Årets første sommerfugle

I dag var en god dag, for i dag så jeg årets første sommerfugle. Selvfølgelig var det Nældens takvinge (Aglais urticae) som optrådte i hvert fald et halvt dusin eksemplarer (de er ret mobile for tiden, så det kan sagtens have været flere).

Årets første sommerfuglNikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/125s F11 ISO200

Hmm - ja, at kalde den for årets første, er jo faktisk forkert, for i virkeligheden er der tale om genbrug fra sidste år: Nældens takvinge overvintrer som origo, hvad jeg (desværre) fik bekræftet, at jeg midt i vinters måtte rode rundt i garagen for at lave plads til en elektriker - der overraskede jeg en som ellers have fundet et rigtigt godt sted at sove vinteren ud.

SolbadningNikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/125s F11 ISO200

Jeg synes også, at jeg ud af øjenkrogen så en enkelt hvidvinge, men det er måske mest ønsketænkning - de overvintrer som puppe, og kommer først i større tal lidt senere (dog er det muligt).

Jeg elsker billedstabilisering!

Engang for mange år siden sange Eddie Skoller "Jeg holder med Kina", og det er der sådan set ikke blevet færre grunde til senere - men nu er jeg jo foto-nørd, og så er det hovedsageligt i Japan, at det sker; og der sker virkelighed noget.

Et eksempel på, hvor meget det er sket, fik jeg, da jeg købte mig et nyt objektiv: et "AF-S VR Zoom-Nikkor 70-300mm f/4.5-5.6G IF-ED" for at være præcis, og præcis bør vi være i denne situation, for den afløser en "AF Nikkor 70-300mm f/4-5.6G" (er jeg den eneste, som ville ønske, at objektiver havde kodenavne - så vi havde noget mere mundret at kalde dem?).

Når man får et nyt stykke legetøj (og lad os bare være ærlige - der er jo det, som det er), så skal man jo se, hvad det kan. Og her var der godt nok nogle overraskelser i vente til mig.

Alle kender vel tommelfinger-reglen om, at man skal have en lukkertid i sekunder som svarer 1 over brændvidden i mm eller hurtigere, hvis man skal undgå rystede billeder, når man fotografer håndholdt. En 100mm skal altså helst holdes under 1/100s, og en 200mm skal helst holdes under 1/200s. Eller deromkring, for der er tale om en tommelfingerregel.

Men det var inden at objektiver med billedstabilisering ind i billedet. Begrebet "billedstabilisering" dækker over, at man med snedig teknik (sikkert noget med gyroskoper og piezo-elektriske mini-motorer) kompenserer for de rystelser, som man tidligere prøvede at kompensere for med de ultra-korte lukkertider.

Og mit nye objektiv har - i modsætning til mit gamle - indbygget billedstabilisering, så det skulle jeg lige afprøve:

NymåneNikon D70, Nikkor 70-300mm VR @ 300mm, 1/60s F5.6 ISO640, håndholdt

Bemærk data - jeg har ikke skrevet forkert; det er taget på en 1/60s. Håndholdt. Fritstående. Og så er det endda beskåret omkring 50% på hver led efterfølgende.

Det synes jeg er lettere sindsygt. Det burde slet ikke kunne lade sig gøre, også selvom jeg brugte alle de tricks, som jeg lærte, da jeg som dreng gik i skytteklub. Uden billedstabilisering burde jeg nok have haft en lukkertid, som var en 10-15 gange kortere.

Sådan opmuntret, så måtte jeg jo også lige prøve den såkaldte "aktive billedstabilisering". Det er mest en sælgerterm, og derfor renset for mening, som traditionen påbyder, men det dækker altså over, at billedstabiliseringen får lov at være mere pågående, hvilket specielt skulle være en fordel ved lavfrekvente rystelser, som fra motorer i f.eks. biler og både. Derfor tager jeg flg. billede ud af forruden på vores bil, mens den er i fart (bilen inkl. mig og kamera altså, ikke kun forruden).

LokaltrafikNikon D70, Nikkor 70-300mm VR @ 240mm, 1/500s F5.6 ISO200, håndholdt i bil i fart, aktiv VR

Tja, vi kan jo hurtigt blive enige om, at der ikke er tale om stor fotokunst her, men nu var det også udstyr, som jeg taler om, ikk'? Der er en del uskarphed, men det skyldes, at min kære kone ser, at jeg skal til at fotografere, og derfor lige i det jeg skal til at tage billedet, giver forruden en ordentlig omgang sprinkler - for det er forhåbentlig til at se, at uskarpheden ikke kommer fra rystelser.

Så tilbage står nu vist kun at sige...: "Jeg holder med Japan!"

Fototerapi

At billeder også er om følelser, er ganske bredt accepteret - og at de kan fortælle en historie lige så. Jeg prøvede begge dele denne weekend.

Det startede med den trælse historie om et cykeltyveri, som jeg kort fortalte om på min anden blog - det gjorde så, at jeg samme weekend gik rundt i kvarteret for at lede efter den forsvundne cykel; jeg fandt den ikke, men jeg fandt flere andre cykler, som var hærget og efterladt (der er grænsetilfælde, så det er svært at sætte tal på, men et dusin skal der nok have været). Det var en meget nedslående oplevelse, for jeg kan ikke lade være med at tænke over, at der bag alle disse ligger en historie - og jeg kan ikke lade være med at gange op og lægge sammen, og så bliver det pludselig omfattende.

Efter det kunne jeg mærke med mig selv, at jeg ikke længere bare kunne gå forbi sådan en cykel - og at jeg følte et behov for at dele dette.

Det kom der en lille billedeserie ud af i denne weekend, som jeg har valgt at kalde forladte cykler.

Nikon D70, Mikro Nikkor 105 mm VR, 1/4s F8 ISO200, stativ, beskåret

Normalt når jeg går ud for at fotografere, så er det for at finde noget flot, som jeg kan vise frem. Denne gang gik jeg målrettet efter at dele oplevelsen af nogle af de cykler, som jeg havde "fundet" - jeg prøver med andre ord for første gang, at fortælle en historie.

Samtidig skete der noget ganske uventet for mig: Jeg er vildt imponeret af sort-hvide billeder, men jeg har ikke kunnet finde ud af tage nogle selv. Men denne gang tænkte jeg allerede på optagetidspunktet billederne uden farver, og de virkede da heller ikke rigtige, før jeg fik dem konverteret.

Nikon D70, Mikro Nikkor 105 mm VR, 6s F32 ISO200, stativ

Og sort-hvid billeder er et helt anden slags billeder. Ved farvebilleder må man i høj grad tage, hvad man bliver givet, men i sort/hvid kan man i et vist omfang nedtone eller fremhæve dele af billedet - og når man mister farverne, så betyder form og komposition til gengæld meget mere.

Samtidig så kan man ved sort-hvid billeder med fordel virkelig gå til den: fuld kontrast, overdreven skarphed, tæt beskæring - alt sammen noget, som hurtigt vil ødelægge et farvebillede - men måske virker det fordi, at sort/hvid netop er mere grafisk end fotografisk i sin natur.

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 10mm, 1/20s F5.6 IS0 200, stativ

Om det lykkedes mig at få fortalt historien kan jeg af gode grunde ikke vide noget om. Det er måske heller ikke så vigtigt som det faktum, at jeg - som overskriften antyder - gav mig selv mulighed for at arbejde med min oplevelse; det har virket, for nu kan jeg igen gå forbi forladte cykler uden at blive bedrøvet (i hvertfald ikke i samme grad, for sørgeligt er det jo uanset).

...og så skal man heller ikke undervurdere betydningen af, at jeg fik et gennembrud i forhold til min egne hæmninger overfor sort-hvide billeder!