder med mit noget dyrere makro-objektiv, og jeg synes selv, at de rent teknisk er meget bedre (og det til trods for at blænde 8 og fuld solskin er optimale forhold for telezoomet):

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/750s F8 ISO200

Det kunne godt være, at jeg skulle se at få den tele opdateret. Jeg vil nok købe en 70-300mm VR, velvidende at der findes langt bedre telezoom - men dels er prisen langt mere overkommelig, og dels så er objektivet en hel del lettere end alternativerne.

Som et par afsluttende bemærkninger, kan jeg lige nævne, at billederne, ganske usædvanligt for mig, blev taget direkte som JPG billeder - min vurdering var, at det var bedst, når vi nu engang skulle diskutere billederne umiddelbart efter - men en anden gang vil jeg nok ikke gøre det igen; RAW giver langt bedre muligheder for at få et godt slutresultat.

Og så kan jeg ikke lade være med at bemærke, at Sunny 16-reglen også nogenlunde er overholdt i ovenstående billeder - og det "tilfældigt", for jeg målte faktisk lyset undervejs.

PS: Der er flere billeder i albummet, som sjov nok også hedder Matchrace

Light: Science & Magic

For snart et års tiden siden faldt jeg over en anbefaling af bogen Light: Science and Magic: An Introduction to Photographic Lighting af Steven Biver, Paul Fuqua og Fil Hunter. Jeg havde allerede en håndfuld fotobøger, som jeg har lært meget af, og mente nok at have hørt historien om det grundlæggende tit nok; derfor havde jeg egentlig også besluttet mig for, at jeg ikke ville købe flere bøger om fotografering. Men anmeldelsen priste dels denne bog i høje toner som værende en klassiker, dels lovede den, at bogen ikke var om fotografering som sådan, men kun om belysning. Så jeg bed på - belysning er noget, som jeg aldrig har forstået, så det kunne vel ikke skade.

Hvorvidt det er klassiker skal jeg ikke kunne sige, men jeg vil godt skrive under på, at det ikke er en fotobog som sådan: der står rent faktisk ikke noget om kameraer, objektiver, lukkertider, blænder, dybdeskarpheder el.lign. Hvis man med andre ord ikke mener, at man er fortrolig med sit udstyr, dets betjening og muligheder, så skal man ikke tro, at denne bog kan hjælpe en. Man skal heller ikke købe den fordi, at man tror, at der er flotte billeder i, for alle billederne er udvalgt for at være instruktive og ikke for at være imponerende. Det er kort sagt en fagbog om fotografisk belysning, og den er tro imod den afgrænsning.

Undertitlen er "Science & Magic", og det er egentlig nok lidt misvisende, hvis man læser det ganske ordret. Om videnskabsdelen siger de f.eks. selv flg.:

We could offer you mathematical formulas to calculate an acceptable distance between the light and the subject at any given angle (and for any given acceptable side-to-side exposure error), but you would not use the formulas because you do not need them. The human eye is good at judging the acceptable compromise distance, provided the photographer is aware of the potential from the start. (s.58)

Og det er faktisk ånden i bogen - der er ingen lange udredninger om kvantemekanik eller bølgeligninger, for der er ingen brug for det. Der refereres til regler som f.eks. at intensiteten af lys aftager med kvadratet på afstanden, men det med den samme selvfølgelighed, som man ville omtale vægt og tyngdekraft; det jo af noget, som vi alle har en glimrende hverdagsforståelse af, uden dermed at kunne Newtons eller Einsteins ligninger til fingerspidserne.

Magien er det faktisk også så som så med, for alt er grundigt forklaret undervejs, og det i et letforståeligt sprog. Bevares, der er faktisk tit, at man oplever at sidde med en "nå, på den måde"-følelse, så det er ikke fordi at ambitionerne mangler.

Men det stadig en fagbog, og den kommer overraskende vidt omkring - jeg er på anden gennemlæsning nu, for jeg blev forledt af, hvor nemt læst den rent sprogligt er, til at undervurdere hvor vigtigt indholdet er, og hvor mange informationer der reelt er i teksten. De siger stort set kun tingene en gang, og derfor skal man gøre sig umage med at give sig tiden til at lade det synke ind.

Bogen har flg. kapitler:

1. How to learn lighting
2. Light: The raw material of photography
3. The management of reflections and the family of angles
4. Surface appearances
5. Revealing shape and contour
6. Metal
7. The case of the disappearing glass
8. An arsenal of lights
9. The extremes
10. Traveling light

De fleste af kapitlerne indhold giver sig selv, men det bør lige nævnes at kapitel 8 er om belysning ved portrætfotografering, og kapitel 9 er om belysning, når man fotografer andre vanskelige motiver (udover dem, som har fået deres eget kapitel), som f.eks. er hvid-på-hvid eller sort-på-sort. Kapitel 10 prøver at behandle problemstillingen med belysning udenfor en studiosammenhæng, for det er begrænset hvor meget lys, man rent faktisk kan slæbe med.

Personligt synes jeg, at kapitel 8 og 10 falder lidt udenfor. Kapitel 8 om portrætter er på mange måder alt for konkret til at være i denne bog, og på den anden side kan et enkelt kapitel ikke rigtigt yde emnet fuld retfærdighed. Det er godt skrevet og fuld af information, men man sidder tilbage med følelse af, at det er noget, som de har skrevet fordi at de ikke følte, at man kunne skrive en bog om fotografisk belysningen uden også at snakke om portrætfotografering. Eller sagt på en anden måde: hvis din interesse hovedsageligt retter sig imod portrætfotografering, så findes der bedre bøger om det emne.

Kapitel 10 om "lys på farten" er på mange måder et kapitel, som prøver at spænde over mere end pladsen tillader, og resultatet er, at det bliver lidt tyndt. Bevares, der er da fuld af gode råd, som f.eks. at passe på med at blande lyskilder med forskellig farve, men det ender med at være lidt spredt fægtning.

Hvad kan man så forvente sig efter at have læst bogen? Tager man bedre billeder? Næh, det synes jeg nu ikke, at jeg kan påstå, at jeg gør. Eller måske snarere "måske", for bogen har rent faktisk gjort en forskel: nu kan jeg bedre forstå, hvad som virker - og i nogen grad hvorfor. Tag f.eks. denne lille artikel om et iøvrigt glimrende billede af nogle martiniglas inkl. forklaring af, hvordan det er lavet: det er som taget direkte ud af kapitel 7, og kapitel 7 forklarer faktisk ganske glimrende, hvorfor det bør gøres på den måde, som artiklen beskriver. Efter at have læst bogen, så har jeg med andre ord alle de elementer, som teknikken i dette billede består af - om jeg så ville formå selv at regne det ud, er en anden snak...

Ville jeg så købe bogen med den viden, som jeg har i dag? Ja, faktisk, men det er i høj grad fordi at jeg er typen, som bruger lang tid på at læse how-to's om lyssætningen på nettet (som i eksemplet med martiniglassene ovenfor), og bogen forklarer det "hvorfor", som der ikke er tid til at forklare, når man på nettet fortæller om "hvordan". Men, som jeg startede med at sige, så er det bestemt ikke den første bog, som jeg ville købe.

Alt i alt en glimrende bog, som jeg godt vil anbefale - bare man husker at den er en fagbog.

PS: Bemærk at ovenstående links er Amazon Associate links - hvis du køber noget hos Amazon under et besøg startet med sådan et link, så giver de mig i størrelsesordenen af 5% i "henvisningsgebyr"; men så vidt jeg kan se, så påvirker det ikke den pris, som du skal betale. Mellem os, så har jeg beholdt mit dagjob - for ovennævnte bog vil det svare til en tier, og det er selvfølgelig B-skatte-pligtigt, så tilbage bliver nok kun, hvad der svarer til en høkerbajer. Til gengæld kan jeg med god samvittighed bruge billederne af forsiden af bogen :-).

Vidvinkel

Jeg har altid haft det sådan, at jeg ikke kan komme tæt nok på, når jeg tager billeder. Tæt beskæring, lav dybdeskarphed og gerne tele eller makro. Det er nok også derfor, at et vidvinkel-objektiv aldrig har stået særligt højt på min ønskeliste; men kort for sommerferien stak en djævel i mig, og jeg anskaffede mig et vidvinkel-zoom alligevel.

Hvad er vidvinkel så? Ja, man kan komme med en teknisk forklaring, men som med så mange andre definitioner indenfor fotografering, så ender den med et "fordi jeg siger det" (der findes endda et ord for det - det kaldes for et aksiom :-) ).

I stedet vil jeg hellere gå den anden vej - vidvinkels modsætning er tele, og "tele" betyder jo noget med "fjern", så tele-objektiver trækker det, som er langt væk, tæt på. Det er som at kigge i en kikkert, og når man kigger i en kikkert, så bliver synvinklen meget snæver og perspektivet bliver næsten væk.

Vidvinkel er så det modsatte - det som er tæt på, skubbes langt væk. Det svarer til at kigge den forkerte vej i en kikkert, og synvinklen bliver meget bred og perspektivet bliver overdrevet.

Men i stedet for at bare at snakke, så kunne jeg jo vise nogle af mine billeder frem, i håbet om, at der er nogen, som kan lide dem.

Det helt klassiske motiv for en vidvinkel er landskab. Formatet er liggende (også kaldet "landscape"!), og kompositionen er forgrund, mellemgrund og baggrund:

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 10mm, 1/350s F8 ISO200

I det ligger der næsten imellem linjerne, at man ikke kan tage et landskabsbillede på højkant, men jeg prøvede alligevel:

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 24mm, 1/350s F8 ISO200

Billederne er fra Hammershus på Bornholm; mon ikke det går med endnu et par derfra?

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 10mm, 1/350s F8 ISO200

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 16mm, 1/350s F11 ISO200

Læg mærke til stien, som laver en S-kurve - det er en af de klassiske kompositioner, og det leder naturligt øjet op til tårnet i midten.

Men vidvinkel kan også bruges til at andre landskaber end de store vidder, som det ses på disse to billeder med morgenstemning fra kyststien imellem Gudhjem og Melsted.

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 24mm, 1/20s F16 ISO200

For begge billeder gælder det, at pladsen var trang, og derfor var det ikke muligt at gå lidt længere væk.

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 10mm, 1/4s F16 ISO200

Læg mærke til stien - når man går ad den, så har man opmærksomheden rettet imod det, som ligger lige foran en, og derfor er det overdrevne perspektiv, som en vidvinkel giver, faktisk bedre til at formidle fornemmelse af at være der, end hvis billedet var taget med en mere normal brændvidde.

Vidvinkel bruges også klassisk til arkitektur, og kan også bruges indenfor, som dette billede fra Kronborg viser:

Nikon D70, Nikkor 18-70mm @ 18mm, 1/30s F3,5 ISO800

Jeg indrømmer gerne, at billedet er blevet mere rodet end godt er; specielt pigen lidt til højre for midten, som har travlt med at løbe ud af billedet, kunne jeg godt have undværet - men temaet her er vidvinkel, og her formidler en vidvinkel størrelsen af salen glimrende (synes jeg...).

Wired skrev fornyligt, at en af de ting, som de godt helt kunne undvære indenfor fotografering, var vidvinkel billeder taget på højkant og med overdrevnet perspektiv - så lad os kommer væk fra landskabet og arkitektur, og se nogle eksempel på vidvinkelbilleder på højkant. Personligt synes jeg, at de - med et moderne udtryk - holder, men jeg hører gerne meninger både for og imod.

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 22mm, 1/180s F16 ISO400

Monrad og Rislund sagde på et tidspunkt noget i retning af: "...et hul er defineret som ingenting med noget udenom", og mange billeder er kendetegnet med at være noget med "ingenting" udenom. Om dette billede var der en som bemærkede: "Først ser man et billede af en tom strand, men følger øjnene strandkanten, og pludselig opdager man de to drenge" - den kommentar var jeg rigtig glad for, for det var også sådan at billedet var tænkt. Billedet er fra Svinkløv, og har man været det, så ved man at stranden er stor.

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 10mm, 1/350s F16 ISO400

Her ser man tydeligere det overdrevne perspektiv, men jeg håber, at vinklen formidler en følelse af at være midt i det, som sker. Vi stod lige op ad hinanden kort før billede blev taget, og så vendte han sig og tog et skridt frem.

Når man skal fotografere børn, så får man tit det råd, at man skal sætte sig lidt på afstand med en tele, så de ikke bliver forstyrret. Tjo, men hvordan ville du have det med en, som sad lidt på afstand og pegede på dig hele tiden? Vidvinkel har den fordel, at det næsten kan kigge om hjørner, og når man kommer helt tæt på, og peger "lidt ved siden af", så mister børn (og voksne!) hurtigt interessen - det er som om, at de tænker: "Nu sidder han igen og roder med sit kamera - hvor kedeligt!", og så går de uanfægtet videre med det, som de ellers var igang med. Så jeg vil sige, at vidvinkel kan være endnu bedre til billeder af børn (i hvertfald indtil de opdager, at man også kan blive fotograferet på den måde - og det kommer nok hurtigt, for dumme er de jo ikke).

Overdrevent perspektiv, det er der sørme også i næste billede:

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 10mm, 1/250s F8 ISO200

I bunden af billede, der kigger man næsten vandret - og i toppen ligger man nærmest lige op! Det kan måske være lidt svært at opfatte, og jeg tror i virkeligheden, at når man står med et vidvinkelbillede som dette, så tror jeg, at man skal se det tæt på - så tæt på, at man ikke kan se mere end den ene halvdel af billedet. Sådan føler jeg det også tit med panorama-billeder: de virker bedst, når man kan scrolle hen over dem, og på den måde se dem lidt ad gangen. Hvis du kan, så prøv selv at scrolle lidt op og ned, så man først ser den ene halvdel og derefter den anden halvdel af billedet.

Det, som jeg gerne ville formidle her, var fornemmelse af, at drengen var kravlet langt op i træet.

Følelsen af at være med, synes jeg også fremgår af dette billede fra sidste efterår:

Canon IXUS 800 IS, 5.6mm, 1/125s F2.8

Sådan husker jeg også min barndom - vi sad hele efteråret oppe i æbletræerne og spiste æbler! :-)

Guldhale

Efter at jeg købte mig en makrolinse til mit kamera, så har jeg udviklet noget af en passion for sommerfugle. Ikke sådan at forstå, at jeg vandrer rundt i naturen, men jeg holder til gengæld et godt øje med, hvad der rører sig i haven. Og det er efterhånden blevet til en del billeder af sommerfugle, hvor de alle, med enkelte undtagelser, netop er taget i min egen have.

Stor var min glæde da også i fredags, da jeg opdagede en for mig ukendt sommerfugl, som sad i vores sene hindbær.

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/125s F8 ISO200

Jeg har brugt en del tid på nettet for at bestemme arten, og jeg er temmelig overbevist om, at det må være tale om en guldhale (Thecla betulae). Det var en yderst tålmodig sag, som gerne lod sig fotografere - faktisk var den så tålmodig, at jeg på et tidspunkt kom til at røre ved den, og det eneste der skete ved det var, at den trak vingerne lidt tilbage.

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/180s F8 ISO200

Bemærk i øvrigt det lille buk, som den har på vingetippen - jeg lagde først selv mærke til det, da jeg kiggede billeder igennem bagefter.

Den sad længe i den samme blomst, men selvom jeg kiggede til den flere gange og senest i skumringen, så foldede den aldrig sine vinger ud - det ville ellers have været noget af en overraskelse for mig, for guldhaler er mørkeblå til sorte på overvingen. Desværre var den væk næste dag, og jeg har ikke set den siden.

Guldhalen har kun en generation om året, og den flyver normalt sent - i Danmark netop her i august. Den findes hovedsagelig på Nordsjælland, Sydfyn, og så her i Østjylland.

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/125s F8 ISO200

I Felthåndbogen beskrives guldhalen som relativt sjælden, og svær at opdage, da den normalt holder sig oppe i trætoppen. På DMU's rødliste karakteriseres den som sårbar til moderat truet.

Jeg har valgt at lægge en halv snes billeder ud på nettet - de ligger sidst i mit efterhånden meget store album med makrobilleder - og ellers så man kan finde dem ved hjælp af tagget Thecla betulae