Bokeh

Et af de mere interessante begreber indenfor fotografering er "bokeh" og det dækker over noget, som i virkeligheden er nemt at overse, men som alligevel kan betyde meget for, hvordan vi opfatter et bilede.

Ordet kommer fra japansk, hvor det betyder noget i retning af uskarphed eller dis, og den lidt pudsige stavemåde stammer fra amerikansk - på dansk ville vi nok skrive det "boke", men så vil amerikanere få det helt galt i halsen rent udtalemæssigt. Og uskarphed er netop det, som det handler om - eller måske rettere karakteren og kvaliteten af uskarpheden. For lige så vel som objektiver kan tegne mere eller mindre skarpt, så kan de også håndtere det, som ikke står skarpt, mere eller mindre godt.

Et teknisk perfekt objektiv vil tegne et uskarpt punkt som en perfekt cirkel med en skarp kant (eller rettere afbilde formen på blænden, hvad kan udnyttes kreativt). I praksis vil man nok foretrække at kanterne bliver tonet ud, hvilket reelt er en optisk fejl, men en fejl, som gode objektiver er konstrueret til at have.

Men det er et spørgsmål om smag og behag - og som eksempel kan jeg ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om de uskarpe dele af dette billede:

Nikon D70, Nikkor 70-300mm VR @ 300mm, 1/350s F5.6 ISO200

På den ene side, så virker det helt forkert, men på den anden side, så er effekten nærmest malerisk.

At begrebet er vigtigt kan ses af, at der findes objektiver, som kan ændre på karakteren af bokeh, f.eks. AF DC-Nikkor 105mm f/2D (se her for billedeeksempler) - DC står for "Defocus Control" og er i virkeligheden Nikons forsøg på at oversætte bokeh...

500 fotografer...

Den hollandske fotograf Pieter Wisse er startet på et projekt, som han kalder "500 Photographers" - om det skriver han selv:

500 photographers is a weblog that posts 5 active photographers a week for 100 weeks. The photographers can be from any discipline within the photographic range, but they have to be worth looking at and have a certain level of quality. When we get to number 500, we will have a deep database of great photographers.

Det projekt tror jeg, at det er værd at holde øje med - indtil videre ser det i hvert fald lovende ud. I skrivende stund er han nået til nr. 20, så man kan stadig nå at være med...

Resultater

Jeg har på det seneste deltaget i nogle af de "Challenges" som findes på dpreview.com. I starten gik det meget godt, men efterhånden er jeg faldet ned i midterfeltet; om det skyldes mangel på evner eller mangel på kritisk sans vil jeg lade jer andre dømme om, for grunden til at jeg skriver om det er, at jeg tror at der måske er noget mere generelt i det.

Men lad os lige se billederne og resultaterne - jeg linker også til selve konkurrencen, hvor billeder er sorteret med de bedste først - det er bestemt også et klik værd (tallene i parentes er hhv. gennemsnitkarakter, placering i procent (100%=sidsteplads) og antallet af topkarakterer (som er 5 "stjerner")):

Small white

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har udviklet lidt en passion for at fotografere sommerfugle, så jeg måtte med i denne udfordring. Billedet af den lille kålsommerfugl med spejling i mit stuevindue er en gammel favorit, men nok også det af mine sommerfugle billeder som var det mest usædvanlige. Tankevækkende er det, at jeg kun tog to billeder den dag, inden jeg slap den ud - og det andet er absolut rædselsfuldt.

Nr. 29 ud af 200 (2.8/15%/2 top-karakterer) i "Butterfly/Butterflies"

The ice is NOT safe

Udfordringen her var at have fotograferet et tilfældigt fund på sin vej - det måtte ikke være et arrangeret foto; det skulle være noget, som man bare var kommet forbi og lagt mærke til. Jeg var lige kommet forbi stedet ved Skanderborg Sø, hvor der stod at isen generelt var sikker, men at man skulle udvise almindelig forsigtighed og omtanke - det var der åbenbart en, som ikke havde gjort.

At det lige blev skoen som kom med i udfordringen, var nok lidt en tilfældighed - det interessante fund er noget, som jeg godt kan lide at fotografere, og det deler jeg sandsynligvis med mange andre.

Nr. 24 ud af 148 (2.5/16%) i "A coincidental finding".

Autumn leave

Udfordringen her var lidt anderledes i det, at der ikke som sådan var noget tema - man skulle bare finde to billeder som repræsenterede forskellige sider af en som fotograf, og tanken var så, at man kunne få dem holdt op imod hinanden.

Vandbladet, som jeg kalder billedet på dansk, har jeg tidligere brugt i en fotokonkurrence i mit firma, og det er et billede, som jeg selv synes godt om. Jeg må dog indrømme, at det fremkom ved det "uheld", for jeg kom faktisk til at skrue den forkerte vej på lukkertiden...

Jeg hæfter mig her ved, at det er den højeste gennemsnitskarakter af alle mine billeder; enten har karakterene siddet meget løst, eller også har konkurrencen været hård.

Nr. 86 ud af 198 (2.9/43%) i "Two Sides of Self"

Abandoned bike

Det andet billede, som jeg deltog med i den udfordring, kom fra min serie om forladte cykler. Det var et af mine første forsøg på sort/hvid fotografering siden ungdomsskolen engang i forrige årtusinde, og er jeg også ekstra glad for, at to bedømmere har fundet det værd at give topkarakter. Det må jeg arbejde mere med.

Nr. 125 ud af 198 (2.7/63%/2 top-karakterer) i "Two Sides of Self"

Frozen bubbles

Dette billede kom mest med på afbud. Udfordringen var at lave makro af "inanimate" objekter, og det misforstår jeg som "ikke-dyrisk", men det betyder i virkeligheden livløs. Jeg fik derfor mit førstevalg diskvalificeret ... og så blev jeg stædig - og det gik nok ud over dømmekraften, for jeg har ikke rigtigt dyrket det livløse som makro-tema.

Karakteren er egentlig ganske flot alt taget i betragtning, for billedet er altså noget slapt: farverne er fine, og motivet er usædvanligt, bevares, men kompositionen er ringe og billedet efterlader en med en "...og hva' så?"-smag i munden.

Nr. 172 ud af 297 (1.9/58%) i "Experiments with macro"

Last ride of the day

Her var jeg på alle måder på udebane, for landskabsbilleder i sarte farver er bestemt ikke noget, som jeg gør det i. Sammenlignet med, hvad andre kunne formå at få ud af det tema, så er karakteren helt retfærdig - det er ikke særligt interesant, hverken motiv- eller farvemæssigt.

Det er ikke sidste gang at jeg vil prøve den genre, for jeg kan godt lide den slags billeder. Jeg bliver bare nød til at udfordre mig selv noget mere, for jeg mangler klart træning!

Nr. 113 ud af 149 (2.0/75%) i "Dramatic Light: Cool Image"

First butterfly

En udfordring om forårsbilleder, og så tænker jeg, at der må være fuld af forårsblomster, så jeg vil prøve noget andet- og da jeg så møder året første sommerfugl, så tænker jeg, at den er i vinkel. Men helt ærligt - et billede af numsen på et insekt - det kommer man ikke langt med. Billedet er et eksempel på to ting: for det første forvekslede jeg egen begejstring med almen interesse, og for det andet glemte jeg det med vitser: skal pointen forklares, så er det ikke sjovt!

Nr. 129 ud af 199 (1.7/64%) i "SPRING HAS SPRUNG!"

Kan man så konkludere noget af ovenstående. Tja, for det første så kan man vel konkludere, at smag og behag er svært at måle og veje - jeg har fundet tre dimensioner, og rangordenen bliver forskellig alt efter hvilken man vælger.

Men så alligevel - uanset hvilket kriterium man vælger, så er det tydeligt, at nogle billeder ligger i toppen og andre falder igennem. Jeg vil godt vove det ene øje, og prøve at sætte ord på: det er billeder, som er klare i deres opbygning og budskab - der er ikke noget støj i baggrunden; derudover så er der også noget med "wow"-effekten - billedet skal være ud over det sædvanlige, og må godt indeholde noget "hvordan gjorde han lige det?"-held.

Hvis man vil gøre sig bemærket som fotograf, så er skal man komme ud af den store middelmådighed - det er de få udsædvanlige billeder som tæller, og ikke det solide håndværk. Det skal der helt klart held til, men held er noget, som man selv må skabe. Eller som en på nettet formulerede det: "Stop taking pictures, start creating images!".

Brug din stemme

Bliver man god til at spille fodbold af at iklæde sig fantørklæde og besøge det lokale stadion? Bliver man en god elsker af at læse kærlighedsnoveller? Bliver man en god kok af at samle opskrifter fra ugebladene?

Det er vel rimeligt indlysende at spørgsmålet er retorisk ment: man bliver kun god, hvis man sørger for at få rigelig med praktisk erfaring - så kom ud på grønsværen, find en at kramme og se at få fingerne i bolledejen. Og sådan er det også med det at fotografere, så få støvet kameraet af og få taget nogle billeder!

En god måde at få udfordret sig selv og få noget praktisk erfaring, er at deltage i fotokonkurrencer - og det giver mest, hvis man i stedet for at kaste trawlet ud over harddiskens samling af gamle fotos, rent faktisk prøver at tage nogle nye billeder.

Nam namNikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/45s F5.6 ISO200

Selvom det er oplagt, at intet slår praktisk erfaring, så kan det være ganske fornuftigt at supplere den - så for at vende tilbage til et af de retoriske spørgsmål fra indledningen, så kan tiden på det lokale stadion i virkeligheden give et form for indblik i de taktiske aspekter af spillet og et overblik, som man måske ikke havde fået, mens man render rundt i højde med græsset.

På samme måde kan det være ganske inspirerende at se på andre fotografers billeder, og ganske lærerigt at læse (og genlæse) gode bøger om foto; og så fandt jeg i virkeligheden endnu en måde, og det fra en lidt uventet kant: jeg er begyndt at stemme i de såkaldte "challenges" hos dpreview.com. Der er ingen tvivl om, at der både snot og skæg, og det er da også fristende at skyde genvej ved at kigge i de afsluttede udfordringer, hvor de gode billeder har fået lov at boble op, og de mindre gode er sunket nedad - men det er altså først, når man selv skal til at stemme, at man bliver tvunget til at tage stilling.

Det er i virkeligheden igen et eksempel på forskellen på, bare at kigge på, og så på selv at være med. I selve det at tage stilling ligger nemlig kimen til en viden om, hvad man selv kan lide og hvad man selv synes falder igennem. Man kan gøre det alene, men det virker endnu bedre, hvis man kan gøre det sammen med andre, for så kan man blive nødt til at sætte ord på, hvorfor et billedet måske kun er en 2'er og hvorfor et andet netop har det, som retfærdiggør en 4'er (og det konkrete resultat er mindre vigtigt - det er vejen dertil, som er det interessante).

Personligt kan jeg se, at jeg ikke er glad for ligegyldige billeder - et billede skal være klart i sit budskab og meget gerne være overraskende (det er nok lidt ligesom med vitser - man ved det umiddelbart, når man møder en god en...). Samtidig kan jeg se, at jeg har svært ved at bære over med grov sjusk: som f.eks. åbenlys slap beskæring/komposition eller helt håbløs hvidbalance (det behøver slet ikke være perfekt, men der er altså nogle billeder, hvor det ganske tydeligt skinner igennem, at man mest af alt har været ligeglad). Men sådan er jeg...

Rigtigt interessant bliver det, når man bliver i stand til at træde et skridt tilbage, og spørge sig selv, hvor mange point man vil give sine egne billeder - og hvorfor, for det oplagte næste trin er så at overveje, hvad man kunne gøre for at få flere point ... og så prøve det! Det kunne være, at gå et skridt til siden, så baggrunden bliver bedre - eller det kunne være at komme igen en anden dag, hvor lyset er bedre - eller måske prøve uden blitz. Tit skal der ikke så meget til.

Årets første sommerfugle

I dag var en god dag, for i dag så jeg årets første sommerfugle. Selvfølgelig var det Nældens takvinge (Aglais urticae) som optrådte i hvert fald et halvt dusin eksemplarer (de er ret mobile for tiden, så det kan sagtens have været flere).

Årets første sommerfuglNikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/125s F11 ISO200

Hmm - ja, at kalde den for årets første, er jo faktisk forkert, for i virkeligheden er der tale om genbrug fra sidste år: Nældens takvinge overvintrer som origo, hvad jeg (desværre) fik bekræftet, at jeg midt i vinters måtte rode rundt i garagen for at lave plads til en elektriker - der overraskede jeg en som ellers have fundet et rigtigt godt sted at sove vinteren ud.

SolbadningNikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/125s F11 ISO200

Jeg synes også, at jeg ud af øjenkrogen så en enkelt hvidvinge, men det er måske mest ønsketænkning - de overvintrer som puppe, og kommer først i større tal lidt senere (dog er det muligt).

Jeg elsker billedstabilisering!

Engang for mange år siden sange Eddie Skoller "Jeg holder med Kina", og det er der sådan set ikke blevet færre grunde til senere - men nu er jeg jo foto-nørd, og så er det hovedsageligt i Japan, at det sker; og der sker virkelighed noget.

Et eksempel på, hvor meget det er sket, fik jeg, da jeg købte mig et nyt objektiv: et "AF-S VR Zoom-Nikkor 70-300mm f/4.5-5.6G IF-ED" for at være præcis, og præcis bør vi være i denne situation, for den afløser en "AF Nikkor 70-300mm f/4-5.6G" (er jeg den eneste, som ville ønske, at objektiver havde kodenavne - så vi havde noget mere mundret at kalde dem?).

Når man får et nyt stykke legetøj (og lad os bare være ærlige - der er jo det, som det er), så skal man jo se, hvad det kan. Og her var der godt nok nogle overraskelser i vente til mig.

Alle kender vel tommelfinger-reglen om, at man skal have en lukkertid i sekunder som svarer 1 over brændvidden i mm eller hurtigere, hvis man skal undgå rystede billeder, når man fotografer håndholdt. En 100mm skal altså helst holdes under 1/100s, og en 200mm skal helst holdes under 1/200s. Eller deromkring, for der er tale om en tommelfingerregel.

Men det var inden at objektiver med billedstabilisering ind i billedet. Begrebet "billedstabilisering" dækker over, at man med snedig teknik (sikkert noget med gyroskoper og piezo-elektriske mini-motorer) kompenserer for de rystelser, som man tidligere prøvede at kompensere for med de ultra-korte lukkertider.

Og mit nye objektiv har - i modsætning til mit gamle - indbygget billedstabilisering, så det skulle jeg lige afprøve:

NymåneNikon D70, Nikkor 70-300mm VR @ 300mm, 1/60s F5.6 ISO640, håndholdt

Bemærk data - jeg har ikke skrevet forkert; det er taget på en 1/60s. Håndholdt. Fritstående. Og så er det endda beskåret omkring 50% på hver led efterfølgende.

Det synes jeg er lettere sindsygt. Det burde slet ikke kunne lade sig gøre, også selvom jeg brugte alle de tricks, som jeg lærte, da jeg som dreng gik i skytteklub. Uden billedstabilisering burde jeg nok have haft en lukkertid, som var en 10-15 gange kortere.

Sådan opmuntret, så måtte jeg jo også lige prøve den såkaldte "aktive billedstabilisering". Det er mest en sælgerterm, og derfor renset for mening, som traditionen påbyder, men det dækker altså over, at billedstabiliseringen får lov at være mere pågående, hvilket specielt skulle være en fordel ved lavfrekvente rystelser, som fra motorer i f.eks. biler og både. Derfor tager jeg flg. billede ud af forruden på vores bil, mens den er i fart (bilen inkl. mig og kamera altså, ikke kun forruden).

LokaltrafikNikon D70, Nikkor 70-300mm VR @ 240mm, 1/500s F5.6 ISO200, håndholdt i bil i fart, aktiv VR

Tja, vi kan jo hurtigt blive enige om, at der ikke er tale om stor fotokunst her, men nu var det også udstyr, som jeg taler om, ikk'? Der er en del uskarphed, men det skyldes, at min kære kone ser, at jeg skal til at fotografere, og derfor lige i det jeg skal til at tage billedet, giver forruden en ordentlig omgang sprinkler - for det er forhåbentlig til at se, at uskarpheden ikke kommer fra rystelser.

Så tilbage står nu vist kun at sige...: "Jeg holder med Japan!"

Fototerapi

At billeder også er om følelser, er ganske bredt accepteret - og at de kan fortælle en historie lige så. Jeg prøvede begge dele denne weekend.

Det startede med den trælse historie om et cykeltyveri, som jeg kort fortalte om på min anden blog - det gjorde så, at jeg samme weekend gik rundt i kvarteret for at lede efter den forsvundne cykel; jeg fandt den ikke, men jeg fandt flere andre cykler, som var hærget og efterladt (der er grænsetilfælde, så det er svært at sætte tal på, men et dusin skal der nok have været). Det var en meget nedslående oplevelse, for jeg kan ikke lade være med at tænke over, at der bag alle disse ligger en historie - og jeg kan ikke lade være med at gange op og lægge sammen, og så bliver det pludselig omfattende.

Efter det kunne jeg mærke med mig selv, at jeg ikke længere bare kunne gå forbi sådan en cykel - og at jeg følte et behov for at dele dette.

Det kom der en lille billedeserie ud af i denne weekend, som jeg har valgt at kalde forladte cykler.

Nikon D70, Mikro Nikkor 105 mm VR, 1/4s F8 ISO200, stativ, beskåret

Normalt når jeg går ud for at fotografere, så er det for at finde noget flot, som jeg kan vise frem. Denne gang gik jeg målrettet efter at dele oplevelsen af nogle af de cykler, som jeg havde "fundet" - jeg prøver med andre ord for første gang, at fortælle en historie.

Samtidig skete der noget ganske uventet for mig: Jeg er vildt imponeret af sort-hvide billeder, men jeg har ikke kunnet finde ud af tage nogle selv. Men denne gang tænkte jeg allerede på optagetidspunktet billederne uden farver, og de virkede da heller ikke rigtige, før jeg fik dem konverteret.

Nikon D70, Mikro Nikkor 105 mm VR, 6s F32 ISO200, stativ

Og sort-hvid billeder er et helt anden slags billeder. Ved farvebilleder må man i høj grad tage, hvad man bliver givet, men i sort/hvid kan man i et vist omfang nedtone eller fremhæve dele af billedet - og når man mister farverne, så betyder form og komposition til gengæld meget mere.

Samtidig så kan man ved sort-hvid billeder med fordel virkelig gå til den: fuld kontrast, overdreven skarphed, tæt beskæring - alt sammen noget, som hurtigt vil ødelægge et farvebillede - men måske virker det fordi, at sort/hvid netop er mere grafisk end fotografisk i sin natur.

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 10mm, 1/20s F5.6 IS0 200, stativ

Om det lykkedes mig at få fortalt historien kan jeg af gode grunde ikke vide noget om. Det er måske heller ikke så vigtigt som det faktum, at jeg - som overskriften antyder - gav mig selv mulighed for at arbejde med min oplevelse; det har virket, for nu kan jeg igen gå forbi forladte cykler uden at blive bedrøvet (i hvertfald ikke i samme grad, for sørgeligt er det jo uanset).

...og så skal man heller ikke undervurdere betydningen af, at jeg fik et gennembrud i forhold til min egne hæmninger overfor sort-hvide billeder!