torsdag den 15. oktober 2009

Nikon DX format makroobjektiv

Hvis man følger lidt med på Nikon-fronten, så vil man vide at der lige nu er en hel del snak om det nye kamerahus, som Nikon kommer med - bevares, det er da også imponerende, men faktisk så synes jeg, at den anden nyhed er langt mere bemærkelsesværdig: Nikkor AF-S DX Micro Nikkor 85mm F3.5G VR.

Lige for nyligt skrev jeg om forskellige muligheder for makrofotografering, og talte i den forbindelse om det 105 mm makro objektiv, som jeg har (det er et AF-S VR Micro-Nikkor 105mm f/2.8G IF-ED). Nu hvor jeg har det, så bliver det nok ikke erstattet, men jeg må sige, at jeg nok ville give det nye objektiv en seriøs overvejelse, hvis jeg skulle tage beslutningen i dag. Og det er af flg. grunde:
  1. Mit nuværende kamerahus har en sensor i DX format (det er Nikon D70), og det vil mit næste hus nok også have. Der er mange fordele ved DX formatet, og en af dem er bestemt en fornuftig ydelse til en gunstig pris. Jeg kan derfor reelt ikke udnytte et FX objektiv som 105mm fuldt ud.
  2. 105mm er lige langt nok på et DX hus - der er 85mm langt mere anvendeligt til andet end makro.
  3. Arbejdsafstanden ender op med at blive sammenlignelig for de to objektiver (85mm fokuserer en anelse tættere, men er til gengæld en del kortere). Til makrofotografering med et DX hus vil de derfor have sammenlignelig ydelse.
  4. 85mm DX objektivet vejer (og fylder) ikke nær så meget som 105 mm FX objektivet.
  5. Det er altid svært at gætte priser, men det ville være naturligt, hvis det mindre objektiv også blev billigere - og så vidt jeg kan vurdere på den anbefalede udsalgspris på ca. 500 GBP, så kommer det nok til at holde stik.

Hvis man har et Nikon kamerahus med DX-format sensor, og er interesseret i makrofotografering, så er det nye objektiv altså bestemt værd at holde øje med - om det så levet op til de høje forventninger, som man som jeg kan have, ja, det må fremtiden (og de fremtidige anmeldelser) vise.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar